Logo Sundhedsstyrelsen
Blå streg

Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste

"Retningslinier for omfanget af og kravene til den kommunale og amtskommunale tandpleje"


Kapitel 6 Odontologisk landsdels- og videnscenterfunktion

6.1 Personkreds

Amtsrådet skal tilbyde højt specialiseret rådgivning og / eller behandling til børn og unge med odontologiske lidelser, der ubehandlede medfører varig funktionsnedsættelse, og for hvem tilbudet i amtsspecialtandplejen ikke er tilstrækkeligt specialiseret. Skønsmæssigt udgør denne gruppe ca. 30 personer pr. år.

Amtsrådet skal derudover tilbyde højt specialiseret odontologisk rådgivning, udredning og behandling af patienter med sjældne sygdomme og handicap, hos hvem den tilgrundliggende tilstand giver anledning til specielle problemer i tænder, mund og kæber. Der sigtes her til personer, der omfattes af begrebet ”sjældne sygdomme og handicap”, defineret som en tilstand med en forekomst på mindre end 1:10.000, dvs. en absolut forekomst på mindre end ca. 500 i Danmark, jf. bilag til Sundhedsstyrelsens retningslinier. Herforuden skal den pågældende person have vidtgående odontologiske problemer f.eks. i form af tanddannelses-, mineralisations- eller eruptionsforstyrrelser, malokklusioner, øget risiko for karies, parodontale lidelser eller slimhindelidelser. Skønsmæssigt udgør den samlede gruppe ca. 5.000 personer, hvoraf hovedparten dog kun har behov for rådgivning, behandlingsplan mv. (jf. afsnit 6.2.3).

6.2 Landsdels- og videnscenterfunktionens indhold

Når en behandlingsplan/behandling er så vanskelig, at tilbudet i amtsspecialtandplejen ikke er tilstrækkelig specialiseret til at varetage opgaven, eller når en tilstand / et handicap er så sjældent at tandplejeopgaven ikke kan løses i det øvrige tandplejesystem, vil patienten have behov for et højt specialiseret tilbud på et landsdels- og videnscenter. De odontologiske landsdels- og videnscentre på Rigshospitalet og Århus Universitetshospital skal til disse patienter, i samarbejde med bl.a. de to tandlægeskoler, give et højtspecialiseret konsultativt og behandlingsrelateret tilbud.

6.2.1 Konsultativ virksomhed

De odontologiske landsdels- og videnscentre skal yde konsultativ virksomhed over for den kommunale og amtskommunale tandpleje samt sygesikringstandplejen ved odontologisk udredning, diagnostik og behandlingsplanlægning for patienter med sjældne sygdomme og handicap, hos hvem der er vidtgående odontologiske problemer

De odontologiske landsdels- og videnscentre skal derudover give et konsultativt tilbud over for den amtskommunale tandpleje, herunder amtsspecialtandplejen ved behandlingsplanlægning for patienter med behov for meget kompliceret behandling.

Som led i den konsultative virksomhed skal de odontologiske landsdels- og videnscentre udvikle informationsmateriale til patienter og pårørende til patienter med sjældne sygdomme eller handicap kombineret med vidtgående odontologiske problemer.

6.2.2 Undersøgelse

Det odontologiske landsdels- og videnscenter foretager undersøgelse, diagnostik og behandlingsplanlægning i et multidisciplinært, højtspecialiseret team af henviste patienter med sjældne sygdomme og handicap kombineret med vidtgående, odontologiske problemer og for patienter med behov for højtspecialiseret, multidisciplinær behandling.

6.2.3 Behandling

Den behandling, der ligger inden for den odontologiske landsdels- og videnscenterfunktion er ikke af samme type som de behandlinger, der ligger inden for den tand-, mund- og kæbekirurgiske landsdelsfunktion, der i samarbejde med andre specialer blandt andet varetager behandling af de svære kraniofaciale misdannelser. Det er imidlertid hensigtsmæssigt, at der etableres et udstrakt samarbejde imellem de odontologiske landsdels- og videnscentre og de centre inden for sygehusvæsenet, der varetager den kirurgiske behandling af patienter med svære kraniofaciale misdannelser. Desuden bør der etableres samarbejde med de klinikker og centre for sjældne handicap og sygdomme, som er etableret på Rigshospitalet og Århus Universitetshospital.

De typer behandling, der kan indvisiteres til hel eller delvis behandling i den odontologiske landsdels- og videnscenterfunktion er af forskellig karakter. Overordnet set vil der være tale om patienter med behov for højtspecialiseret, multidisciplinær behandling eller patienter med sjældne sygdomme og handicap kombineret med vidtgående odontologiske problemer i de tilfælde, hvor der er behov for højtspecialiseret, multidisciplinær behandling. Nedenfor nævnes nogle eksempler på behandlinger, der i de fleste tilfælde vil være omfattede af den odontologiske landsdels- og videnscenterfunktion. Der henvises endvidere til bilaget til Sundhedsstyrelsens retningslinier.

Det odontologiske landsdels- og videnscenter vil eksempelvis skulle varetage behandlingen af patienter med 13 aplasier eller mere (på landsplan ca. 20 patienter pr. år). Hos disse patienter ses hyppigt afvigende kæbevækst og dermed kompleks og specielt vanskeliggjort behandling.

Derudover vil den odontologiske landsdels- og videnscenterfunktion skulle varetage behandlingen af enkelte patienter med færre, men stærkt uheldigt placerede aplasier (f.eks. i overkæbens frontregion) - på landsplan ca. 10 patienter pr. år.

