Gynækologi og Obstetrik

Beskrivelse

Gynækologi omfatter forebyggelse, diagnosticering og behandling af sygdomme og symptomer i de kvindelige kønsorganer, diagnostik og behandling af fertilitetsproblemer, svangerskabsforebyggelse, svangerskabsafbrydelse og kønshormonbehandling af kvinder. Gynækologi omfatter endvidere diagnostik og behandling af kvinder med sygdomme, der skyldes forandringer i bækkenbund og nedre urinveje.

Obstetrik (fødselshjælp) omfatter sundhedsfremme, forebyggelse, undersøgelser og behandling under svangerskab, fødsel og i barselsperioden. Desuden varetager specialet en stor del af den prænatale genetiske rådgivning og de prænatale diagnostiske prøveudtagninger i et nært samarbejde med de genetiske centre.

Nuværende organisation af specialet

Praksisområdet
Svangerskabsforebyggelse, svangreomsorg og gynækologiske problemstillinger udgør en stor del af virksomheden i almen praksis.

Hovedparten af de gynækologiske speciallægepraksis findes i de større byområder. Der er 67 heltidspraktiserende speciallæger. En del af den gynækologi, som ikke forudsætter indlæggelse eller generel anæstesi inklusive visse ambulante operationer, foregår i gynækologisk speciallægepraksis.

Basisniveau
Der er 31 gynækologisk/obstetriske afdelinger. Herudover varetages visse gynækologiske funktioner og fødsler på ca. 9 kirurgiske afdelinger, heraf har de 7 afdelinger ansat speciallæger i gynækologi og obstetrik.

Disse afdelinger varetager i varierende omfang såvel akutte som elektive funktioner.

Svangerskabsafbrydelse og sterilisation af kvinder er i henhold til lovgivningen en sygehusfunktion.

Lands- og landsdelsniveau
Der er landsdelsafdelinger ved H:S (Rigshospitalet), Københavns Amts Sygehusvæsen (Amtssygehuset i Herlev, Amtssygehuset i Glostrup), Odense Universitetshospital, Århus Universitetshospital (Skejby Sygehus) og Aalborg Sygehus.

Specialeplanlægning

Forhold af betydning for specialeplanlægning

I specialeplanlægningen skal der tages hensyn til de akutte funktioner, der stiller store krav til vagtberedskabet. Det drejer sig først og fremmest om fødsler, akutte problemer i det tidlige svangerskab (truende abort og ekstrauterin graviditet) og infektioner. Specialet samarbejder med jordemodervæsen omkring svangerskab og fødsel. Specialet har endvidere behov for samarbejde med anæstesi, pædiatri, onkologi, radiologi og kirurgisk gastroenterologi.

Gynækologi
Mange af de benigne gynækologiske lidelser, der kræver indgreb kan behandles ambulant eller ved sammedagskirurgi. Dette skyldes ikke mindst en udbygning af den endoskopiske diagnostik og kirurgi. Der er sket en udbygning af de gynækologiske ambulatorier og dagsengeafsnit i overensstemmelse hermed. En udvikling der må forventes i et vist omfang at fortsætte. Indlæggelsestiderne for de maligne gynækologiske lidelser er også reduceret, men i mindre omfang på grund af kravene til behandling, pleje og omsorg.

Der foreligger screeningsprogram for livmoderhalskræft.

Vaginal ultralydsskanning er en så vigtig del af den gynækologiske undersøgelse, at alle specialafdelinger bør have det nødvendige apparatur og ekspertise hertil.

Gynækologi omfatter endvidere i samarbejde med klinisk genetik rådgivning af kvinder med arvelige sygdomme relateret til kvindelige kønsorganer.

I samarbejde med de retsmedicinske institutter behandles ofre for seksualiseret vold på flere sygehuse.

Traditionelt varetager gynækologi også lidelser i mamma som mastalgi og galaktore. Ved mistanke om knudedannelse i mamma henvises kvinden til behandling i kirurgisk regi.

Obstetrik
Primær svangreomsorg varetages af praktiserende læge og jordemoder. Alle amter skal ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinier om svangreomsorg af 1998 udarbejde en fødeplan.

