Befolkningsundersøgelserne, Glostrup 1982-1992

Data, der præsenteres, er indsamlet ved Københavns Amts Center for Sygdomsforebyggelse (det tidligere Befolkningsundersøgelserne) ved Amtssygehuset i Glostrup (Hagerup et al., 1981) og omfatter voksne danskere i alderen 30-60 år. Data omfatter målinger fra to tværsnitsundersøgelser, nemlig MONICA I- og MONICA III-undersøgelserne (Kirchhoff, 1983). Beregningen af BMI baserer sig på standardiserede højde- og vægtmålinger foretaget i forbindelse med en helbredsundersøgelse.

Det mediane BMI er steget med 0,3 kg/m² for mænd og 0,7 kg/m² for kvinder mellem de to undersøgelser (Tabel 4). Danskerne er således blevet noget mere overvægtige. Figur 2 viser, at udviklingen i det mediane BMI er fulgt af en ikke uvæsentlig stigning i både overvægt og fedme (Heitmann, 1999). Andelen af fede mænd er steget fra 10% til 13% i perioden, mens andelen af fede kvinder er steget fra 9% til 11%. Lignende tal har man fundet i udlandet. I en multinational undersøgelse fandt Rose fx en stigning på 4,7% i forekomsten af overvægt for hver enhed, en befolknings gennemsnitlige BMI steg over de 23 kg/m² (Rose, 1991). Udviklingen af overvægt og fedme i Danmark følger altså den internationale udvikling.

Hvor mere end to tredjedele (69,4%) af voksne danske kvinder i alderen 30-60 år var normalvægtige (BMI<25 kg/m²) i 1982, var kun 62,8% af kvinderne normalvægtige i 1992 (p=0,001). Andelen af normalvægtige mænd var nogenlunde konstant i samme periode (henholdsvis 51% og ca. 48% (p=0,18). Samtidig steg andelen af både overvægtige og fede kvinder og andelen af fede mænd. Både i 1982 og 1992 var forekomsten af fedme større blandt ældre end yngre aldersgrupper. Næsten 16% af alle 60-årige mænd var fede i 1992 sammenlignet med 14% i 1982. De tilsvarende tal for kvinder var henholdsvis ca. 14% og 13%. Særlig udtalt har øgningen af fedme imidlertid været for de yngre aldersgrupper (Figur 3), hvor andelen af fede kvinder mere end fordobledes i løbet af tiårsperioden (fra 3,1% til 7,8%). Andelen af fede 30-årige mænd blev også næsten fordoblet (fra 5,0% til 9,4%).

Forekomsten af fedme var især udtalt blandt personer med kortvarige uddannelser. En blandt fem personer med op til syv års skoleuddannelse var således fed i 1992. For gruppen med den korteste uddannelse er andelen af fede steget fra 1982 til 1992 med godt 55% for kvinder og med godt 40% for mænd. Tallene viser, at især kvinder med kort skoleuddannelse er blevet federe, om end der er en stigning i det mediane BMI på alle uddannelsesniveauer. Selvom det absolutte antal af fede personer med lang uddannelse er lavt og udviklingen over tid ikke er statistisk signifikant, skal det alligevel bemærkes, at der i løbet af de ti år er sket mere end en fordobling i andelen af fede mænd med lang uddannelse (Figur 4). Omkring 8% af mænd med lange uddannelser (mere end 12 års skolegang) var fede i 1992 mod kun ca. 3% ti år tidligere. For kvinder med lange uddannelser var der ikke forskel på forekomsten i 1982 (4%) og 1992 (4%). Dette er i modsætning til resultater fra undersøgelser i andre lande, hvor forekomsten af fedme generelt er konstant eller faldende i grupper med længst uddannelse (Pietinen et al., 1996).

Forekomsten af overvægt er noget højere i disse sidste refererede undersøgelser end angivet fra DIKE’s sundhedsundersøgelse (Kjøller et al., 1995), hvor både højde og vægt var selvrapporterede (Tabel 2). Flere undersøgelser har da også vist, at selvrapporterede oplysninger om højde og vægt er behæftet med fejl, og noget tyder på, at især personer, der er overvægtige eller fede, underrapporterer deres kropsvægt. I MONICA-undersøgelsen var fx henholdsvis 15,1% og 14,0% af de 50-60-årige mænd og kvinder fede, mens dette kun er tilfældet for henholdsvis 12% og 11% af mændene og kvinderne i DIKE’s undersøgelse (Tabel 2). Undersøgelser tyder endvidere på, at overvægtige i langt højere grad end normalvægtige fravælger at komme til de helbredsundersøgelser, der ligger til grund for beregningen af andelen af fede (Sonne-Holm et al., 1989), hvilket betyder, at også tallene i MONICA-undersøgelsen formentlig undervurderer den sande fedmeforekomst. Samtidig skal man være opmærksom på, at DIKE’s undersøgelser omfatter den voksne befolkning over 16 år, mens MONICA-undersøgelserne omfatter 30-60 årige, hvilket også vil have indflydelse på det gennemsnitlige BMI.