Også patienter med andre, komplicerede typer tanddannelsesforstyrrelser som f.eks. amelogenesis imperfecta, dentinogenesis imperfecta og odontodysplasi, kan, såfremt behandlingen ikke kan varetages i amtsspecialtandplejen, tilbydes behandling i det odontologiske landsdels- og videnscenter. Der er her tale om ganske få patienter (færre end 10 pr. år).

Endelig vil den odontologiske landsdels- og videnscenterfunktion kunne udføre odontologisk behandling, eller dele heraf, for patienter med sjældne sygdomme og handicap kombineret med vidtgående odontologiske problemer. Det er dog skønnet, at der for disse patienter kun i meget sjældne tilfælde vil være et egentligt behov for behandling på dette niveau, idet langt de fleste patienter med fordel vil kunne modtage behandling i det øvrige tandplejesystem i samarbejde med det odontologiske landsdels- og videnscenter.

6.3 Organisation af tilbudet

Den odontologiske landsdels- og videnscenterfunktion placeres på Rigshospitalet og Århus Universitetshospital, der i samarbejde med de to tandlægeskoler varetager løsningen af opgaven.

Centerteamet bør være et multidisciplinært team med højt kvalificerede repræsentanter fra de relevante fagdiscipliner (ortodonti, kirurgi, protetik og pædodonti). Derudover bør der tilknyttes relevant ekspertise fra pædiatri og andre lægelige specialer. Det er hensigten, at centerfunktionen skal opbygges i tæt samarbejde med tandlægeskolerne, for på den måde bedst at sikre anvendelse af den samlede ekspertise, der er til rådighed i landet.

For børn og unge med læbeganespalte, med ekstrem vækstbetinget kæbeanomali eller med vækstbetinget afvigelse i tand- og kæbestilling i forbindelse med juvenil rheumatoid arthritis har behandlingen i en årrække været defineret som en landsdelsfunktion. Denne landsdelsfunktion berøres ikke af etableringen af de odontologiske landsdels- og videnscentre.

Det forhold, at den nyetablerede odontologiske landsdels- og videnscenterfunktionen nu placeres på Rigshospitalet og Århus Universitetshospital, er ikke ensbetydende med, at der er tale om en sygehusopgave, der skal løses efter sygehusloven. Der er derimod tale om et særligt specialiseret tandplejetilbud, som amtsrådene er forpligtede til at stille til rådighed i medfør af tandplejeloven. Sygehuslovens regler finder således ikke anvendelse i forhold til den odontologiske landsdels- og videnscenterfunktion. Bopælsamtskommunen betaler en omkostningsbestemt takst til Hovedstadens Sygehusfællesskab eller Århus Amtskommune for konsultative ydelser og behandling af de patienter, der henvises til de odontologiske landsdels- og videnscentre.

Henvisning af børn og unge med behov for højtspecialiseret behandling til de odontologiske landsdels- og videnscentre bør forudgås af udredning i amtsspecialtandplejen. Henvisning af personer med sjældne sygdomme og handicap til den odontologiske landsdels- og videnscenterfunktion kan dog ske uden forudgående udredning i amtsspecialtandplejen. Indvisitering til behandling beror på den faglige vurdering foretaget i de odontologiske landsdels- og videnscentre.

For de to odontologiske landsdels- og videnscentre bør der etableres en fælles referencegruppe med repræsentanter fra det multidisciplinære team, tandlægeskolerne, relevant medicinsk ekspertise, relevante patientforeninger samt Sundhedsstyrelsen, med henblik på drøftelser af landsdels- og videnscentrenes funktioner og faglige prioriteringer.

6.4 Kvalitetssikring

Det er en generel opfattelse, at kvaliteten i diagnostik og behandling øges med stigende erfaring. Ved at samle de faglige og økonomiske ressourcer vedrørende visse sygdomstilstande kan man sikre den erfaringsopsamling, der er nødvendig for at fastholde og udvikle ekspertise på internationalt sammenligneligt niveau. De odontologiske landsdels- og videnscentre må således udvikle og fastholde en høj grad af ekspertise, og skal - som led i denne proces - systematisk indsamle erfaringer, viden og epidemiologiske data, eventuelt i et nordisk og / eller internationalt samarbejde. Der bør derudover foretages kvalitetssikring igennem dokumentation af behandlingsresultater.

De odontologiske landsdels- og videnscentre bør derudover medvirke til oprettelse af videndatabase, udvikling af nye behandlingstilbud, udarbejdelse af behandlingsprotokoller (referenceprogrammer) og kommunikation af indhøstede erfaringer.

Med henblik på sikring af kvalitet i diagnostik og behandling bør amtsspecialtandplejen i et vist omfang medinddrages og medvirke i de omtalte processer. Et sådant samarbejde mellem de to niveauer kan bl.a. komme på tale i de tilfælde, hvor en patient, der primært behandlingsmæssigt hører hjemme på det højt specialiserede niveau, i visse perioder af sin behandling kan følges på et amtsligt center, under forudsætning af, at der foreligger en aftale herom (sattelitaftale).

Hos de odontologiske landsdels- og videnscentre ligger derudover en forpligtelse til, i samarbejdet med amtsspecialtandplejen, at sikre en spredning af opgaver, der er blevet almindeligt kendte og ukomplicerede.

Samarbejde mellem de forskellige niveauer, og dermed større kvalitet i diagnostik og behandling, kan også styrkes på andre måder, f.eks. igennem fælles behandlingsplaner, vandrejournaler, konferencer m.m.

Derudover vil centret have til opgave at varetage såvel forsknings- og udviklingsopgaver som uddannelsesopgaver på området, ligesom der vil være en forpligtelse til at foretage vurdering af nye og særlige ydelser før eventuel spredning (MTV-vurdering).



Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste


Version 1.0 April 2001 • © Sundhedsstyrelsen. Udgivet af Sundhedsstyrelsen, www.sst.dk
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering