[Forside] – [Indhold] – [Bund] – [Forrige afsnit] – [Næste afsnit]

 

Lidt historie

De naturligt forekommende opioider er morfin og kodein. Stofferne udvindes af saften fra opiumvalmuens frøkapsel. Den ubehandlede plantesaft, også kaldet råopium, har været brugt som medicin tilbage i det gamle Ægypten. De tidligste beskrivelser af opiums virkninger stammer fra år 300 f.Kr., hvor præparatet blev brugt i behandlingen af diarré og som sovemiddel.

Omkring år 1800 blev opium brugt som betalingsmiddel på en raffineret, men uetisk måde. Datidens engelske handelsfolk var nemlig meget interesseret i at købe porcelæn og silke i Kina. Problemet var blot, at kineserne ikke ville bytte disse dyrebare varer for det, englænderne kunne tilbyde. For nu at få handlen i gang delte englænderne opium ud til den kinesiske befolkning i havnebyerne. De blev hurtigt psykisk afhængige af stoffet, og derefter var der ingen problemer med at få porcelæn og silke. De opiumafhængige kinesere var nemlig villige til at bytte, hvad det skulle være, blot de fik deres opiumstrang tilfredsstillet. Den kinesiske regering forsøgte at stoppe handlen ved at konfiskere englændernes opiumslagre. Dette endte i det vi i dag kalder opiumskrigen mellem England og Kina. De britiske styrker nedkæmpede brutalt al kinesisk modstand. Resultatet blev, at Kina måtte betale en anseelig skadeserstatning til englænderne, som bl.a. omfattede afgivelsen af øen Hongkong.

 

Blod-hjerne barrieren Blodkarrene i CNS er konstrueret anderledes end i resten af kroppen. De er nemlig omgivet af en ekstra, meget tæt membran. Denne vanskeliggør transporten af en lang række stoffer fra blodet og ind i CNS. Dermed er membranen med til at sikre en konstant sammensætning af det kemiske miljø i hjernen. Den side af membranen, der vender ind mod CNS, er tillige dækket af støtteceller også kaldet gliaceller (glia = kit på græsk). I hele CNS er det gliacellerne, som holder neuronernes axoner og dendritter på plads. Blod-hjerne barrieren består således af et normalt blodkar, omgivet af den tætte membran og udenpå igen gliacellerne. Blod-hjerne barrierens konstruktion har til formål at udvælge de stoffer, der skal have lov til at komme ind i CNS. Generelt kan barrieren kun vanskeligt passeres af vandopløselige stoffer og salte, hvorimod fedtopløselige stoffer lettere kommer gennem membranen. Næringsstoffer f.eks. glukose og proteiner, kan kun passere membranen v.h.a. specielle transportmekanismer.

Opioidernes kemiske egenskaber

Udover de naturligt forekommende opioider – morfin og kodein – findes der en lang række syntetiske stoffer i familien af opioider. Her er de mest kendte præparater heroin, ketogan og metadon.

Fælles for alle opioider er, at de har en god fedtopløselighed, og desuden er relativet små molekyler. De optages derfor let og fuldstændigt fra mave-tarmkanalen. Ligesom de hurtigt passerer over blod-hjerne barrieren. Når man spiser opioiderne, er biotilgængeligheden lille. Herved forstås, at den brøkdel af det aktive stof, der når frem til sit bestemmelsessted, er lille. For heroins vedkommende er den lave biotilgængelighed en medvirkende årsag til, at narkomanerne helst vil injicere eller ryge deres heroin.

 

 

Fig. 7.1.

De vigtigste opioiders molekylstruktur.

 

Som det fremgår af fig. 7.1. er forskellen mellem heroin og morfin to acetylgrupper. Rent kemisk får det den betydning, at heroin bliver mere fedtopløseligt end morfin, og dermed passerer det hurtigere over blod-hjerne barrieren. Det uheldige er bare, at heroin har en dårlig affinitet til de opioide receptorer. Når stoffet alligevel er tre gange mere potent end morfin, er det fordi heroinet i CNS hurtigt omdannes til 6-acetylmorfin. Denne type morfin har til gengæld en god receptoraffinitet og dermed en god opioidvirkning.

Populært sagt er det mængden af receptor-aktiveringer pr. tidsenhed, der er bestemmende for, hvor kraftigt et stof virker. Da heroin kan nå frem og aktivere flere opioidreceptorer end morfin pr. tidsenhed, bliver resultatet, at heroin giver en kraftigere virkning end morfin. Heroin er derfor mere potent end morfin.

Det gælder desuden, at den psykiske afhængighed etableres hurtigere jo mere potent et stof er. Heroin er dermed mere afhængighedsskabende end morfin.

