Sundhedsstyrelsens vejledning af 20. november 2000







Vejledning om udfærdigelse af instrukser

 (Til landets sygehuse mv.)


Indledning

Med denne vejledning skal Sundhedsstyrelsen understrege nødvendigheden af instrukser som et arbejdsredskab til styrkelse af patientsikkerheden.                                                         

Sygehusvæsenets opbygning og opgavevaretagelse er præget af en tiltagende kompleksitet med indførelse af avanceret teknologi, nye behandlingsmetoder og behandlingsmetoder, der kræver behandling på tværs af faggrænser og specialer. Denne kompleksitet sammenholdt med kravet om en effektiv udnyttelse af ressourcerne øger behovet for veletablerede rutiner med indbygget patientsikkerhed.

Et af redskaberne til sikring af dette er, at de enkelte afdelinger udarbejder entydige og rele-vante instrukser for patientrelaterede kompetence- og ansvarsforhold samt for relevante kli-niske procedurer.

Vejledningen beskriver de principielle krav, der stilles til udformning og indhold af instruk-ser, samt opstiller retningslinier for i hvilket omfang, der bør udarbejdes instrukser på den enkelte afdeling ud fra lokale forudsætninger.

Begrebsafklaring

Der eksisterer en række begreber, som bruges, når sygehusafdelinger, videnskabelige sel-skaber og centrale sundhedsmyndigheder udarbejder forskrifter for undersøgelse, behand-ling mv.

I denne vejledning forstås de anførte begreber således:

Instrukser er afdelingsledelsens forskrifter for, hvordan sundhedspersoner ansat i afdelin-gen skal forholde sig under givne omstændigheder. De omfatter:

Procedurer er patientrelaterede arbejdsgange og -processer i forbindelse med undersøgel-se, behandling og pleje.

Instruksers retsvirkning

Den enkelte sundhedsperson har altid et selvstændigt ansvar for at udvise omhu og samvit-tighedsfuldhed i sit faglige virke.

Afvigelser fra afdelingens instrukser vil ikke nødvendigvis være udtryk for manglende om-hu og samvittighedsfuldhed. Det vil bero på en konkret vurdering af de givne omstændighe-der, hvorvidt sundhedspersonen ved overholdelse af eller afvigelse fra en instruks har udvist den fornødne omhu og samvittighedsfuldhed.

Ansvarsforhold

Det er afdelingsledelsens ansvar (den administrerende overlæge/oversygeplejerske), at der forefindes de nødvendige instrukser, og de afspejler autorisationslovenes bestemmelser om omhu og samvittighedsfuldhed. Dette ansvar kan ikke uddelegeres. Derimod kan opgaveva-retagelsen i forbindelse med udarbejdelsen af den enkelte instruks uddelegeres.

Ansvaret omfatter endvidere:

 

Formelle krav til instrukser

Instrukser skal forefindes i skriftlig form. Derimod stilles der ikke krav om, at instrukser skal forefindes på papir, og det vil således være muligt at benytte en elektronisk form, som kan indebære fordele med hensyn til løbende opdatering og emnesøgning.

For at gøre instrukserne anvendelige i det daglige kliniske arbejde bør de udformes under hensyntagen til målgruppens uddannelse og erfaring, og de skal som minimum indeholde

Afdelingsledelsen skal tage stilling til, i hvilket omfang det er nødvendigt med referencer til instruksens baggrundsmateriale.

Omfanget af nødvendige instrukser

Omfanget af nødvendige instrukser bestemmes dels af de centrale myndigheders cirkulærer og vejledninger, dels af karakteren af de arbejdsprocedurer, der anvendes på den enkelte afdeling.

Instrukserne kan derfor opdeles i to hovedgrupper:

 

Instrukser, som altid skal forefindes

Omfanget afgøres af de centrale sundhedsmyndigheders udmeldinger i form af meddelelser, vejledninger og cirkulærer. Afdelingsledelsen er således forpligtiget til at holde sig oriente-ret om udmeldinger på relevante områder.

Som eksempler kan nævnes

En oversigt over væsentlige gældende regler fremgår af bilaget, side 6.

