Redegørelse om whiplash

Sundhedsstyrelsen juli 2000

 

 





Kolofon

 

Titel
Redegørelse om whiplash
Udgiver/forlægger
Sundhedsstyrelsen
Copyright
Sundhedsstyrelsen
Emneord
Whiplash, whiplash definition, whiplash diagnostik, whiplash symptomer, whiplash forekomst, whiplash behandling, whiplash prognose.
Resumé
Begrebet whiplash anvendes ofte som om, der er tale om en velafgrænset sygdomsenhed, hvilket ikke er tilfældet. Whiplash er medicinsk set ikke en lidelse eller en diagnose, men en potentiel skadesmekanisme/risikofaktor uden et specifikt symptombillede. Der er ingen sikker sammenhæng imellem påvirkning, vævslæsion og symptombillede. Psykologiske faktorer påvirker symptomer og sygdomsoplevelse efter whiplash, ligesom sociokulturelle faktorer har indflydelse på forekomsten af længerevarende symptomer. Relevant klinisk undersøgelse tidligt i forløbet anbefales, aktivering synes at have fordele frem for passive tiltag. Ved længerevarende symptomer anbefales en tværfaglig indsats.
Sprog
Dansk
ISBN - elektronisk udgave
ISBN 87-90951-48-6
Pris for læsning
0 DKK
Pris for download
0 DKK
URL
http://www.sst.dk
Version
1.0
Versionsdato
6. juli 2000
Format
html, gif, jpeg
Inventarliste
index.html, indhold.html, kolofon.html, clean.html, kap00.html, kap01.html, kap02.html, kap03.html, kap04.html, kap05.html, kap06.html, kap07.html, kap08.html, kap09.html, bund.gif, bund2.gif, bund3.gif, forside.gif,forside2.gif, forside3.gif, frem.gif, fem2.gif, frem3.gif, indhold.gif, indhold2.gif, indhold3.gif, fors.gif, sstlogo.jpeg,
Publiceringsstandard
1.0




Indholdsfortegnelse

 

Forord

Indledning

Definition og diagnostik

Specifik diagnostik
delresumé

Forekomst

Whiplash-mekanismen
Symptomer
Udviklingen gennem de senere år
Delresumé

Prognose og risikoindikatorer

Delresumé

Behandling

Delresumé

Forskningsbehov

Resumé

Konklusion

Litteratur

Kolofon

Til forsiden





Forord

Igennem de senere år synes der at have været en stigning i antallet af rapporterede tilfælde af whiplash - piskesmæld. Langt de fleste, af de personer der udsættes for whiplash mekanismen, kommer sig hurtigt efter ulykken. Men en lille andel udvikler længerevarende symptomer.

Med udgangspunkt i de seneste års væsentligste undersøgelser indenfor whiplash området fremlægger denne redegørelse aktuel viden om diagnostik, forekomst, behandling og prognose.

Som det fremgår af redegørelsen, mangler vi i dag viden indenfor flere aspekter af whiplash, fx om hvordan man bedst behandler patienter, der er på vej til at udvikle eller har udviklet en kronisk tilstand efter whiplash. Forhåbentlig vil de kommende års forskning bidrage med viden, der kan forbedre vores muligheder for at hjælpe disse patienter tilbage til en normal tilværelse.

Sundhedsstyrelsen, juli 2000

Lene Skak-Iversen





Indledning

Indenfor de senere år har der været en voksende interesse og debat i pressen og i faglige medier om whiplash, og talrige videnskabelige undersøgelser har forsøgt at belyse området, især i årene efter den ofte refererede konsensuskonference i Quebec i Canada i 1995.

I det følgende søges problemfeltet whiplash - på dansk piskesmæld - beskrevet, dels gennem en afgrænsning (definition og diagnose) og en vurdering af problemets omfang (forekomst), dels udfra hvilken viden vi har om behandlingen.

Redegørelsen skal ikke betragtes som en tilbundsgående analyse, men som en summarisk gennemgang og vurdering af de seneste års vigtigste undersøgelser indenfor området.





