(Bilag 1. De tekniske arbejdsgruppers rapporter)

Ehlers-Danlos Syndrom

Om sygdomsgruppen og behandlingsbehov — forslag til struktur

Udarbejdet i 1999 af en teknisk arbejdsgruppe med følgende deltagere:

Betina Boserup
Sven Asger Sørensen
Torben Grønnebæk
Flemming Skovby
John Østergaard

Oplægget er kommenteret og har endvidere modtaget bidrag fra:

Lis Almer
Takasi Kobayasi
Allan Lund
Jørgen Petersen
Ulrik Tarp
Bjarne Thomsen
Susanne Ullman
Alf Wennevold

Under betegnelsen Ehlers-Danlos syndrom sammenfattes en række tilstande, hvor kardinalsymptomerne er hypermobilitet i leddene, øget strækbarhed af huden og vævsskørhed. De er arvelige og skyldes defekter i enkelte arveanlæg, der er af betydning for dannelsen af bindevævets collagen. Symptomerne kan ses i barnealderen, men sygdommen udvikles og erkendes oftest først i voksenalderen.

Syndromet blev første gang beskrevet i 1899 af danskeren Edvard Ehlers og ni år senere af franskmanden Henri-Alexandre Danlos. Den første inddeling i seks undertyper blev foretaget i 1970 på grundlag af kliniske manifestationer; denne inddeling blev revideret i 1986, hvor man beskrev 11 undertyper, der igen blev ændret til seks hovedtyper i 1997. Denne — næppe sidste — inddeling hviler på de kliniske symptomer, histologiske karakteristika, biokemiske ændringer i collagen samt molekylær-genetiske fund.

Kardinalsymptomerne er hypermobilitet, øget strækbarhed af huden og vævsskørhed.

Hypermobilitet
Hypermobilitet defineres som en unaturlig øgning af ledbevægelser som følge af en udtalt slaphed i de væv, der sædvanligvis begrænser bevægelserne i leddene. Der er en jævn overgang mellem normo- og hypermobilitet, der undertiden gør det vanskeligt at bestemme, hvorvidt en person er hypermobil. Hertil kommer, at hypermobilitet aftager med alderen og er hyppigere hos kvinder. Hypermobilitet kan være lokaliseret, hvor den inddrager et eller få led eller generaliseret, som det typisk ses ved Ehlers-Danlos syndrom. Graden af hypermobilitet kan variere betydeligt, fra det næsten normale til udtalt hypermobilitet, selv indenfor samme familie, hvor de afficerede personer må antages at have samme gendefekt.

En person siges at være hypermobil, når der opnås en score på mindst 5 af 9 mulige points vurderet efter følgende kriterier (Beighton score):

• passiv bagudbøjning af lillefingeren til mere en 90° med underarmen hvilende fladt på underlaget. 1 point for hver hånd.
• passiv fremføring af tommelfingeren til underarmens forside. 1 point for hver hånd.
• overstrækning i albueleddet til mere end 10°. 1 point for hvert albueled.
• overstrækning i knæleddet til mere end 10°. 1 point for hvert knæled.
• fremadbøjning af kroppen med strakte knæ, så håndfladerne hviler på gulvet. 1 point.

Patienter med Ehlers-Danlos syndrom er ofte platfodede og der kan forekomme ledskred. Dette ses hyppigst med knæskal, men kan forekomme i alle led som skulderled og kæbeled.

Øget strækbarhed af huden
Dette er det symptom, der oftest sættes i forbindelse med Ehlers-Danlos syndrom og betegnes undertiden fejlagtigt som en hyperelastisk hud. Hudens elasticitet er normal ved syndromet, idet huden, når den slippes, trækker sig tilbage. Den øgede strækbarhed er stærkt varierende fra individ til individ og kan mangle helt ved den hypermobile type (se nedenfor).

