Kliniske undersøgelser har ikke vist tegn på specifikke læsioner af vævsstrukturer, hvorfor en målrettet behandling hidtil har været vanskelig at opstille. Da symptomerne desuden er subjektive og ukarakteristiske, og patienter herudover erfaringsmæssigt responderer meget forskelligt på fysikalsk behandling, må kontrollerede og blindede undersøgelser fortolkes med stor forsigtighed.
I to metaanalyser af konservativ behandling af nakkesmerter indgår kun få studier over behandlingen af whiplashfølger (40, 41). Hovedkonklusionen på disse undersøgelser er, at behandlingen af nakkesmerter ikke er undersøgt tilstrækkeligt detaljeret til, at man kan vurdere behandlingseffekten.
Der foreligger ganske få kontrollerede undersøgelser af behandlingen af whiplash følger. Den hidtil bedste oversigt er fortsat konsensusrapporten fra Quebec fra 1995 (3). En af de vigtige konklusioner i rapporten er, at den overordnede behandlingsstrategi (ved lokale symptomer uden tegn på nervekompression) bør tage udgangspunkt i, at der foreligger en distorsion (forstuvning) af cervicalcolumna, at tidlig aktivering og mobilisering må anbefales, mens tiltag som er immobiliserende, bl.a. halskrave, ikke synes at have nogen gunstig effekt på forløbet.
En detaljeret gennemgang af specifikke behandlingstiltag fremgår af en oversigtsartikel i Månedsskrift for Praktisk Lægegerning (42).
En “fornuftig dansk behandlingsstrategi” foreslås af Jordan (43). Strategien bygger på grundig udredning: klinisk undersøgelse, evt. røntgen, rådgivning om prognosen suppleret med is og/eller NSAID i første uge efter traumet, manuel behandling og let træning i anden uge samt proprioceptiv træning/styrketræning suppleret med manipulation i uge 4.
I det følgende refereres et udvalg af de seneste års undersøgelser af behandlingsstrategier:
(Mayou, leder i British Medical Journal 1997(46):
“…the perpetuation of unexplained somatic symptoms is best understood in terms of an interaction between physiological processes, psychological factors, and social context.
The first step is acknowledging the reality of the patient's problem. The second is systematically identifying and listing the principal factors that perpetuate illness, including disordered physiology, misinterpretation of associated bodily sensations, abnormalities of mood, unhelpful coping behaviour, and social stressors. The third step is making a management plan that targets the most important of these factors for each patient.”
Sundhedsstyrelsen Version 1.0 d. 6. juli 2000
Denne publikation findes på adressen: http://www.sst.dk
Copyright (c) Sundhedsstyrelsen
