5. Alkohol i graviditeten og graviditetsudfald
Antropometriske mål
[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Gå til bund] [Forrige dokument] [Næste dokument]
Flere undersøgelser har fundet sammenhæng mellem alkoholforbrug i graviditeten og nedsat gennemsnitlig fødselslængde hos barnet.43,82,99,143,148,151,153,169 Længden reduceres hos børn af kvinder med et forbrug
10 genstande/uge,43 og længden reduceres yderligere med stigende forbrug.82,151 Samtidig brug af alkohol og kokain nedsætter fødselslængden mere end alkohol alene.169
Andre undersøgelser fandt ingen betydende sammenhæng mellem alkohol og fødselslængde.39,45,62,88,125,144,170 To af undersøgelserne fandt dog tendens til lidt nedsat længde ved stort forbrug,88,144 og i alle syv tilfælde er der tale om små undersøgelser.
Tre undersøgelser fandt, at børn af kvinder med moderat eller meget højt alkoholforbrug opnåede normal fødselslængde, hvis kvinden nedsatte sit forbrug væsentligt inden tredje trimester98,162 eller helt ophørte med at drikke i første eller andet trimester.99,162
Der er ligeledes fundet øget risiko for lille hovedomfang ved indtagelse af
8-10 genstande/uge,43,48,49,82,143,148,151,153 eller ved alkoholindtagelse >1 gang/uge eller ved indtagelse af
5 genstande ved en enkelt lejlighed.170 Et studie fandt kun sammenhæng for udvalgte gestationsaldre,127 et andet fandt faldende hovedomfang med stigende alkoholforbrug før graviditeten men ingen sammenhæng med alkoholindtagelsen under graviditeten,148 og et studie fandt lille hovedomfang blandt børn af kvinder, der angav problemer med deres alkoholforbrug før graviditeten.125
Fem studier fandt ingen betydende sammenhæng mellem alkohol og hovedomfang.39,45,62,88,144 To af undersøgelserne fandt dog tendens til lidt nedsat omfang ved stort forbrug,88,144 og i alle fem tilfælde er der tale om små undersøgelser.
Tre undersøgelser fandt, at børn af kvinder med moderat eller meget højt alkoholforbrug opnåede normalt hovedomfang, hvis kvinden nedsatte sit forbrug98,162 eller helt ophørte med at drikke i første eller andet trimester.99,162 Et andet studie viste, at børn med lille hovedomfang ved fødslen havde normal væksthastighed efter fødslen men ikke opnåede normalisering af hovedomfanget.163
Et studie har desuden for såvel længde som hovedomfang vist nedsat væksthastighed både under graviditeten og indtil 8 måneder efter fødslen.163,164
Flere studier har fundet sammenhæng mellem alkohol og nedsat vægt af placenta (moderkagen).142 Vægten faldt med stigende forbrug over 3 genstande/dag,141 og for alkoholikere var vægten af placenta reduceret med gennemsnitligt 125 g.151 Et studie fandt ingen systematisk sammenhæng mellem alkohol og placentavægt.151
Sammenfattende ser det ud til, at et forbrug på 10 genstande/uge eller mere medfører nedsat fødselslængde, og at længden falder med stigende forbrug. Et forbrug på 8-10 genstande/uge eller mere kan medføre nedsat hovedomfang. Børn af alkoholikere kan opnå normal længde og hovedomfang, hvis kvinden helt ophører med at drikke i første trimester. Vægten af placenta synes at falde med stigende forbrug over 3 genstande/dag.