Instrukser, som skal forefindes - betinget af de lokale forhold

Omfanget af instrukser, som skal forefindes betinget af de lokale forhold, bestemmes af fle-re forhold. Der er instrukser, som indlysende skal forefindes på visse afdelinger, fx skal in-struks for behandling af hjertestop forefindes på afdelinger med patientkontakter.

Behovet for yderligere instrukser vil bla. være betinget af den enkelte afdelings speciale, specialiseringsgrad, størrelse, personalemæssige sammensætning og samarbejde med andre afdelinger. Det er således ikke muligt at give en udtømmende beskrivelse af kravene til hvilke instrukser, der i øvrigt bør forefindes, men generelt gælder at omfanget af nødvendi-ge instrukser bestemmes under hensyntagen til målgruppens uddannelse og erfaring set i forhold til den specifikke opgavevaretagelse.

Erfaringsmæssigt findes der en række procedurer, i forbindelse med hvilke det skal overve-jes, om der er behov for instrukser:

Som eksempler på procedurer, som kan nødvendiggøre udarbejdelse af lokalt betingede in-strukser, kan nævnes:

Omgang med cytostatika
Transport af patienter mellem afdelinger eller sygehuse
Behandling af patienter indlagt på intensiv afdeling
Behandling af patienter indlagt på fremmed stamafdeling typisk i forbindelse med tilsyn
Behandling af specielle patientgrupper, herunder børn indlagt på voksen afdelinger
Patienter, der afviser at modtage blodtransfusion
Smertebehandling af terminale patienter
Modtagelse af patienter fra udenlandske hospitaler
Forberedelse af operationspatienten
Opfølgning af prøvesvar
Opfølgning på konferencebeslutninger
Modtagelse og behandling af den multitraumatiserede patient
Opgaver og kompetence for lægestuderende, der virker som vikar for læge
Opgave og kompetence for læger i surnumerær stilling
Kompetence for sygeplejestuderende


Sundhedsstyrelsen, den 20. november 2000

Michael von Magnus















Bilag

Oversigt over væsentlige gældende regler november 2000.

  1. Sundhedsstyrelsens vejledning af 20 november 2000 vedr. kontrolforanstaltninger ved anvendelse af servietter, tamponer, duge, instrumenter mv. i forbindelse med operationer
  2. Sundhedsstyrelsens (nu Lægemiddelstyrelsen) bekendtgørelse nr. 270 af 26. april 1995 om håndteringen af lægemidler på behandlende institutioner og afdelinger (Medicinskabsbekendsgørelsen)
  3. Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 149 af 24. juli 1990 om tilrettelæggelse af den anæ-stesiologiske betjening på mindre sygehuse
  4. Sundhedsstyrelsens vejledning af maj 1998 om identifikation af patienter og anden sik-ring mod forveksling i sundhedsvæsenet.
  5. Sundhedsstyrelsens vejledning af december 1998 om behandling med blod, blodkompo-nenter og visse blodderivater samt forholdsregler mod komplikationer herved.
  6. Sundhedsstyrelsens meddelelse af 9. juli 1998 vedrørende journalføring af medicinordi-nationer.
  7. Sundhedsstyrelsens vejledning af 6. februar 1998 om medicinadministration og patien-ters selvadministration af medicin mv.
  8. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 975 af 16. december 1998 om medicinske rønt-genanlæg til undersøgelse af patienter.
  9. Sundhedsstyrelsens vejledning af oktober 1992 om human immundefekt virus, HIV og forebyggelse af blodbåren smitte.
  10. Sundhedsstyrelsen bekendtgørelse nr. 48 af 25. januar 1999 om elektronaccelleratorer til patientbehandling med energier fra 1 MeV til og med 50 MeV.
  11. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 209 af 6. april 1999 om dentalrøntgenanlæg til intraorale optagelser med spændinger til og med 70 kV.
  12. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 663 af 16. august 1999 om større dentalrøntgen-anlæg.
  13. Sundhedsstyrelsen bekendtgørelse nr. 765 af 6. oktober 1999 om røntgenterapiapparater til patientbehandling.
  14. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 954 af 23. oktober 2000 om anvendelse af åbne kilder på sygehuse, laboratorier mv.

Der henvises i øvrigt til Sundhedsstyrelsens hjemmeside: www.sst.dk