Fødselstallet er i disse år nogenlunde stationært med omkring 66.000 fødsler om året.

I 1999 var antallet af ekstremt tidligt fødte børn 152 (se i øvrigt pædiatri).

Den medicinske del af svangreomsorgen varetages i større og større omfang i ambulante forløb og behovet for stationære senge er faldende.

Hjemmefødsler udgør ca. 1% af alle fødsler og varetages af jordemødre. Ved komplikationer overflyttes den fødende til fødeafdeling.

På nogle sygehuse har man oprettet jordemoderledede afsnit beregnet på forventede normale fødsler. Sådanne afsnit bør placeres i tilknytning til obstetrisk specialafdeling, således at man i tilfælde af komplikationer hurtigt kan overflytte den fødende til specialafdelingens fødeafsnit eller tilkalde fornøden assistance herfra.

Der bør i hvert amt foreligge en beskrivelse af de relevante valgmuligheder i forbindelse med valg af fødsel – omfattende en deklaration af beredskabet. Alle kvinder bør have tilbud om at kunne føde på en obstetrisk afdeling, hvor der er tilstedeværelsesvagt af speciallæger i obstetrik og anæstesi.

Gravide med øget risiko, hvor graviditeten viser sig kompliceret eller som vurderes at have en øget risiko for at føde et behandlingskrævende barn, henvises til fødsel på obstetriske specialafdelinger på sygehus med relevant gynækologisk/obstetrisk og anæstesiologisk beredskab samt neonatal funktion/ pædiatrisk afdeling.

Foreligger der risiko for genetisk betingede lidelser henvises kvinden til genetisk specialafdeling med henblik på prænatal genetisk rådgivning i samarbejde med de genetiske centre.

Den perinatale mortalitet har i de sidste 10-15 år været stagnerende i forhold til udviklingen i en række andre lande. Der må i specialeplanlægningen således lægges vægt på en omhyggelig visitation af gravide og fødende, og på et kvalificeret tilbud herunder beredskab i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinier og anbefalinger i øvrigt.

Udviklingen har medført øgede, men også mere krævende muligheder for prænatal diagnostik og terapi af fostret. Det kræver nært samarbejde med klinisk genetik, børnekirurgi og pædiatri.

Ultralydsskanning med henblik på prænatal diagnostik foretages af obstetrikere.

Der sker løbende udvikling af ny teknologi indenfor billeddiagnostik (ultralyd, Doppler og 3D ultralyd) og minimalt invasive teknikker.

I takt med at opholdet på en barselsafdeling reduceres bør der ske en tilsvarende oprustning i primærsektoren, således at etablering af amning og indsigt i spædbarnspleje bliver sikret.

Organisering af specialet

Basisniveau

Ambulante gynækologiske basisfunktioner kan foregå både i speciallægepraksis og på sygehusafdeling. Sidstnævnte varetager herudover den stationære gynækologi, sterilisation, provokeret abort og de obstetriske funktioner.

Nedennævnte funktioner bør samles i amtet:

Ukompliceret prolapskirurgi

Urogynækologi, udredning og behandling af simpel stress- og urgeinkontinens kræver medvirken af sygeplejersker og fysioterapeuter med erfaring i behandling af urininkontinens.

Behandling af komplicerede tilfælde af urogynækologiske problemer forudsætter adgang til urodynamisk laboratorium og urologisk ekspertise.

Urininkontinensbehandling kan, i samarbejde med urologer, varetages i inkontinensklinikker.

Nedennævnte funktioner bør samles et sted i amtet:

Alle risikograviditeter og risikofødsler skal visiteres til obstetrisk specialafdeling ved sygehus med tilstedeværelse af pædiatrisk afdeling med neonatal funktion.

Der bør være adgang til ultralydsskanning og Doppler flow undersøgelser af foetale arterier. Der skal endvidere være adgang til en operationsgang med operationspersonale i vagt og en blodbank, der skal være obstetrisk og anæstesiologisk tilstedeværelsesvagt på speciallægeniveau i alle døgnets 24 timer, samt mulighed for tilkald af pædiater.

