III. Generel del
 
     

III. Generel del

Af lovbekendtgørelse nr. 632 af 20. juli 1995 om udøvelse af lægegerning fremgår af § 6, at en læge under udøvelsen af sin virksomhed er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Formålet med disse vejledninger er nærmere at præcisere den omhu og samvittighedsfuldhed, lægen skal udvise ved behandlingen af patienter med antidepressiva og antipsykotika og for børns vedkommende tillige visse centralstimulerende midler.

Der er her i landet tradition for, at depressionsbehandling iværksættes og videreføres såvel i almen praksis, som i psykiatrisk speciallægepraksis og på sygehusafdelinger. I dag ordineres der samlet flere antidepressive lægemidler i almen praksis end i sygehusregi. Det voksende udbud af lægemidler stiller imidlertid stadig større krav til den ordinerende læges indsigt, ligesom de faglige normer for, hvad der er omhyggelig og samvittighedsfuld lægegerning på dette område, er i stadig udvikling.

Disse vejledninger er udarbejdet særligt med henblik på brug i almen praksis. Hovedvægten er lagt på, hvorledes den alment praktiserende læge skal behandle patienter med psykiske lidelser med antidepressiva og antipsykotika, samt hvilke patienter der skal viderehenvises til speciallæger i psykiatri. Vedrørende behandling med antipsykotika er der i nogen udstrækning omtalt faglige problemstillinger, der fortrinsvis er af interesse for læger med en særlig indsigt på dette område.

2 Tilsyn

I medfør af lovbekendtgørelse nr. 215 af 9. april 1999 om sundhedsvæsenets centralstyrelse mv. § 4 er sundhedspersoner underlagt Sundhedsstyrelsens tilsyn. Dette tilsyn udføres lokalt af embedslægeinstitutionerne på Sundhedsstyrelsens vegne.

Konstateres det, at en læge har afveget fra disse vejledninger, vil Sundhedsstyrelsen eller embedslægeinstitutionerne derfor kunne pålægge lægen at begrunde afvigelsen. Findes begrundelsen ikke tilfredsstillende, vil sagen kunne indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

3 Misbrug og afhængighed

Såvel antipsykotika som antidepressiva efterspørges sædvanligvis ikke af patienter i misbrugsøjemed, ligesom der ikke er dokumenteret nogen form for afhængighed af de pågældende præparater. Om end der kendes seponeringssymptomer i relation til ophør med brugen af selektive serotoningenoptagelseshæmmere (SSRI-præparater) og tricykliske antidepressiva (TCA), er der ikke videnskabelig dokumentation for at antage, at hverken antidepressiva eller antipsykotika skulle være afhængighedsskabende.

4 Information og samtykke

Lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling indeholder i §§ 6 og 7 regler om det informerede samtykke til behandling. Det fremgår heraf, at behandling herunder medicinering kræver et samtykke fra patienten. Samtykket skal være et såkaldt informeret samtykke. En sundhedsperson har således pligt til af egen drift at informere patienten løbende om diagnose, prognose og behandlingsmuligheder herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger, samt konsekvenserne af at der ikke iværksættes behandling.

Loven opstiller minimumskrav til informationen. Den enkelte patients særlige situation kan bevirke, at yderligere information er nødvendig. Også af hensyn til komplians skal lægen være meget omhyggelig i sin information af patienten og/eller andre personer, der påregnes at være behjælpelige med at observere patienten og administrere medicinen.

Ønsker patienten ikke information, skal sundhedspersonen respektere dette.

Nedenfor er kort opregnet nogle af de problemområder, der er aktuelle i forhold til behandling med antidepressiva og antipsykotika. For en mere uddybende gennemgang henvises til Sundhedsstyrelsens vejledning af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

4.1 Mindreårige

For patienter, der ikke er fyldt 15 år, gives samtykket af forældremyndighedsindehaver(ne). En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give samtykke til behandling. Forældremyndighedsindehaveren skal som udgangspunkt også informeres, men det er den 15 – 17 årige, der har samtykkekompetencen.

Såfremt sundhedspersonen skønner, at den 15 – 17 årige ikke er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, er det forældremyndighedsindehaveren, der kan give informeret samtykke.

Det bemærkes, at lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien også gælder for mindreårige.

4.2 Varigt inhabile

For så vidt angår patienter med varigt nedsat eller manglende handleevne, der kan have svært ved eller ikke kan forstå sundhedspersonens information, skal informationen gives til og samtykke indhentes fra de nærmeste pårørende. I de tilfælde hvor patienten allerede er under værgemål, der omfatter helbredsforhold, kan informeret samtykke dog gives af værgen. Dette er et såkaldt stedfortrædende samtykke.

Selv om patienten ikke kan give samtykke til behandling, skal vedkommende informeres og inddrages i drøftelserne, i det omfang patienten forstår behandlingssituationen, med mindre dette kan skade patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges betydning.

Hvis en varigt inhabil patient i ord eller handling tilkendegiver, at vedkommende ikke vil behandles, er der uanset stedfortrædende samtykke fra værge eller pårørende ikke hjemmel til at gennemføre behandlingen med tvang. Tvangsbehandling kan kun iværksættes, når betingelserne i lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien er opfyldt.

4.3 Midlertidigt inhabile

Det bemærkes, at pårørende ikke kan give et stedfortrædende samtykke, hvis patienten er midlertidigt inhabil, og der ikke er et akut behandlingsbehov.

4.4 Øjeblikkeligt behandlingsbehov

Ved øjeblikkeligt behandlingsbehov kan der iværksættes behandling uden samtykke uanset om der er tale om varigt eller midlertidig inhablilitet.

5 Journalføring.

Lægelovens § 13 omhandler lægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring). Endvidere er en læge i medfør af lægelovens § 6 forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed under udøvelsen af sin gerning, hvilket forudsætter ordnede optegnelser.

Journaloptegnelser har først og fremmest betydning for patientsikkerheden både behandlingsmæssigt og diagnostisk. De vil herudover bl.a. have betydning i forbindelse med tilsyn og kontrol af lægens faglige virksomhed.

Pligten til at føre ordnede optegnelser (journaler) gælder enhver læge, der som led i sin virksomhed foretager undersøgelse og behandling af patienter. Det påhviler den læge, der benytter medhjælp ved udøvelsen af lægevirksomhed, at sørge for, at undersøgelser og behandlinger mv., der på lægens ansvar udføres af medhjælpen, journalføres.

Det er den behandlende læges ansvar, at patientjournalen ud over relevante patientdata som minimum indeholder oplysninger om årsagen til patientkontakten, indikationer for undersøgelse/behandling, diagnosen eller lægens skøn angående sygdommens art og iværksat behandling/ordination af lægemidler (navn, styrke, mængde, dosering, administrationsmåde, hyppighed og/eller de intervaller, hvormed medicinen skal gives) samt hvilken information, der er givet til patienten.

Der henvises i det hele til Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 235 af 19. december 1996 om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring) og Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 236 af samme dato om lægers journalføring.

Sundhedsstyrelsen Version 1.0 den 22. december 2000
Denne publikation findes på adressen: www.sst.dk/publ/pub2000/antidepressiva
Copyright (c) Sundhedsstyrelsen, 2000