Definition og diagnostik

Whiplash eller piskesmæld anvendes både af lægfolk og fagpersoner på en måde, der kan give indtryk af, at der her er tale om en entydig lidelse eller sygdom. Whiplash er således blevet opfattet som en sygdomstilstand, som nu indgår i den internationale klassifikation af sygdomme med diagnosekoden S13.4 synonymt med distorsio columnae cervicalis (forstuvning af halsrygsøjlen).

Det er almindeligt, at betegnelser for sygdomstilstande tager udgangspunkt i det kliniske billede, sygdomsudviklingen eller årsagssammenhængen (1), men whiplash falder uden for disse kategorier.

Et piskesmæld eller whiplash betegner den mekanisme eller bevægelse, hoved og nakke foretager i det øjeblik, kroppen påvirkes med en voldsom kraft, som fx når den bil, man sidder i, rammes bagfra. Fra at betegne en risikofaktor er ordet piskesmæld således transformeret til en fællesbetegnelse for de symptomer, der kan opstå efter en påkørsel. Der er herigennem sat lighedstegn mellem påvirkning og sygdom. Med indførelsen af whiplash som medicinsk diagnose er der desuden indført et helt nyt diagnosebegreb, expositionsdiagnosen eller risikodiagnosen, som direkte relaterer sig til den udløsende påvirkning. Denne risikofokusering vurderer flere som kendetegnende for vores opfattelse af sygdom og sundhed, (også betegnet ”værstefaldstænkning”). Det er en holdningsændring, der er blevet beskrevet bl.a. af Malterud og Hollnagel (2).

Et piskesmæld er en acceleration/decelerationsmekanisme, hvorunder der sker en energioverførsel fra bilsæde til nakke og hoved. Mekanismen udløses oftest ved trafikulykker, hvor et køretøj rammes bagfra, men kan også ske ved andre påkørsler. Ved denne påvirkning er der risiko for læsion af bløddele og halshvirvelsøjle, som kan resultere i forskellige kliniske symptomer.

Man skelner mellem:
  1. Lokale symptomer, fx smerter og bevægeindskrænkning, lokaliseret til nakke og hals. Disse symptomer skyldes forstuvning, overstrækning eller sammenpresning af muskelvæv, sener, ledbånd og/eller andre bindevævsstrukturer
  2. Neurologiske symptomer, fx udstrålende smerter, ændring af dybe reflekser, muskelstyrke og sensibilitet (følelse i huden) . Symptomerne kan være uspecifikke, evt. skyldes påvirkning af nerver eller nerverødder
  3. Refleksforstyrrelser (acustico-vestibulære symptomer), som fx svimmelhed, kimen for ørerne, nedsat hørelse og vanskeligheder med at læse. Symptomerne skyldes formentlig, at spændingstilstande i nakkens muskler forstyrrer de normale stillings- og holdningsreflekser, der har relation til balance, hørelse og syn.
  4. Kognitive symptomer. fx svigtende koncentration, opmærksomhed og hukommelse. Årsagen til disse symptomer er ukendt, men kan være sekundære symptomer til smerter og søvnforstyrrelser.

På grund af den usikkerhed, der har været og stadig er i forbindelse med afgrænsningen af whiplash-skader, blev der i Quebec i Canada i 1995 afholdt en konsensuskonference med whiplash som hovedemne (Quebec-rapporten) (3). Efter et ekspertpanel havde gennemgået flere tusinde undersøgelsesrapporter om whiplash, foreslog man på konferencen følgende klassifikation af akutte whiplash-associerede lidelser (WAD):

GradKliniske symptomer og fund
0ingen symptomer fra nakken
1smerter, stivhed eller ømhed i nakken

ingen kliniske fund

2smerter, stivhed eller ømhed i nakken

kliniske fund (fra muskel/skelet), herunder nedsat bevægelighed i nakken, ømme triggerpunkter

3smerter, stivhed eller ømhed i nakken

kliniske neurologiske fund, herunder svækkede eller ophævede senereflekser, lammelser og nedsat følsomhed i huden

4symptomer fra nakken

knoglebrud eller forskydning af nakkehvirvler

Grad 0: blev ikke behandlet af Quebec-rapporten.

Grad 4, hvor det bl.a. kan dreje sig om læsion af rygmarven: her er symptomerne så alvorlige, at de skader, der også måtte være af muskler og bindevæv, er sekundære.

Klassifikationen omhandler alene tilstedeværelsen af lokale muskulo-skeletale symptomer samt kliniske fund med relation til nakken. Andre sekundære symptomer og forstyrrelser (der kan optræde efter et piskesmæld under alle grader af WAD) så som træthed, hukommelsesbesvær og problemer med at koncentrere sig (kognitive symptomer) er ikke omfattet af klassifikationen. Neuropsykologiske eller kognitive symptomer optræder typisk sent i forløbet, og de er samtidig uspecifikke og relativt almindelige i befolkningen. Symptomerne ses også som led i andre posttraumatiske tilstande og er hyppigt forekommende hos personer med kronisk smertesyndrom, hvorfor man har valgt ikke at inddrage dem i definitionen af WAD.

Klassifikationen er ikke baseret på årsager eller på hvilke vævsstrukturer symptomerne er udløst fra, men er udelukkende en beskrivende og praktisk anvendelig afgrænsning. Opdelingen i de 5 grupper har specielt vist sig anvendelig i forskningssammenhæng.

Betegnelsen whiplash-skade anvendes i klinisk praksis almindeligvis om de symptomer, der har relation til muskler og bindevæv, men hvor man ikke har fundet tegn på brud på hvirvler eller ledskred, WAD 1-3. Ved parakliniske fund, fx knoglebrud, ledskred eller discusprolaps, vil patientens medicinske diagnose typisk relateres til vævslæsionen, således at begrebet whiplash i denne sammenhæng bliver sekundært. Andre årsager til patientens symptomer skal udelukkes, og whiplash kan således betragtes som en eksklusionsbetegnelse.

Specifik diagnostik

Blandt lægpersoner hører man ofte, at diagnosen whiplash er vanskelig at stille. Jævnfør ovennævnte afgrænsning er det dog enkelt for en læge ved en klinisk undersøgelse evt. suppleret med røntgenundersøgelser mv. at vurdere, hvorvidt en patients symptombillede kan fortolkes som reaktioner på et piskesmæld/nakkedis-torsion (forstuvning).

Hos udvalgte grupper af patienter, der har været udsat for whiplash-mekanismen, har man ved røntgenundersøgelser og MRI -scanning (Magnetisk Resonans) i varierende grad fundet tegn på vævslæsioner:

I andre undersøgelser har man fokuseret på funktionsændringer:
    Undersøgelsen er ikke, som angivet i dagspressen, en diagnostisk test for whiplash, og der synes ikke i undersøgelsen at være taget højde for andre årsager til påvirkning af SPNT-testen, fx muskelspændinger i nakken.
I flere undersøgelser har man undersøgt for neuropsykologiske forstyrrelser:

Da man ikke hidtil har fundet klinisk dokumentation for somatiske læsioner som årsag til symptomerne, har det været overvejet, om psykologiske forhold kunne være medvirkende årsag til de længerevarende symptomer, der er beskrevet efter et whiplash. Resultaterne af de psykologiske udredninger har været modstridende, idet flere har fundet at psykologiske faktorer ikke er prediktorer for kronicitet (13), mens andre finder, at psykisk belastende livsomstændigheder eller psykiske reaktioner på ulykken, herunder smerter, forøger risikoen for udvikling af kroniske symptomer (14, 15, 16).

Schmand undersøgte simulering (malingering and cognitive underperformance) hos 108 post-whiplash-patienter (3 mdr. -12 år efter traumet) overfor en rask kontrolgruppe på 46 personer (17). Man fandt, at simulering var betydelig hos post-whiplash-patienter, især hos patienter, der var involveret i sagsbehandling, pension o.lign., men det må bemærkes, der er relativt få validitetsstudier på den anvendte test, hvilket også er bemærket i artiklen.

