Behandling af fedme

Som tidligere omtalt er der store vanskeligheder forbundet med effektiv behandling af overvægt og fedme. De fleste interventioner, der kombinerer kostråd med råd om øget fysisk aktivitet, resulterer gerne i et vist vægttab inden for de første 3-6 måneder; men langtidsopfølgning viser en betydelig grad af tilbagefald – op til 90% er tilbage til eller over udgangsvægten efter 4-5 år (Wadden, 1993). Supplerende behandling med meget lavkalorieholdige diæter (VLCD, dvs. 800-1.000 kcal /dag eller 3,5-4,2 MJ) samt farmakologisk behandling af overvægten har endnu ikke vist at kunne bedre langtidsresultaterne. Et enkelt studie har dog vist, at hvis patienterne kan holde en fedtfattig kost (< 30 energiprocent fra fedt), kan det bedre langtidsresultaterne (Astrup et al., 1997). Det er også muligt, at nyere og forhåbentlig mere effektive farmakologiske midler eller kirurgiske indgreb ville kunne bidrage til bedre vægtvedligeholdelse.

Den anførte relative resistens mod virkningen af konventionel behandling af fedme har naturligt nok sat endnu mere fokus på forebyggelse af tilstanden. Der er dog enighed om, at ved manifest overvægt/fedme bør vægttab tilrådes ud fra en helbredsmæssig synsvinkel.

Før der gives råd til den overvægtige eller en egentlig behandling påbegyndes, bør følgende punkter overvejes:

• Hvilken behandlingsstrategi skal vælges?
• Hvilken vægt er det realistisk/ hensigtsmæssigt at stile imod?
• Hvilke permanente ændringer i livsstilen har betydning?

Behandlingsstrategien afhænger af graden af overvægten, og om der er ledsagende risikofaktorer eller sygdomme. Det falder uden for denne rapports rammer at redegøre for egentlige behandlingsstrategier. Der henvises til lærebøger på dette område, fx ”Fedme - en nordisk lærebog” (Andersen et al.,1998) og ”Treatment of the seriously obese patient” ( Wadden & VanItallie, 1992) samt ” Adipositas. I: Medicinsk kompendium” (Astrup, 1999).

På baggrund af de tidligere anførte problemer med bibeholdelse af stort vægttab har der gennem de senere år været sat meget mere fokus på de sundhedsmæssige konsekvenser af selve vægttabet end på opnåelse af “idealvægten”. Det er vist, at selv mindre vægttab (fx vægttab på omkring 10% af udgangsvægten) er ledsaget af bedring af stort set alle risikofaktorerne (Goldstein, 1991), og desuden synes mindre vægttab at bibeholdes bedre (Perri et al., 1988). Det er således ikke nødvendigt at nå ned til idealvægten for at opnå sundhedsmæssige fordele, selvom større vægttab ville være bedre, hvis det var muligt. Ved behandling af fedme bør man i første omgang i samråd med patienten stile mod et ca. 10% vægttab (Kanders & Blackburn, 1992), men bedring i risikofaktorerne er dog fortsat proportional med vægttabets størrelse.

På baggrund af den gunstige virkning af fysisk aktivitet på en række andre risikoparametre vil det altid være hensigtsmæssigt at inddrage fysisk aktivitet i behandling af overvægt (Saris, 1996). Kombinationen af kostomlægning og fysisk aktivitet synes at være særlig effektiv. Det er vigtigt at klargøre over for patienten, at behandlingen ikke er en kortvarig kur; men at bibeholdelse af et opnået vægttab kræver en livslang ændring i livsstilen, hvad angår fysisk aktivitet og kosten.