Graviditet og alkohol

8. Er enkeltstående drikkeepisoder værre end et jævnt forbrug?

[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Gå til bund] [Forrige dokument] [Næste dokument]


8. Er enkeltstående drikkeepisoder værre end et jævnt forbrug?

Nogle dyreforsøg har vist, at det muligvis er den maximale blodkoncentration af alkohol, der er afgørende for alkohols skadelige virkninger snarere end den totale mængde alkohol, der indtages.260,261 At det altså med andre ord er mere skadeligt at drikke meget på én gang i stedet for at fordele den samme mængde alkohol over flere gange. Fænomenet kaldes "binge drinking" og defineres i de fleste studier som indtagelse af Større end5 genstande ved en enkelt lejlighed.192

Binge drinking synes i alt fald for ikke-gravide at være en normal social adfærd i den vestlige verden.192 En dansk undersøgelse fra midten af 1980erne viste, at ca. 18% af gravide mindst én gang har drukket >7 genstande ved en enkelt lejlighed under graviditeten.77

Blandt gravide er effekten af binge drinking uafhængigt af den samlede alkoholindtagelse ikke særlig velundersøgt. Et studie har fundet, at binge drinking kan nedsætte den gennemsnitlige fødselsvægt med 68 g72 og et andet at binge drinking kan medføre nedsat hovedomfang.170 Et dansk studie fandt, at det gennemsnitlige alkoholforbrug var af langt større betydning for fødselsvægt end binge drinking,59 og andre studier fandt ingen sammenhæng mellem binge drinking og gennemsnitlig eller lav fødselsvægt46,95,170 fødselslængde,46,170 hovedomfang, gestationsalder eller Apgar score ved 1 og 5 minutter.46 Et dansk studie fandt sammenhæng med kort øjenspalte lige efter fødslen men ikke efter 18 måneder og fandt iøvrigt ikke sammenhæng med andre ansigtsmisdannelser,262 ligesom et andet studie heller ikke fandt sammenhæng med misdannelser.72

Der er derimod fundet sammenhæng mellem binge drinking og EEG-forandringer hos det nyfødte barn,222 forandringer der ikke alene skyldes abstinenssymptomer,263 og som viser sammenhæng med senere problemer i den motoriske og mentale udvikling. Hos børn i alderen 41/2-71/2 år er der fundet sammenhæng mellem binge drinking og indlæringsvanskeligheder, nedsat opmærksomhed, svækket hukommelse og nedsat fleksibilitet ved problemløsning.192,245,251

Dyreforsøg har vist, at binge-lignende alkoholindtagelse kan medføre hæmmet motorisk udvikling og nedsat hjernevægt264,265 men ikke kropsvægt.264

Sammenfattende er der ikke indtil nu fundet overbevisende sammenhæng mellem binge drinking og fødselsvægt, længde, hovedomfang, gestationsalder, Apgar score eller misdannelser. Derimod kan binge drinking muligvis medføre indlæringsvanskeligheder hos børn fra omkring 41/2-års alderen.



[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Top] [Forrige dokument] [Næste dokument]

Sundhedsstyrelsen Version 1 d. 24. marts 1999
Denne publikation findes på adressen: http://www.sst.dk
Copyright (c) Sundhedsstyrelsen