I en stor spørgeskemaundersøgelse blandt 1710 danskere med langvarige følger efter whiplash fandt man, at symptombilledet i høj grad var afhængig af, hvordan man følelsesmæssigt var i stand til at håndtere (mestre) sin situation (18). 43% af de personer, der deltog i undersøgelsen, opfyldte kriterierne for Posttraumatisk Stress-Tilstand (PTSD).

I en grundig og detaljeret oversigtsartikel af Stovner (19) om whiplash-syndromets nosologiske status fremhæves ud fra en litteraturgennemgang følgende:

Delresumé:





Forekomst

Det er vanskeligt at angive hvor mange personer, der indenfor en nærmere angiven tidsperiode får symptomer, der kan sættes i relation til et såkaldt piskesmæld. Ikke alene er der forskellige opfattelser af, hvordan begrebet piskesmæld skal afgrænses, men også forekomsten af symptomer påvirkes af, hvordan en undersøgelse eller udredning er foretaget, og hvordan personerne eller patienterne er udvalgt. Udvælgelsen af patienterne er sjældent beskrevet detaljeret, og kun få undersøgelser lægger vægt på bortfaldet, dvs. de personer, der er frasorterede eller er drop-outs, hvilket er uheldigt, da størrelsen af bortfaldet har stor betydning for tolkningen af undersøgelsesresultaterne.

De undersøgelser, der hidtil er publicerede, og som redegør for forekomsten af symptomer efter whiplash, er foretaget på selekterede (udvalgte) patientgrupper.

Incidensen, dvs. antallet af nye tilfælde indenfor en given periode (typisk ét år), varierer meget fra område til område. Lokale og nationale forhold som befolkningstæthed, urbaniseringsgrad, trafikforhold, hastighedsbegrænsninger o.lign. er yderst forskellige og gør det vanskeligt at sammenligne incidensen fra ét område til et andet.

Incidenstallene bygger enten på en rutinemæssig statistik eller baseres på specifik undersøgelse eller udredning.

Den rutinemæssige registrering kan fx være en politimæssig registrering af personskader, en registrering foretaget af forsikringsselskaber i forbindelse med erstatningssager eller af sygehusvæsenet, fx på skadestuer. Disse registreringer har et rent statistisk formål og indeholder ofte kun summariske informationer. Således er årsagsfaktorer til whiplash-associerede symptomer, evt. sygelige tilstande før ulykken, symptombeskrivelse, behandling og efterbehandling sjældent oplyst.

Whiplash-problemfeltet kan i princippet belyses ud fra to niveauer:

  1. whiplash-mekanismen, dvs. hvor mange personer med følger efter et whiplash, kan man forvente ud fra statistiske oplysninger (risikopopulationen)
  2. whiplash -relaterede symptomer, dvs hvor mange der fortæller, at de har symptomer efter et whiplash, eller hvis symptomer af en læge findes relaterede til whiplash-mekanismen.

Forekomsten af længerevarende symptomer og følgevirkninger beskrives i næste kapitel, Prognose og risikoindikatorer.

Whiplash-mekanismen

Hvor mange personer bliver hvert år udsat for accelerations/decelerationspåvirkning af hoved og nakke?

Der er mindst 3 grunde til, at det er vanskeligt at få et sandt billede af hvor mange, der udsættes for whiplash-mekanismen:

  1. Der foreligger ingen fuldstændig opgørelse over antallet af påkørsler i trafikken. Kun påkørsler, der politianmeldes eller giver anledning til erstatningskrav, registreres
  2. Ikke alle påkørsler kan forventes at udløse whiplash-mekanismen hos fører eller passagerer
  3. Whiplash-mekanismen kan utvivlsomt udløses af andre ikke-påkørselsrelaterede accelerations/decelerationspåvirkninger af kroppen.

Et præcist tal kendes således ikke. De foreliggende tal tager udgangspunkt i de eksisterende politi-registrerede oplysninger om trafikulykker i Danmark (20).