Funktionerne prænatal rådgivning og prænatal invasiv diagnostik bør ligeledes samles af hensyn til opnåelse af rutine og kvalitet (der henvises i øvrigt til Prænatal genetisk information, rådgivning og undersøgelse, Sundhedsstyrelsen, 1994). Kravene til antal fostervandsprøver pr. læge pr. år indgår aktuelt i Sundhedsstyrelsens overvejelser om den fremtidige tilrettelæggelse på området.

Gravide med epilepsi, henvises til graviditetskontrol på afdelinger med et tværfagligt samarbejde mellem neurologer, neonatologer og obstetrikere eller til landsdelsniveau, se dette.

Almindelig IVF-behandling, er basisfunktion. Forudsætningen for at varetage denne funktion er mindst 300 behandlinger årligt. Dette kan gøre det hensigtsmæssigt at basisfunktioner inden for området gøres til genstand for aftaler om tværamtsligt samarbejde.

Mere avanceret behandling af infertilitet med nye metoder, samt tilfælde med et begrænset antal patienter er landsdelsfunktion.

Endometriose, lette og moderate tilfælde.

Cervix cancer, stadium IA

Corpuscancer stadie I og II (clearcellecarcinom, serøs papillær carcinom, lavt- eller udifferentieret carcinom, sarkom eller blandingstumorer henvises til højtspecialiseret enhed).

Lands- og landsdelsniveau

Gynækologiske og obstetriske landsdelsfunktioner knytter sig til undersøgelse og behandling af gynækologiske og obstetriske tilstande, som kræver et nært samarbejde med andre specialiserede funktioner, eller som antalsmæssigt er så få, at det i sig selv kræver centralisering for at opnå og vedligeholde tilstrækkelig erfaring og rutine i behandlingen.

Cervix cancer udover stadie IA, vulvacancer og ovariecancer bør centraliseres på de fem gynækologisk onkologiske centre. Behandling af vulvacancer bør overvejes yderligere centraliseret. Afdelinger der behandler ovariecancer bør deltage i DACOVA.

Kompliceret urogynækologi, herunder recidiv efter operation er en landsdelsfunktion.

Forudsætningen for varetagelse af moderkagebiopsi (chorion villus biopsi) er, at den udførende læge gennemfører et stort antal undersøgelser om året. [1]

Avancerede prænatale diagnostiske undersøgelser er en landsdelsfunktion.

Gravide hvor der forventes fødsel af et barn med behov for operativ eller anden specifik behandling umiddelbart efter fødslen, skal henvises til den eller de landsdelsafdelinger, hvor den pågældende behandling kan gives på højt specialiseret niveau.

Sjældne handicap kan indebære særlige problemer i forbindelse med graviditet og fødsel. Sådanne sjældne handicap bør henvises til landsdelsniveauet som led i centerfunktion, jf. Sundhedsstyrelsens redegørelse: "Sjældne handicap – den fremtidige tilrettelæggelse af indsatsen i sygehusvæsenet", 2001.

Fosterbiopsi, blodtransfusion, laserdeling af placenta hos gravide, samt graviditeter hvor der kan være indikation for føtal intervention, drænanlæggelse, intrauterin medicinsk behandling af fostret mv. er udviklingsområder på landsdelsniveau.

Udover de ovenfor nævnte diagnoser og tilstande bør visse andre alvorlige tilstande også henvises til lands- og landsdelssygehuse, f.eks. ved mangelfuld diagnose, særlig vanskelig behandling eller ekstremt sjældne tilstande, selvom der ikke foreligger særlige behandlingstilbud.

Særlige bemærkninger

Der henvises i øvrigt til Sundhedsstyrelsens retningslinier og redegørelse vedr. Svangreomsorg, Sundhedsstyrelsen, 1998.

[Forside] [Top] [Næste side] [Forrige side] [Indhold]

Sundhedsstyrelsen
Version 1.0 d. 15. januar 2002
Denne publikation findes på adressen: http://www.sst.dk
Copyright © Sundhedsstyrelsen