(Bilag 1. De tekniske arbejdsgruppers rapporter)

Wilsons Sygdom

Udarbejdet i 1995 af en teknisk arbejdsgruppe med følgende deltagere:

Lone Astrup, overlæge, med. afd. V, Århus KH
Torben Grønnebæk, Formand for Wilsonpatientforeningen
Steffen Husby, Børneafd. Arhus KH, Repræsentant for Dansk Pædiatrisk Selskab
Vibeke Manniche, Center for Små Handicapgrupper
Leo Ranek, overlæge, med. afd.afd. A, Rigshospitalet.

Wilson’s sygdom er en sjælden arvelig sygdom, som skyldes en forstyrrelse i kobberstofskiftet. Sygdommen er autosomal recessiv, d.v.s at begge forældre skal være bærere af det abnorme gen, og at l/4 af børnene vil få sygdommen.
Wilson genet er lokaliseret på den lange arm af kromosom nummer 13.
Wilson’s sygdom forekommer i alle etniske populationer. Hyppigheden af sygdommen er nogenlunde den samme med en prævalens, d.v.s. forekomst, på ca. 30 per million mennesker. Der nydiagnosticeres (Incidens) mellem 0,2 og 1 tilfælde per år per 1 million mennesker (Ifølge medicinalstatistikken er tallet i Danmark 0,65).

Kobber er et sporstof som har betydning for mange enzymers funktion. Det daglige behov for kobber er for en voksen person ca. 1,5-2 mg. Den daglige kobbertilførsel sker med kosten som indeholder ca. 1-5 mg. Fødeemner som chokolade, lever og skaldyr indeholder meget kobber. Af det indtagne kobber optages ca 1/2 delen fra tarmen. Af dette udskilles en mindre del via hud og urin, resten udskilles med galden.
Den tilgrundliggende defekt ved Wilsons sygdom er, at det kobber som er optaget fra tarmen og ført til leveren, ikke kan udskilles fra levercellen til galden, og derved fjernes fra organismen.
Der er således tale om en forgiftning med kobber; først skades levercellerne, og når kobberet fra de beskadigede leverceller går over i blodet aflejres det i andre organer, bl.a. hjerne, hornhinde og nyrer, hvor det også giver anledning til skade.

Da den medfødte sygdom skyldes en ophobning af kobber, og da denne ophobning tager en vis tid inden den giver anledning til skade, debuterer sygdommen oftest først mellem 15 og 25 år, men der er rapporteret debutalder fra 3 til 60 år.
Inden de dominerende symptomer, som stammer fra leveren eller nervesystemet, optræder, vil der ofte være episoder med blodmangel (hæmolytiske episoder).
De leverrelaterede symptomer optræder som oftest i de yngre aldersgrupper (teenagere). Hos nogle begynder sygdommen som akut leversvigt, ofte med dødelig udgang. Hos andre er det ardannelsen i leveren (skrumpelever) som giver symptomer, såsom blødning fra åreknuder i spiserøret, træthed og gulsot.
Symptomerne fra nervesystemet er meget varierende, fra psykiatriske forstyrrelser til svære neurologiske symptomer (tremor, dysartri, Parkinson-lignende symptomer mm.).
Wilson-patienter med neurologiske symptomer behøver ikke at have symptomer fra leveren, men undersøges leveren, har 75% histologiske abnormiteter og ca. 40% cirrhose (skrumpelever).
De fleste med disse symptomer er over 20 år når sygdommen begynder.
Intellektuelt forbliver patienterne intakte.
Aflejring af kobber i ørets hornhinde giver en brunlig ring, kaldet Kayser-Fleischer ring, men denne ring er ofte ikke tilstede når sygdommen debuterer tidligt, eller kan kun ses med en speciel teknik (spaltelampe).
Foruden de anførte organskader, kan der være skade på nyrer, led og bindevæv.
Såfremt sygdommen ikke behandles, forløber den altid dødeligt, med en sygdomsvarighed fra få uger til mange år.

Hvem skal undersøges?

1. Pårørende til ptt. med Wilsons sygdom, d.v.s. søskende, fætter-kusine-børn og egne børn.
2. Uforklaret leverpåvirkning eller neurologisk sygdom hos yngre person.

Undersøgelserne omfatter:

1. Blodprøver: Lavt se-Coeruloplasmin (kobberbindende protein), dog normalt hos ca. 5% Lavt se-Cu (kobberindbold i blodet), dog normalt ved akutte leverskader.
   Forhøjet se-ALAT (transaminaser) som udtryk for levecellebeskadigelse.
   Normale/lave se-basiske fosfataser.
   (evt. nedsat PP, forhøjet bilirubin)
2. Urin: Høj udskillelse af kobber.
3. Leverbiopsi (vævsprøve fra leveren). Fedtlever/skrumpelever.
   Kobberbestemmelse (neutronaktivering). Kobberindholdet vil altid være stærkt forhøjet.
4. Genteknologisk diagnostik: Endnu ikke alment tilgængelig, men vil formentlig inden længe være den væsentlige undersøgelse til diagnosticering af Wilsons sygdom.

Målet med behandlingen er at nedsætte den skadelige virkning af kobberophobningen. Dette kan gøres på forskellig måde.