Præterm fødsel (dvs. fødsel inden 37 fulde uger) er en væsentlig årsag til perinatal sygelighed og dødelighed,171 omend dødeligheden i Danmark p.g.a. præterm fødsel er halveret siden begyndelsen af 1980erne.172
Flere undersøgelser har fundet en øget risiko for præterm fødsel ved indtagelse af
10-14 genstande/uge.36,42,142,148,173 En undersøgelse har fundet 3 gange øget risiko for præterm fødsel ved indtagelse af alkohol helt ned til 11/2 genstand/uge i slutningen af graviditeten.70 En undersøgelse har fundet en øget risiko for præterm fødsel ved indtagelse af 4 genstande/uge62 men har ikke taget hensyn til andre risikofaktorer, og en undersøgelse har fundet øget risiko for meget præterm fødsel mellem 29 og 33 fulde uger ved indtagelse af bare 2 genstande/uge.174 De fleste af undersøgelserne finder, at risikoen for præterm fødsel er 2-4 gange større ved de nævnte forbrug end ved et lavere forbrug, og risikoen stiger muligvis med stigende forbrug.70 Studier, der har set på alkoholikere, finder også øget risiko for præterm fødsel.49,88,99
Flere studier finder ligeledes en øget risiko for kortere gestationsalder med stigende alkoholforbrug.30,45,48,82,137
Et studie af meget præterme født før 31 fulde uger fandt en 5-7 gange øget risiko for hjerneblødning og 9 gange øget risiko for skader i den hvide hjernesubstans hos børn af mødre, der drak
7 genstande/uge eller
3 genstande når de drak.175
Nogle studier har fundet en beskeden (ikke-signifikant) tendens til øget risiko for præterm fødsel ved indtagelse af 7-14 genstande/uge.58,63,69,176,177
Andre studier fandt ingen sammenhæng med hverken præterm fødsel32,33,139,142,143,145,146,156,158,178 eller gestationsalder.47,58
Blandt de studier, der inddeler alkoholindtagelsen i mere end to kategorier, finder flere en sammenhæng, der kan beskrives som en J-formet kurve. Gravide, der er afholdende, skulle således have en svagt øget risiko for præterm fødsel i forhold til kvinder, der indtager beskedne mængder alkohol.36,61,63,64,69 Den J-formede kurve kan have flere årsager (se afsnit 2), men da underrapportering som nævnt er et velkendt fænomen i alkoholforskningen, er underrapportering en nærliggende forklaring på den J-formede kurve. Da der desuden for de afholdende er tale om en meget beskeden risiko, der i næsten alle tilfælde alene kan forklares ved tilfældigheder, er der således næppe grund til at antage, at et lille alkoholforbrug skulle være gavnligt. En oversigt over de citerede studier ses i tabel 6.
For gestationsalder gælder, at den i de fleste tilfælde er beregnet ud fra sidste menstruations første dag eller ud fra en postnatal undersøgelse af barnet ad modum Dubowitz.179 Sidste menstruations første dag er vist at være et usikkert mål i op til ca. 25% af graviditeter,180 og begge metoder vil alt andet lige tendere til at overestimere gestationsalderen (for Dubowitz-alderen med ca. 1-2 uger) og dermed undervurdere antallet af præterme fødsler.180,181 Dette vil alt andet lige mindske chancen for at påvise en risiko, selvom den er til stede. I de tilfælde, hvor kvinden oplever en blødning først i graviditeten, og forveksler den med en egentlig menstruation, kan beregning af gestationsalderen ud fra sidste menstruations første dag dog medføre en underestimering af gestationsalderen og dermed en overvurdering af antallet af præterme fødsler.
Blandt de studier, der ikke fandt nogen sammenhæng, inddelte to studier alkoholindtagelsen i to kategorier: +/- alkohol,32,33 og et af studierne analyserede alkohol som en lineær funktion.145 Hvis der er tale om en tærskeleffekt omkring 10 genstande/uge, ville disse studier således heller ikke have været i stand til at påvise en sådan sammenhæng.
Sammenfattende ser det ud til, at indtagelse af 10 genstande/uge eller mere muligvis øger risikoen for præterm fødsel.
[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Top] [Forrige dokument] [Næste dokument]
Sundhedsstyrelsen Version 1 d. 24. marts 1999
Denne publikation findes på adressen: http://www.sst.dk
Copyright (c) Sundhedsstyrelsen