|
Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste "Retningslinier for omfanget af og kravene til den kommunale og amtskommunale tandpleje" Målsætning for tandplejenDer er i tandplejelovens § 1 formuleret en generel og bred målsætning for hele tandplejen: Tandplejens mål er, at befolkningen ved en god hjemmetandpleje og et sammenhængende tilbud om forebyggelse og behandling kan udvikle hensigtsmæssige tandplejevaner samt sunde tænder, mund og kæber og bevare disse i funktionsdygtig stand gennem hele livet. Der er i målsætningen lagt vægt på flere aspekter: Et adfærdsmæssigt aspekt (god hjemmetandpleje, hensigtsmæssige tandplejevaner), et sundhedsresultat (sunde tænder, mund og kæber ... i funktionsdygtig stand), et tidsaspekt (udvikle ... og bevare ... gennem hele livet) og et systemaspekt (sammenhængende tilbud om forebyggelse og behandling). Målsætningen omfatter således ikke en enkelt aldersgruppe isoleret, men hele befolkningen i et livsforløb, og kan betragtes som en ideel formulering. For at leve op til en sådan målsætning påhviler der såvel tandplejen, offentlige myndigheder, som enkeltpersoner et betydeligt ansvar. For børne- og ungdomsgruppen har den kommunale tandpleje gennem en nu lang årrække udviklet og etableret arbejdsrutiner og midler til at fastholde og forbedre en positiv tandsundhedsudvikling. Siden den pligtmæssige omsorgstandpleje blev indført i 1994, har kommunerne også inden for dette område udviklet og etableret en række nye arbejdsrutiner. Tandplejen har, med udgangspunkt i kendte faglige muligheder og gennem samarbejde med andre dele af det kommunale social- og sundhedsvæsen, i vidt omfang vist sig i stand til at udvikle hensigtsmæssige programmer og rutiner også for denne målgruppe, der som helhed er præget af relativt stor uensartethed i tandsundhedstilstand, tandplejetraditioner og tandplejebehov. Med den nye ændring af tandplejeloven sker der en udvidelse af omsorgstandplejegruppen med den del af gruppen af udviklingshæmmede og sindslidende patienter, for hvem der ikke er særlige odontologiske problemer, men hvor der, overvejende på grund af ringe egenomsorg og manglende evne til at varetage den daglige hjemmetandpleje, er behov for et forbedret tandplejetilbud. Med udgangspunkt i den allerede etablerede omsorgstandplejes faglige tilbud og arbejdsmæssige rutiner vil der ved inddragelse af disse nye patientgrupper, hvis tandbehandlingsbehov i visse tilfælde vil adskille sig fra behandlingsbehovet hos det oprindelige omsorgstandplejeklientel, være behov for, at tandplejen udvikler og etablerer programmer for den nye målgruppe. Den hidtidige tandplejelov har alene omfattet kommunernes forpligtelser på tandplejeområdet. Som noget nyt bliver amtskommunerne gennem lovgivning forpligtet til at varetage opgaver på tandplejeområdet over for forskellige målgrupper, ud over amternes allerede eksisterende opgaver på sygehusområdet og sygesikringsområdet. Amtskommunerne har allerede som følge af den sociale lovgivnings regler om amternes ansvar og opgaver over for borgere på amtskommunale botilbud og efter de hidtidige retningslinier for tandbehandling af psykiatriske sygehuspatienter særlige forpligtelser i forhold til udviklingshæmmede og sindslidende patienter. Amtskommunerne har derudover, igennem sygehusvæsenet, den umiddelbare kontakt til kræftpatienter og patienter med Sjögrens Syndrom. Det er i Danmark et grundlæggende princip, at sundhedsydelser bør gives på det organisatorisk laveste, fagligt forsvarlige og hensigtsmæssige niveau, ligesom der bør tages hensyn til nærhedsprincippet og til lige adgang til kvalificerede sundhedsydelser. Det er imidlertid også den generelle, fagligt dokumenterede opfattelse, at kvaliteten i diagnostik og behandling generelt øges med stigende erfaring. En stor del af den nye målgruppe for amtskommunal tandpleje har tidligere været henvist til at benytte kommunal tandpleje eller sygesikringstandpleje. Det drejer sig såvel om børn og unge med behov for specialiseret odontologisk behandling som sindslidende og udviklingshæmmede personer og personer med sjældne sygdomme og handicap. For alle disse patientgrupper er der behov for at sikre en forbedret adgang til kvalificeret diagnostik og specialbehandling. Etablering af tandplejetilbud på amtsligt niveau er således begrundet i hensynet til kvaliteten, herunder effektiv ressourceudnyttelse, samt hensynet til erfaringsopsamling. Ved at samle såvel faglige som økonomiske ressourcer i forbindelse med diagnostik og behandling af disse patienter vil der dannes grundlag for at sikre den erfaringsopsamling, der er nødvendig for at udvikle og fastholde ekspertise på et højt niveau. Med lovændringen er der således skabt baggrund for en yderligere opfyldelse af tandplejelovens målsætning, idet der for målgrupperne med lovændringen sker en styrkelse af systemaspektet (sammenhængende tilbud om forebyggelse og behandling), hvilket må forventes at resultere i forbedrede, varige sundhedsresultater for den enkelte.
|