[ Forrige dokument | Næste dokument | Forsiden ]

Bestemmelse af overvægt blandt børn og unge

Mens der er international enighed om anvendelse af BMI-målet til klassificering af overvægt og fedme hos voksne, findes der i dag ikke en international klinisk definition, der kan benyttes til bestemmelse af børns og unges overvægtsgrad. Det skyldes i høj grad, at børns højde og kropssammensætning ændres kontinuerligt med stigende alder. Derudover er der internationalt forskelle på alder for pubertetsstart og interindividuelle forskelle på hastigheden af kroppens fedtakkumulation. Mange lande, deriblandt Sverige, har netop udviklet aldersspecifikke BMI-tabeller til bestemmelse af børns overvægt, hvor individuelle BMI-værdier er udtrykt gennem standarddeviationer fra normen eller i percentiler (Lindgren et al.,1995). I Danmark er der endnu ikke udviklet samme type tabeller til bestemmelse af børns overvægt, hvorfor skolesundhedstjenesten og de praktiserende læger, ud over hvad der kan ses med det blotte øje, anvender de såkaldte normalvægtstabeller. Tabellerne er kønsspecifikke og vurderer vægt for højde sammenlignet med referenceværdier, hvor aldersintervallet spænder fra syv til 18 år.

Disse tabeller bygger på målinger på børn foretaget tilbage i 1971 (Andersen et al., 1974), hvilket betyder, at referenceværdierne ikke er repræsentative i forhold til børns højde og vægt anno 1999. En del lande har produceret referencekurver for BMI hos børn, selv om mange af disse er mangelfulde, fordi de enten baserer sig på ældre data eller omfatter begrænsede aldersgrupper. I Sverige har man ved udviklingen af de føromtalte BMI-tabeller korrigeret normalvægten med 3% for at tage højde for den generelle vægtstigning, der er sket i befolkningen siden man lavede målingerne (Lindgren et al., 1995). Der hersker stadig tvivl om, hvorvidt samme metode skal bruges til udvikling af nye tabeller i Danmark.

Endnu benyttes BMI til bestemmelse af børns overvægt kun i ganske få lande, men der hersker dog enighed blandt forskere over det meste af verden om, at BMI – til trods for den manglende skelnen mellem fedtmasse og mager legemsmasse – er det bedste mål for fedme – også blandt børn (WHO, 1998; Cole et al., 1995). Man kan fx følge udviklingen over tid ved at sammenligne tidligere rapporterede procenter for BMI med aktuelle mål for samme aldersgruppe. På samme måde kan man sammenligne percentilværdier fra forskellige lande. De er temmelig ens, når det drejer sig om 50 percentilen, men afviger vedrørende de øverste percentiler pga. forskellig fedmeforekomst fra land til land.

Billede: Figur 1

BMI stiger hurtigt det første år for derefter at falde frem til otteårsalderen, hvorefter det stiger til voksenniveau i 20-24 års alderen (Figur 1). Noget tyder på, at hos børn med risiko for fedmeudvikling stiger BMI tidligere end otteårsalderen, fx allerede i fireårsalderen.


[ Forrige dokument | Næste dokument | Top ]
 
Sundhedsstyrelsen. Version 1.0. Oktober 1999
Denne publikation findes på adressen http://www.sst.dk
© Sundhedsstyrelsen 1999