Hudens strækbarhed vurderes på underarmens forside og bedømmes ved følgende scores:

0 point, hvis strækbarheden er mindre end 4 cm
1 point, hvis strækbarheden er 4 cm
2 points, hvis strækbarheden er 5 cm
3 points, hvis strækbarheden er 6 cm
4 points, hvis strækbarheden er 7 cm
5 points, hvis strækbarheden er 8 cm eller større

Hos spædbørn og i den tidlige barnealder er det ikke muligt at bedømme hudens strækbarhed.
Den øgede strækbarhed kan ses i andre væv end huden. Således kan nogle patienter med Ehlers-Danlos syndrom nå næsetippen med tungespidsen (Gorlins tegn). Dette symptom er dog relativt uspecifikt idet det kan ses hos 5-10% af normale.

Vævsskørhed
Denne ytrer sig først og fremmest ved en øget tendens til blå mærker (ecchymoser) ved selv lette stød og ved, at huden let brister. Helingen er ofte forsinket og der kan dannes fladeformede, cigaretpapiragtige ar især i panden og knæ, albuer og skinneben. Desuden kan ses karakteristiske gabende "fiskemund"-lignende ar. Der kan forekomme øget blødning i mundhulen ved tandbørstning, ligesom der kan være blod i urin og afføringen.

I det følgende anvendes Villefranche klassifikationen fra 1997, hvor der skelnes mellem primære og sekundære diagnostiske kriterier. Forekomst af mindst to af de primære kriterier er nødvendig for at stille diagnosen, mens de sekundære kriterier alene ikke er tilstrækkelige til at stille diagnosen, men understøtter denne ved samtidig forekomst af primære kriterier.

1. Den klassiske type (tidligere type I og II)
   
   Primære kriterier
   Overstrækbar hud, brede atrofiske ar og generaliseret hypermobilitet.
   
   Sekundære kriterier
   Blød og fløjlsagtig hud, molluscoide pseudotumorer (findes på ar, hyppigst på tryksteder som albuer og knæ), sfæroider (hårde, undertiden forkalkede knuder i underhuden; oftest på underarm og skinneben), platfodhed, hyppige forstuvninger, ledskred, blå mærker, brok, fremfald af endetarm, forsinket motorisk udvikling og komplikationer efter operationer i form af brok, dårlig sårheling m.m. Lignende symptomer i familien understøtter diagnosen.
   
   Laboratorieundersøgelser
   Gel elektroforese af procollagen og collagen isoleret fra dyrkede fibro-blaster. Abnormt mønster ved elektroforese af proa1(V) eller proa2(V) af collagen type V ses hos fÂ, men ikke alle patienter med den klassiske type.
   
   Arvegang
   Autosomal dominant. I nogle, men ikke alle familier, findes en defekt i COL5A1-genet. Mutationerne er af forskellig type og findes spredt i genet. Mutationsanalyser er på forskningsstadiet. Koblingsanalyser er mulig i informative familier, hvor der er kobling til COL5A1.
   
   
2. Den hypermobile type (tidligere type III)
   
   Primære kriterier
   Overstrækbar og blød, fløjlsagtig hud, hypermobilitet
   
   Sekundære kriterier
   Hyppige ledskred, kroniske smerter i led og/eller muskler. Lignende symptomer i familien understøtter diagnosen.
   
   Laboratorieundersøgelser
   Ingen. Genet er ikke lokaliseret.
   
   Arvegang
   Autosomal dominant.
   
   
3. Den vaskulære type (tidligere type IV)
   
   Primære kriterier
   Tynd, gennemsigtig hud; udtalt tendens til blå mærker; karakteristisk udseende med en stram ansigtshud, hulkinder, stirrende blik, smal næse og smalle læber; udposinger og ruptur af arterier, tarm og livmoder.
   
   Sekundære kriterier
   Huden udtalt rynket, der giver et ældre udseende end svarende til alderen (acrogeri), hypermobilitet fortrinsvis i de små led, sene og muskelruptur, klumpfod, tidligt optræden af åreknuder, pneumothorax (sammenfald af lunge). Tilsvarende symptomer hos slægtninge, herunder pludselig død (se nedenfor), støtter diagnosen.
   