I 1998 blev der i hele landet anmeldt 4742 personskader til politiet efter personbilsulykker, heraf 1078 opstået ved påkørsler bagfra. Ikke alle ulykker, der resulterer i personskade, bliver dog anmeldt til politiet, og flere undersøgelser har vist, at politiets registreringer kun dækker omkring en tredjedel af de personer, der får skader efter sådanne ulykker (21,22). Dækningsgraden angiver andelen af det samlede antal personskader, der er registreret af politiet. En undersøgelse fra Odense UlykkesAnalyseGruppe (22) viser fra 1998 en gennemsnitlig dækningsgrad for personbilsulykker på 28%.

Hvis det forudsættes, at politiets registrering af påkørsler i hele Danmark dækker ca. 30% af alle personskader efter en personbilsulykke, må det antages, at ca. 16.000 personer hvert år får følger efter personbilsulykker, som resulterer i kontakt med en skadestue. Blandt de politiregistrerede tilskadekomne finder man en overvægt af de 10-24-årige og en ligelig kønsfordeling.

Det må bemærkes, at de statistiske oplysninger er behæftede med stor usikkerhed, og de giver ingen direkte information om antallet af personer, der udsættes for whiplash-mekanismen.

Symptomer

En opgørelse fra Odense Universitetshospitals skadestue for året 1996 (23) giver detaljerede oplysninger om nakkesmerter efter et whiplash.

Undersøgelsen, der er retrospektiv (bagudrettet), omfatter alle, der i 1996 var involveret i færdselsuheld i bil og blev behandlet på skadestuen, i alt 654 personer. 508 personer (81%) besvarede et udsendt spørgeskema, og ca. 49% heraf angav, at de havde haft problemer med nakkesmerter som følge af uheldet. Undersøgelsen konkluderede, at:

Denne opgørelse blev sammenlignet med data fra andre skadestuer i landet, og man fandt, at kontakthyppigheden til skadestuen i Odense kunne generaliseres til resten af landet.

Hvis man antager, at indbyggerne i resten af Danmark anvender deres lokale skadestue på samme måde (besøgshyppigheder) som i Odense, må man formode, at ca. 5-6000 personer pr. år er involveret i trafikuheld i bil og herefter bliver behandlet på skadestue, hvor de oplyser, at de har nakkesmerter som følge af uheldet. Heraf vil omkring 1200 personer have nakkesmerter i mere end 6 måneder. Til disse tal skal lægges et ukendt antal personer, der har nakkesmerter efter et accelerations/decelerationstraume af anden årsag samt et ukendt antal personer, der henvender sig til andre læger eller behandlere eller slet ikke kontakter en behandler.

Udenlandske undersøgelser viser varierende forekomst af nakkesmerter efter et whiplash:

Udviklingen gennem de senere år

Påkørsel mellem to biler er hovedårsagen til helbredsfølger efter whiplash.

Ifølge Danmarks Statistiks registrering af ulykker i trafikken: “Færdselsuheld 1998” (20) har der i perioden 1984-1998 været et fald både i antallet af ulykker med personbil – skadeuheld, og i antallet af personskader, for personskaders vedkommende et fald på 22%. Halvdelen af alle personskader var relateret til ulykker, hvor personbiler var involveret.

Ifølge skadestueoplysninger fra Odense fra 1998 (22) er påkørsler bagfra skyld i 35% af alle trafikulykker med personskade. I alt 421 (230 pr. 100.000 indbyggere) personer kom til skade i sådanne ulykker i 1998. I 1990 var dette tal 276 (160 pr. 100.000 indbyggere), dvs en stigning i denne periode på 32 %. Der var dog ingen ændring i andelen af de letteste skader, som i perioden udgjorde omkring 75% af alle trafikskaderne.

Denne stigning i personskader registreret på skadestue er således ikke samstemmende med de af politiet registrerede personskader. Hvis oplysningerne fra Odense kan generaliseres til resten af landet, er det tegn på at dækningsgraden af politiets registrering generelt er faldende. Det er også muligt, at skadestuerne registrerer flere lettere skader.

Vi har ikke data, der belyser de seneste års ændringer i antallet af personer med nakkesmerter, der søger erstatning/pension efter personbilsulykker. Vi har ej heller data, der belyser sammenhængen mellem antallet af personbilsulykker og nakkesmerter.