1. Behandling med kelerende (d.v.s. metalbindende) stoffer:
   Det mest anvendte og bedst kendte medikament til at binde kobber er penicillamin. Det penicillaminbundne kobber udskilles i urinen. Behandlingen er livsvarig og patienter kan holdes helt symptomfri på behandlingen.
   Penicillaminbehandling er imidlertid ikke uden komplikationer. Når behandlingen påbegyndes udvikler op til 20% bivirkninger, især i form af overfølsomhedsreaktioner. Behandlingen kan dog som regel genoptages i lavere dosis, som så senere kan øges og tolereres. Alvorligere bivirkninger bl. a. fra nyrer og knoglemarv ses i ca. 3-5%.
   Skørhed l bindevævet kan ses efter langvarig behandling.
   Trien er et andet kelerende stof som har færre bivirkninger, men det er endnu ikke markedsført i Danmark.
   Ammonium tetrathiomolybdat er også et kelnere stof, som man kun har begrænset erfaring med. Det markedsføres heller ikke i Danmark.
2. Zink:
   Indtagelse af Zink hæmmer optagelsen af kobber fra tarmen. Endvidere øges dannelsen af et metalbindende protein (metallothioniner) i organismens celler, således at det kobber som findes i cellerne bindes i en ikke cellebeskadigende form.
   Bortset fra ubehag i maven (dyspepsi), især ved begyndelsen af behandlingen er der ingen bivirkninger ved Zink, og Zinkbehandlingen har derfor vundet indpas mange steder.
3. Levertransplantation:
   Ved de akutte/subakutte tilfælde af Wilsons sygdom med leversvigt, samt ved fremskreden grad af skrumpelever er levertransplantation den eneste mulige behandling.
4. Genterapi:
   Dette er endnu ikke forsøgt noget sted, og der er mange problemer som skal løses inden genterapi bliver mulig. På længere sigt vil det formentlig blive den væsentligste og helbredende behandling.

Ifølge Landspatientregisteret var det totale antal patienter i perioden 1985-1992, 26 fordelt over hele landet. Det drejer sig derfor, som anført i indledningen, om en sjælden sygdom med et meget lille antal patienter, som kun få læger kan opnå erfaring i at diagnosticere og behandle.
Det er vigtigt at få stillet diagnosen tidligst muligt, og da en del Wilsonpatienter har haft et meget langvarigt forløb før diagnosen blev stillet på grund af den nuværende sygehusorganisation og -struktur, anbefaler udvalget, at der udarbejdes retningslinier og korte tidsfrister for lokalhospitalernes henvisning af patienter til relevante lands- og landsdelsafdelinger.
Behandlingen kan ikke udføres efter enkle retningslinier, men må afhænge af det enkelte tilfælde. Både den endelige diagnostik og behandlingen bør derfor varetages og koordineres fra ét sted. l centrets arbejde skal indgå en udtalt koordinering, da større dele af behandlingen vil kunne varetages i lokalt regi. Det centrale behandlingssted skal også forestå en registrering af sygdommen, samt kontakt til udenlandske behandlingscentre.
Ansvaret for behandling og kontrol bør kun ligge hos få personer på centeret. Disse skal også være ansvarlige for at foretage den nødvendige undersøgelse af slægtninge til Wilsonpatienter, med henblik på tidlig diagnostik og behandling.
Centeret skal i patienternes og egen interesse, have et tæt samarbejde med Wilson Patientforeningen, som bør indgå i et eventuelt centralt fagråd.
Da Danmark har så få med Wilsons sygdom, er større udviklings- og forskningsprojekter indenfor området næppe muligt. Udvalget anbefaler derfor, at Sundhedsstyrelsen og andre relevante myndigheder hurtigt tager initiativ til at få opbygget et europæisk samarbejde. Indtil et sådant samarbejde er opbygget, må der sikres tilstrækkelige ressourcer til at følge med i den internationale forskning, således at behandlingen bliver bedst mulig.

Der skal til den centrale enhed være tilknyttet socialrådgiver.
Det er vigtigt, at denne orienterer lokalt om relevante hjælpemuligheder, f.eks. tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med ledsagelse til behandling og pasning af børn som debuterer med sygdommen. Det kan også blive nødvendigt med hjælpemidler til voksne, som debuterer med neurologiske symptomer.

Når voksne får stillet diagnosen Wilsons sygdom, kan der blive tale om revalidering. Det er vigtigt at kunne kortlægge personers ressourcer og problemer, for derefter at vurdere vedkommendes muligheder og begrænsninger. Det kan også blive nødvendigt med målrettet erhvervs- og uddannelsesvejledning. l visse tilfælde kan det blive nødvendigt med førtidspension. Et stort problem kan være overskridelse af 26 ugers sygefraværsreglen, hvor den centrale enhed gennem oplysning vil kunne formindske eventuelle problemer.

Da psykologiske ændringer og belastninger er velkendte i forbindelse med sygdom, skal patienten have mulighed for psykolog og/eller sexologbistand. Centret har et ansvar for at vurdere patientens behov og symptomer, men behandlingen vil dog oftest kunne foregå decentralt ved hjælp af koordination fra centret. Heri skal indgå en samlet vurdering af familiens belastning, herunder samlevers og børns situation.

Diagnostisk vil Kennedyinstituttet meget snart kunne tilbyde genteknologiske undersøgelser så diagnosen Wilsons sygdom kan stilles med sikkerhed, dels på personer som har symptomer på sygdommen, dels på børn, inden de udvikler organskader.

Behandlingsmæssigt vil formentlig flere overgå til Zinkbehandling, og derved undgå de bivirkninger på bindevævet som kan ses ved langvarig penicillaminbehandling.

Oplysning om sygdommen bør intensiveres overfor såvel neurologer, børnelæger som intern medicinere, således at man opnår tidlig diagnosticering, og dermed færre organskader og hurtigere restituering. Denne information skal varetages af centret, som således har oplysningspligt.

[Forside] [Top] [Næste side] [Forrige side] [Indhold]

Sundhedsstyrelsen
Version 1.0 d. 15. september 2001
Denne publikation findes på adressen: http://www.sst.dk
Copyright © Sundhedsstyrelsen