   Laboratorieundersøgelser
   Gel elektroforese af procollagen og collagen isoleret fra dyrkede fibroblaster. Påvisning af abnorm collagen type III.
   
   Arvegang
   Autosomal dominant. Skyldes defekt i COL3A1-genet, hvor der optræder forskellige mutationer spredt i genet. Mutationsanalyser er på forskningsstadium. Koblingsanalyser er mulige i informative familier.
   
   Komplikationer
   Arterieruptur er den hyppigste dødsårsag. Under graviditet er der øget risiko for ruptur af livmoder, og for arteriel blødning under og efter fødsel, ligesom der kan forekomme bristninger af vagina og perineum under fødslen. En anlagt episiotomi kan skride. Hos børn kan der forekomme udtalte blå mærker, der kan mistolkes som mishandling af barnet.
   
   
4. Den kyphoscoliotiske type (tidligere type VI)
   
   Primære kriterier
   Generaliseret løshed i leddene; udtalt hypotoni hos nyfødte; fremadskridende scoliose, der er tilstede ved fødslen; skørhed i øjets senehinde (sclera) og ruptur af øjeæblet.
   
   Sekundære kriterier
   Vævsskørhed førende til atrofiske ar; blå mærker; arterieruptur, microcornea; marfanoid udseende. Tilsvarende symptomer hos en eller flere søskende støtter diagnosen.
   
   Laboratorieundersøgelser
   Tilstanden skyldes defekt af enzymet lysyl hydroxylase. Bestemmelse af enzymaktiviteten og mutationsanalyser udføres kun i forskningsøjemed. Men man kan bestemme udskillelsen af hydroxylysyl pyridinolin og lysyl pyridinolin i døgnurin ved HPLC.
   
   Arvegang
   Autosomal recessiv.
   
   
5. Den arthrocalasiske type (tidligere type VIIA og VIIB)
   
   Primære kriterier
   Udtalt generaliseret hypermobilitet, medfødt dobbeltsidig hofteskred.
   
   Sekundære kriterier
   Overstrækbar hud; vævsskørhed med atrofiske ar; blå mærker; hypotoni; kyphoscoliose.
   
   Laboratorieundersøgelser
   Gel elektroforese af procollagen og collagen isoleret fra dyrkede fibro-blaster.
   Tilstanden skyldes delvis eller fuldstændig skipping af exon 6 eller deletioner i et område af COL1A1- eller COL1A2-genet. Mutationsanalyse er mulig.
   
   Arvegang
   Autosomal dominant.
   
   
6. Den dermatosparaxiske type (tidligere type VIIC)
   
   Primære kriterier
   Udtalt skørhed af huden; hængende "overflødig" hud og generaliseret hypermobilitet.
   
   Sekundære kriterier
   Blød, dejagtig hud; blå mærker; tidlig sprængning af fosterhinder med pludselig afgang af fostervand; lyske- og/eller navlebrok.
   
   Laboratorieundersøgelser
   Tilstanden skyldes defekt i enzymet procollagen peptidase. Bestemmelse af enzymaktiviteten udføres kun i forskningsøjemed. Den kliniske diagnose kan bekræftes ved elektroforetisk bestemmelse af procollagen-kæder fra collagen type I udvundet fra dyrkede fibroblaster.
   
   Arvegang
   Autosomal recessiv.

Hertil kommer enkelte andre, meget sjældent forekommende (evt. i enkeltfamilier) typer.

Som følge af defekten i collagen kan der ved alle typer forekomme fejl i hjertets klapper først og fremmest i form af prolaps af mitralklap; sjældnere ses dilatation af den proximale del af aorta.

Muskel- og ledsmerter er hyppigt forekommende. En del patienter får diagnosen fibromyalgi.

[Forside] [Top] [Næste side] [Forrige side] [Indhold]

Sundhedsstyrelsen
Version 1.0 d. 15. september 2001
Denne publikation findes på adressen: http://www.sst.dk
Copyright © Sundhedsstyrelsen