Enkelte tal fra udlandet belyser udviklingen:

Delresumé

Whiplash-mekanismen (potentielle whiplash-skader) i Danmark:





Prognose og risikoindikatorer

I litteraturen angives, at mellem 0-80% får kroniske symptomer efter et whiplash. Den betydelige forskel i angivelsen af længerevarende følger efter et whiplash hænger dels sammen med forskelle i udvælgelsen af personer, dels med at de symptomer, der beskrives, er yderst almindeligt forekommende i befolkningen. Det er derfor både vanskeligt at sandsynliggøre, om et givet symptom er udløst af et accelerations-/decelerationstraume, og det er også behæftet med stor usikkerhed at angive risikoindikatorer.

I undersøgelserne er smerter i nakken det gennemgående symptom, og det følgende er en summarisk gennemgang af en række follow-up undersøgelser, hvor andelen af personer med nakkesmerter (tolket som udløst af et whiplash) er angivet fra 0 til 74%:

Også i oversigtsarbejder er der store variationer i procentangivelserne:

Den oven for nævnte danske undersøgelse fra 1996 (23) viste, at 25% af de personer, der henvender sig på skadestue med nakkesmerter efter en påkørsel, fortsat har nakkesmerter efter 25 uger.

En større undersøgelse af de længerevarende konsekvenser efter et whiplash er foretaget i Sverige, hvor man i 1984 opgjorde alle anmeldelser (i alt 16.000) til forsikringsselskaber (37). Man fandt, at ca. 10% af anmeldelserne førte til en invaliditet på mindst 1% og ca. 5% til invaliditet på mindst 10%. Det fremgår dog ikke nærmere hvad der forstås ved invaliditet.

Fra Danmark kendes ikke fordelingen af de grupper af whiplash-patienter, der henholdsvis tager på skadestuen, til egen læge, anmelder skaden til et forsikringsselskab eller ulykken til politiet eller undlader at reagere og blot afventer at symptomerne forsvinder.

Hvis man tager udgangspunkt i samtlige personer, der har nakkesmerter efter et whiplash (anmeldte og ikke anmeldte), må man formode, at kun få procent har længerevarende symptomer.

Risikoindikatorer for længerevarende symptomer efter et whiplash er søgt udredt i flere studier:

Der er meget sporadiske oplysninger om de sociale konsekvenser efter whiplash.

Delresumé:





Behandling

Kliniske undersøgelser har ikke vist tegn på specifikke læsioner af vævsstrukturer, hvorfor en målrettet behandling hidtil har været vanskelig at opstille. Da symptomerne desuden er subjektive og ukarakteristiske, og patienter herudover erfaringsmæssigt responderer meget forskelligt på fysikalsk behandling, må kontrollerede og blindede undersøgelser fortolkes med stor forsigtighed.

I to metaanalyser af konservativ behandling af nakkesmerter indgår kun få studier over behandlingen af whiplashfølger (40, 41). Hovedkonklusionen på disse undersøgelser er, at behandlingen af nakkesmerter ikke er undersøgt tilstrækkeligt detaljeret til, at man kan vurdere behandlingseffekten.

Der foreligger ganske få kontrollerede undersøgelser af behandlingen af whiplash følger. Den hidtil bedste oversigt er fortsat konsensusrapporten fra Quebec fra 1995 (3). En af de vigtige konklusioner i rapporten er, at den overordnede behandlingsstrategi (ved lokale symptomer uden tegn på nervekompression) bør tage udgangspunkt i, at der foreligger en distorsion (forstuvning) af cervicalcolumna, at tidlig aktivering og mobilisering må anbefales, mens tiltag som er immobiliserende, bl.a. halskrave, ikke synes at have nogen gunstig effekt på forløbet.

En detaljeret gennemgang af specifikke behandlingstiltag fremgår af en oversigtsartikel i Månedsskrift for Praktisk Lægegerning (42).

En “fornuftig dansk behandlingsstrategi” foreslås af Jordan (43). Strategien bygger på grundig udredning: klinisk undersøgelse, evt. røntgen, rådgivning om prognosen suppleret med is og/eller NSAID i første uge efter traumet, manuel behandling og let træning i anden uge samt proprioceptiv træning/styrketræning suppleret med manipulation i uge 4.

I det følgende refereres et udvalg af de seneste års undersøgelser af behandlingsstrategier:

(Mayou, leder i British Medical Journal 1997(46):

“…the perpetuation of unexplained somatic symptoms is best understood in terms of an interaction between physiological processes, psychological factors, and social context.

The first step is acknowledging the reality of the patient's problem. The second is systematically identifying and listing the principal factors that perpetuate illness, including disordered physiology, misinterpretation of associated bodily sensations, abnormalities of mood, unhelpful coping behaviour, and social stressors. The third step is making a management plan that targets the most important of these factors for each patient.”

Delresumé:





Forskningsbehov

Besvarelse af følgende spørgsmål kan være med til at kortlægge og afgrænse problemfeltet ”whiplash”:

Er længerevarende nakkesmerter efter påkørsler i trafikken et voksende problem?

Hvilke behandlingstiltag kan bedst afhjælpe de akutte og længerevarende følger efter et whiplash?

Hvordan kan længerevarende symptomer efter en påkørsel og accelerations/decelerationstraume forebygges?





