Logo Sundhedsstyrelsen
Blå streg

Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste

"Retningslinier for omfanget af og kravene til den kommunale og amtskommunale tandpleje"


Kapitel 8 Koordination

8.1 Amtskoordinationsudvalg

Amtsrådet og kommunalbestyrelserne skal sikre en koordination af den offentlige tandpleje og tandplejen i privat praksis, jf. bekendtgørelsens § 23, stk. 1. Med henblik herpå nedsætter amtsrådet et koordinationsudvalg.

Udvalget sammensættes efter lokal aftale og skal afspejle de forskellige interesser og funktionsområder, der er på tandplejeområdet i det enkelte amt. Som deltagere bør der fra såvel amt som kommuner være repræsentation af både politikere, ikke-odontologiske embedsmænd og ledende tandlæger, ligesom privat tandlægepraksis bør være repræsenteret.

Amtskoordinationsudvalget har til opgave at sikre den sammenhæng i befolkningens tilbud om forebyggelse og behandling på tandplejeområdet, som er nævnt i tandplejelovens formålsparagraf.

Udvalget varetager koordinationen og sikrer hensigtsmæssig visitation og smidige overførselsprocedurer inden for alle de funktionsområder / opgaveområder, hvor der er berøringsflader mellem amtet, kommunerne og privat tandlægepraksis. Det drejer sig om amtstandpleje (i medfør af tandplejelovens § 6a), amtsspecialtandpleje (i medfør af tandplejelovens § 6b og § 6c), amtslige tilskud til tandbehandling (i medfør af tandplejelovens § 6d) samt kommunal tandpleje (børne- og ungdomstandpleje (i medfør af tandplejelovens § 2) og omsorgstandpleje (i medfør af tandplejelovens § 4)).

Udvalget kan udarbejde og ajourføre retningslinier for sit arbejde og medvirker til belysning af eventuelle koordinationsspørgsmål i de situationer, hvor der i de af amtskoordinationsudvalget nedsatte samarbejdsudvalg ikke kan opnås enighed om den løbende administration af retningslinierne.

Udvalget kan nedsætte samarbejdsudvalg svarende til de enkelte funktionsområder med henblik på varetagelse af det løbende, daglige samarbejde og koordinationen på de enkelte områder: amtstandplejeområdet, amtsspecialtandplejeområdet, sygesikringsområdet samt området vedr. den kommunale tandpleje (børne- og ungdomstandpleje og omsorgstandpleje).

8.2 Samarbejdsudvalgenes opgaver

Samarbejdsudvalgene kan varetage de koordinerende opgaver i det daglige, løbende arbejde. Udvalgene kan tage initiativer inden for deres opgaveområde, og skal overvåge resultaterne.

Samarbejdsudvalgene kan tillægges kompetence til at detaljere koordinationsudvalgets retningslinier svarende til eget opgaveområde.

Udvalgene kan drøfte og træffe beslutninger om anbefalinger vedr. det daglige samarbejde på grænsefladerne mellem parternes funktionsområder, f.eks. forhold vedrørende visitation og omvisitation til de forskellige tandplejetilbud, samt opgavefordeling, både hvad angår principper og konkrete patienter. Derudover kan der være behov for drøftelse af amtets mulighed for indflydelse på behandlingsforslagene, for evt. henvisning af patienten til andre tandlæger, for udskydelse af visse behandlinger, for prisniveau m.v.

Udvalgene kan derudover have koordinerende opgaver vedrørende overførsel til og fastholdelse af de unge i privat tandlægepraksis samt forhold vedrørende vagtordninger / nødbehandling, ligesom der bør ske en løbende vurdering af funktionen af de indgåede aftaler.

Eventuelle tvivlsspørgsmål kan forelægges for amtskoordinationsudvalget.

Samarbejdsudvalg sammensættes efter lokal aftale, svarende til de fire funktionsområder, der er i amtet.

8.2.1 Samarbejdsudvalg på amtstandplejeområdet

Samarbejdsudvalg på amtstandplejeområdet kan sammensættes af ledende tandlæger fra hhv. amtstandplejen og de kommunale tandplejer. Eventuelt kan udvalget suppleres med tandlægelige repræsentanter fra privat praksis, som kan bidrage med vurderinger af patienters mulighed for at benytte det almindelige tandplejesystem.

8.2.2 Samarbejdsudvalg på amtsspecialtandplejeområdet og på området vedrørende de odontologiske landsdels- og videnscentre

Samarbejdsudvalg på amtsspecialtandplejeområdet kan sammensættes af ledende tandlæger fra amtsspecialtandplejen og fra de kommunale tandplejer samt af tandlæger fra privat praksis.

De odontologiske landsdels- og videnscentre kan afholde koordinationsmøder med repræsentanter fra de regionale amtsspecialtandplejecentre og amtskoordinationsudvalg.

8.2.3 Samarbejdsudvalg på området vedrørende økonomisk støtte til behandlinger udført hos praktiserende tandlæge

Samarbejdsudvalg på dette område kan sammensættes af visitationsinstansen, de tand-, mund- og kæbekirurgiske sygehusafdelinger samt repræsentanter for de praktiserende tandlæger.

8.2.4 Samarbejdsudvalg på området vedrørende kommunal tandpleje (børne- og ungdomstandpleje samt omsorgstandpleje)

Samarbejdsudvalg på dette område kan sammensættes af tandlæger fra den kommunale tandpleje og privat tandlægepraksis.



Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste


Version 1.0 April 2001 • © Sundhedsstyrelsen. Udgivet af Sundhedsstyrelsen, www.sst.dk
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering