Behandling af traumatiske hjerneskader
og tilgrænsende lidelser

Redegørelse

Nuværende og fremtidig organisation

 

 


 

Sundhedsstyrelsens forord

På Sundhedsministerens anmodning nedsatte Sundhedsstyrelsen i 1995 et bredt sammensat udvalg, der fik til opgave at beskrive den nuværende og fremtidige tilrettelæggelse af behandlingen af traumatisk hjerneskadede. I november 1996 forelå en rapport fra udvalget, som efterfølgende blev udsendt til høring. Høringsfasen viste en generel tilslutning til udvalgets anbefalinger.

Som det fremgår af nærværende redegørelse anbefaler udvalget, at der indføres faste retningslinier for den tidlige indsats og at den igangværende opbygning af traumecentre koordineres på landsplan. Derudover anbefales det, at der oprettes neurorehabiliteringshospitaler/enheder til tidlig iværksat rehabilitering af de svært skadede og at der oprettes amtslige/tværamtslige neurorehabiliteringsenheder i tilknytning til de eksisterende amtslige neurologiske og pædiatriske afdelinger til kortere varende sygehusrehabilitering af patienter med moderate skader. Det anbefales at tilbudene efter hospitalsfasen i højere grad tilpasses de specielle behov, som personer med erhvervet hjerneskade har.

Sundhedsstyrelsen kan på baggrund af redegørelsen og høringssvarene tilslutte sig udvalgets anbefalinger.

For så vidt angår indsatsen i den akutte fase finder styrelsen det hensigtsmæssigt, under hensyntagen til det beskedne patienttal og behovet for vedligeholdelse af den faglige kompetence, at begrænse traumecentrenes udbredelse til fire sygehuse med neurokirurgiske afdelinger.

Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at der på landsplan bør etableres 1-2 enheder til tidlig iværksat rehabilitering af de svært skadede med nær tilknytning til et universitetshospital og at disse enheder bør tildeles landsdelsfunktion. En gradvis implementering af udvalgets anbefalinger på dette punkt kan vise sig hensigtsmæssig, idet der er behov for at udvikle den faglige kompetence til at løse opgaven samtidig med at der gives mulighed for erfaringsopsamling med henblik på at sikre en optimal organisering af den fremtidige indsats.

Sundhedsstyrelsen finder, at hospitalsrehabiliteringen af de moderat skadede på grund af det beskedne patienttal kun bør varetages som en specialiseret basisfunktion i tilknytning til neurologiske afdelinger, evt. i et tværamtsligt samarbejde.

Det er Sundhedsstyrelsens håb, at redegørelsen vil bidrage til at højne kvaliteten af indsatsen over for de patienter, som rammes af en traumatisk hjerneskade.

København, august 1997

Hans Peder Graversen

 

 



Sundhedsstyrelsen Version 1.0 d. 1. juni 1999
Denne publikation findes på adressen: http://www.sst.dk
Copyright (c) Sundhedsstyrelsen