Resumé





Konklusion





Litteratur

  1. Wulff HR. Rationel Klinik, Grundlaget for diagnostiske og terapeutiske beslutninger; Munksgaard 1994.
  2. Malterud K et al. Fra risikojakt til ressursmobilisering. Nord Med;8:288-91.
  3. Spitzer WO et al. Scientific monograph of the Quebec Task Force on whiplash -associated disorders: Redefining “Whiplash” and it's management. Spine 1995; suppl 20 (8S).
  4. Pettersson K et al. Disc Pathology After Whiplash Injury. Spine 1997;22:283-88.
  5. Karlsborg M et al. A prospective study of 39 patients with whiplash injury. Acta Neurol Scand 1997;95:65-72.
  6. Jónsson H et al. Findings and Outcome in Whiplash-Type Neck Distortions. Spine 1994;19:2733-43.
  7. Matsumoto M et al. Cervical curvature in acute whiplash injuries: prospective comparative study with asymptomatic subjects. Injury 1998;29:775-78.
  8. Gimse R et al. Disturbed Eye Movements after Whiplash Due to Injuries to the Posture Control System. J Clin Exper Neuropsyc 1996;18:178-86.
  9. Tjell C et al. Smooth Persuit Neck Torsion Test: A Specific Test for Cervical Dizziness. Am J Otol 1998;19:76-81.
  10. Radanov BP et al. Impaired Cognitive Functioning After Whiplash Injury of the Cervical Spine. Spine 1996;3:392-97.
  11. Radanov BP et al. Relation between neuropsychological and neuroimaging findings in patients with late whiplash syndrome. J Neurol Neurosurg Psychiatry 1999;66:485-89.
  12. Taylor AE et al. Persistent Neuropsychological Deficits Following Whiplash: Evidence for Chronic Mild Traumatic Brain Injury? Arch Phys Med Rehabil 1996;77:529-35.
  13. Barnsley L et al. Whiplash Injury. Pain 1994;58:283-307.
  14. Drottning M et al. Acute emotional response to common whiplash predicts subsequent pain complaints. Nord J Psychiatry 1995;49:293-99.
  15. Smed A. Cognitive function and distress after common whiplash injury. Acta Neurol Scand 1997;95:73-80.
  16. Olsson I et al. Psychological and behavioral risk factors for whiplash associated disorders. Abstract. Nordisk Trafikmedicinsk Kongres 1996.
  17. Schmand B et al. Cognitive complaints in patients after whiplash injury: the impact of malingering. J Neurol Neurosurg Psychiatry 1998;64:339-43.
  18. Elklit A. Følger efter whiplash. Psykologisk Institut, Århus Universitet 1999.
  19. Stovner LJ. The Nosologic Status of the Whiplash Syndrome: A Critical Review Based on a Methodological Approach. Spine 1996;23:2735-46.
  20. Danmarks Statistik. Færdselsuheld 1998. Danmarks Statistik, København 2000, (i trykken).
  21. Nordentoft EL et al. Færdselsulykkesstatistikken dækningsgrad. Ugeskr Læger 1989;151:2808-11.
  22. UlykkesAnalyseGruppen. Ulykker 1998, red. Larsen LB et al; Odense 1999.
  23. Larsen LB et al. Længerevarende nakkesmerter efter færdselsuheld i bil. Ugeskr læger 2000;162:178 –81.
  24. Brinck B et al. Muskel- og skeletsygdom i Danmark. Forekomst og sygdomsadfærd. DIKE 1995.
  25. Ferguson RJ et al. Cognitive-Behavioral Treatment of Postconcusion Syndrome; in Sourcebook of Psychological Treatment Manuals for Adult Disorders, eds. Hasselt VBV and Hersen M. Plenum Press New York 1996.
  26. Marchall PD et al. The perceived relationship between neck symptoms and precedent injury. Injury 1995;26:17-19.
  27. Gerdle B et al. Vårdprogram för pistsnärtsrelaterade tilstånd. Läkartidningen 1998,95:3319-25.
  28. Radanov BP et al. Long-Term Outcome after Whiplash Injury. A 2-Year Follow-Up Considering Features of Injury Mechanism and Somatic, Radiologic, and Psychosocial Findings. Medicine 1995;74:281-97.
  29. Tryg-Baltica. Fakta om piskesmæld i PensionsNyt 1996;12:12-14.
  30. Arendt T. Usynlig fjende i fremmarch. Berlingske Tidende 1996, 24. oktober: 4-5.
  31. Thomas J. Road traffic events before and after seatbelt legislation. J R Soc Med 1990;83:79-81.
  32. Obelieniene D et al. Pain after whiplash: a prospective controlled inception cohort study. J Neurol Neurosurg Psychiatry 1999;66:279-83
  33. Norris SH et al. The Prognosis Of Neck Injuries Resulting From Rear-End Vehicle Collisions. J Bone Joint Surg 1983;65-B:608-11.
  34. Gargan MG et al. Long-Term Prognosis Of Soft-Tissue Injuries Of The Neck. J Bone Joint Surg 1990;72-B:901-3.
  35. Gerdle B red et al. Vårdprogram för whiplashrelaterade besvär. Arbetsgruppen Linköbing 1998.
  36. Freeman MD et al. “Whiplash Associated Disorders: Redefining Whiplash and Its Management” by the Quebec Task Force. A Critical Evaluation. Spine 1998;23:1043-49.
  37. Nygren Å. Injuries to car occupants: Some aspects of the interior safety of cars. Acta Oto Laryngol 1984; (Supplement 395):1-164.
  38. Dyhr L. Whiplash, Rapport fra whiplash-temaeftermiddag 11.12.1995. Århus Amt 1995.
  39. Bylund PO et al. Sick leave and disability pension among passenger car occupants injured in urban traffic. Spine 1998;23:1023-28.
  40. Aker PD et al Conservative management of mechanical neck pain: systematic overview and meta-analysis. Br Med J 1996;313:1291-96.
  41. Gross AR et al. Physical medicine modalities for mechanical neck disorders (Cochrane Review). In: The Cochrane Library, Issue 4, 1999. Oxford: Update Software.
  42. Mortensen JZ et al. Piskesmæld - whiplash. Månedsskr Prakt Lægegern 1998;76:255-62.
  43. Jordan A. Whiplash, vanskeligt at håndtere, svært at behandle. Novartis Info 1998;2:20-23.
  44. Borgrevinck GE et al. Acute Treatment of Whiplash Neck Sprain Injuries. Spine 1998;1:25-31.
  45. Provinciali L et al. Multimodal Treatment To Prevent The Late Whiplash Syndrome. Scand J Rehab Med 1996;28:105-11.
  46. Mayou R et al. Treatment of medically unexplained physical symptoms. Br Med J 1997;315:561.