(Til landets sygehuse mv.)
På afdelinger, hvor der udføres operative indgreb, skal der foreligge en detaljeret instruks angående kontrolforanstaltninger ved anvendelse af optørringsmateriale, instrumenter mv. i forbindelse med operationer. Formålet er at undgå, at materiale utilsigtet efterlades i operationsfeltet under operationen.
Af instruksen skal ansvarsfordelingen mellem operatører og assisterende personale angående kontrolforanstaltninger og deres gennemførelse klart fremgå. Operationspersonalet skal være instrueret i indholdet af instruksen, og den bør være let tilgængelig.
Servietter og duge skal være forsynet med røntgenfast materiale. Det henstilles, at tamponer mv. ligeledes er mærket med røntgenfast materiale. Såfremt den ansvarlige overlæge anser det for nødvendigt, at ikke-røntgenfast optørringsmateriale tillige anvendes, påhviler det denne at udarbejde særskilt instruks for kontrolforanstaltninger ved anvendelsen.
Tamponer på operationslejet bør altid være monteret
på tang. Servietter skal ophænges på servietstativet tydeligt adskilt fra det
øvrige optørrende materiale.
Kontrol før og under operationen
Den person, der er ansvarlig for instrumenteringen, er tillige ansvarlig for korrekt optælling af antal duge, servietter, tamponer mv.
Før påbegyndelsen af operationen skal alt fremtaget materiale optælles, og det samme gælder, såfremt yderligere materiale tages i brug under operationen. Optællingen må ikke baseres på emballagens talangivelser alene, idet fejlleverancer er forekommet.
Før lukning af operationssåret skal alle fremtagne såvel brugte som ubrugte servietter, duge, tamponer mv. kontrolleres. Når kontroloptællingens resultat anses for korrekt, meddeles dette operatøren, som herefter kan påbegynde lukningen af operationssåret.
Hvis den for instrumenteringen ansvarlige person afløses inden eller ved operationens afslutning, bør der foretages en kontroloptælling af alle fremtagne såvel brugte som ubrugte servietter, duge, tamponer mv., og afløsningen bør først foretages, når kontroloptællingen anses for korrekt.
Efter operationen skal den for instrumenteringen ansvarlige person foretage yderligere en kontroloptælling af alt materiale, herunder kontrol af om dette er intakt. Denne kontroloptælling bør normalt finde sted, inden patienten forlader operationsstuen. Såfremt der konstateres uoverensstemmelse ved optællingerne, skal dette meddeles operatøren, der er ansvarlig for, at det videre fornødne foretages.
Den person, der har ansvaret for instrumenteringen ved en operation, har også ansvaret for, at de påbudte kontrolforanstaltninger udføres. Såfremt operatøren i forbindelse med en operation finder behov for afvigelser fra gældende regler og rutiner, og operatøren ikke forinden har foreskrevet særlige kontrolforanstaltninger, som den for instrumenteringen ansvarlige er instrueret i, har operatøren det fulde ansvar for kontrolforanstaltningerne.
Det skal af patientens journal fremgå, hvem der har været ansvarlig for instrumenteringen ved operationen.
Vejledende retningslinier af 3. januar 1984 for kontrolforanstaltninger ved anvendelse af servietter, tamponer, duge, instrumenter mv. i forbindelse med operationer bortfalder.
Sundhedsstyrelsen, den 20. november 2000
Michael von Magnus