|


Forside - Indhold - Top/Bund -
Forrige/Næste
"Smitsomme sygdomme hos børn, vejledning for
daginstitutioner, skoler og forældre""
Reglerne for fremmøde i institution er fastsat for at begrænse spredning af
smitsomme sygdomme. Hovedreglen er, at syge børn ikke må møde i institution,
og at et barn med en smitsom sygdom først må modtages, når det ikke længere
smitter.
Barnet er rask, når det på sædvanlig måde kan klare at opholde sig i
institutionen. Det vil sige, at barnet skal kunne deltage i de aktiviteter, det
plejer, uden at kræve særlig
pasning.
Hvis et barn møder i institution uden at være helt rask, har det på grund af
nedsat modstandskraft større risiko for at få komplikationer til sygdommen
eller pådrage sig en anden
sygdom.
VURDERING AF SMITTERISIKO
Da børn er mere modtagelige for smitsomme sygdomme end voksne, og da mange
sygdomme smitter allerede i inkubationstiden, er det ikke muligt helt at undgå
smitte i institutioner. Et enkelt sygdomstilfælde i institutionen giver ofte
anledning til, at flere børn bliver smittet. Derfor er det vigtigt, at
diagnosen smitsom sygdom stilles hurtigt for at begrænse
smittespredning.
Hvis personalet er i tvivl, om et barn smitter, kan de anmode barnets forældre
om en vurdering fra den behandlende læge og kan eventuelt kræve, at
forældrene fremskaffer
lægeattest.
Hvis lægen finder, at et barn ikke er smittefarligt, kan barnet modtages, hvis
det i øvrigt er rask nok til at være i institutionen og ikke kræver særlig
pasning I tvivlstilfælde afgør embedslægen, hvornår et barn kan modtages i
institution.
NÅR BARNET BLIVER SYGT I
INSTITUTIONEN
Hvis et barn bliver sygt i institutionen, bør forældrene altid underrettes med
henblik på at hente
barnet.
Særligt i begyndelsen af et sygdomstilfælde er det vigtigt at holde øje med
barnets tilstand for at kunne bemærke forandringer. Selv et tilsyneladende
fredeligt sygdomstilfælde kan i nogle tilfælde hurtigt udvikle sig i alvorlig
retning.
Inden barnet bliver afhentet, kan man mindske smitterisikoen ved at lade det
opholde sig i et andet rum end de andre børn. Det er dog vigtigt, at
barnet hyppigt tilses af en
voksen.
MEDICINGIVNING
Hvis lægen har ordineret medicin, er det vigtigt at give medicinen som
foreskrevet. Både dosis og tidspunkter for medicingivningen bør overholdes.
Man skal fortsætte med medicinen i den angivne periode, også selvom barnet
synes at være blevet helt rask. Hvis barnet, efter behandlingen er påbegyndt,
udvikler hududslæt eller i øvrigt får nye symptomer, bør lægen
kontaktes.
Giv ikke medicin, der ikke er ordineret af lægen. Personalet er ikke uddannet
til at observere og behandle syge børn. Derfor bør medicingivning i
institutionstiden begrænses mest
muligt.
Når barnet efter akut, smitsom sygdom igen kommer i institutionen, bør
eventuel fortsat medicin gives på tidspunkter uden for institutionstiden. Ved
kroniske sygdomme er der undertiden behov for at give medicin i løbet af dagen.
Såfremt institutionspersonalet har påtaget sig at give et barn den ordinerede
medicin, skal der foreligge en instruks for medicingivningen.
I de fleste tilfælde vil der være givet tilstrækkelig instruktion om
medicingivningen ved påskriften på medicinbeholderen. Beholderen skal
have let læselig påskrift med oplysning om barnets navn, medicinens art og med
den ordinerede dosis.
I de tilfælde, hvor en mere grundig skriftlig instruktion om medicingivningen
er nødvendig, kan institutionens ledelse anmode forældrene om en skriftlig
instruktion fra lægen.
Medicinen opbevares utilgængeligt for børn. Der bør udarbejdes et skema for
det syge barn, hvor medarbejderen kan afkrydse, når medicinen gives.
Forside - Indhold - Top/Bund -
Forrige/Næste
Version 1.0 November 2000 © Sundhedsstyrelsen. Udgivet af Sundhedsstyrelsen, www.sst.dk
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering
|