Metaboliseringen af opioiderne finder langt overvejende sted i leveren. Hvis stofferne spises, vil en betydelig del blive nedbrudt i mave-tarmkanalens slimhinde og ved første passage gemmen leveren. Dette er forklaringen på den lave biotilgængelighed, når stofferne spises.

Ved metaboliseringen er slutproduktet en konjugering med glucuronidsyre, der gør stofferne vandopløselige, så de kan udskilles i urinen (Fordelingsvolumen).

 

 

Fig. 7.2.

Blod-hjerne barrierens anatomiske opbygning.

 

Stoffer, der binder sig til opioidreceptorerne

Opioid-receptorer er i deres grundkonstruktion en syv-helix-receptor. Man har i dag kendskab til tre undertyper, der betegnes med my (m), delta (d) og kappa (k). Den vigtigste, og samtidig den hyppigst forekommende i CNS, er k-receptoren. Specielt i det limbiske system findes opioid-receptorerne i høj koncentration, men derudover er de jævnt udbredt i hele den grå substans.

Nyere forskning har vist, at m- og d-receptorerne har en stimulerende effekt på det postsynaptiske neuron, mens k-receptorer har en hæmmende effekt. Betydningen af dette er ikke helt klar. Enkelte undersøgelser peger på, at især k-receptorerne har en vigtig funktion ved smertelindring.

Opioiderne giver ligesom de andre rusmidler psykisk afhængighed, fordi de aktiverer belønningssystemet. Det er de dopamindannende baner fra VTA til nucleus accumbens, der aktiveres, hvilket sker gennem en indirekte påvirkning.

De opioide neuroner i det limbiske system har en hæmmende virkning på GABA-neuroner. Tidligere har vi gennemgået, hvordan GABA-neuronerne har en hæmmende effekt på de dopamindannende neuroner. Når de opioide neuroner forhindrer GABA-neuronerne i at hæmme de dopamindannende neuroner, bliver resultatet en øget udskillelse af dopamin. Umiddelbart kan det være svært at forstå, men princippet er det enkle, at minus gange minus giver plus. Slutresultatet bliver derfor, at de dopamindannende neuroner i VTA udløser en overstimulation af neuronerne i nucleus accumbens.

I 1975 lykkedes det for første gang at isolere en ligand, der var i stand til at aktivere de opioide receptorer. Til alles forbavselse var der tale om et peptid d.v.s. et protein bestående af fem aminosyrer. Senere forskning skulle vise, at organismen ikke producerer én, men derimod mange forskellige ligander, der kan aktivere de opioide receptorer. I dag inddeles disse opioide ligander i tre hovedgrupper: endorfiner, enkefaliner og dynorfiner.

Det er lidt af en gåde, hvilken effekt endorfinerne har i organismen. Nogen afgørende betydning kan stofferne ikke have. For hvis man indgiver en antagonist som naltrexon, der blokerer de opioide receptorer, sker der ikke noget. Egentlig skulle man forvente, at naltrexon skulle øge personens oplevelse af smerte ved at forhindre endorfinernes virkning. Men det sker ikke. Personer, der er i behandling med naltrexon, klager ikke over ændret smerteoplevelse eller for den sags skyld andre bivirkninger.

Konklusionen bliver at endorfinerne og de andre opioide ligander må have en begrænset betydning i organismen.

 

 

Fig. 7.3.

De dopamin-dannende neuroner i VTA hæmmes i deres aktivitet af GABA-neuroner. Hvis GABA neuronet hæmmes af opioider, vil hæmningen på dopaminneuronet falde bort. Dopamin-neuronets hvilemembranpotentiale ændres i positiv retning, og dermed vil et aktionspotentiale lettere blive udløst.

 

Opioid-receptorens a- og antagonister

De opioider, der kan binde sig til opioidreceptorerne, kan inddeles i tre grupper, der betegnes agonister, partielle agonister og antagonister.

Agonisterne er kendetegnet ved, at de alle udløser samme fysiologiske reaktion, når de binder sig til de opioide receptorer. Desuden har de forskellige agonister stort set samme affinitet til receptoren. Ved affinitet forstås den kemiske tiltrækningskraft mellem agonist og receptor. Eller – sagt på en anden måde – hvis en narkoman om morgenen har fået metadon og derefter om aftenen indtager heroin, vil de to stoffer stå lige i konkurrencen om at binde sig til en ledig opioid receptor. Narkomanen kan derfor have et sidemisbrug af andre agonister f.eks. heroin eller ketogan under metadonbehandling.

Agonisterne adskiller sig fra hinanden i deres fedtopløselighed og halveringstid. Metadon har f.eks. en meget lang halveringstid, og dermed behøver narkomanen kun at indtage stoffet én gang i døgnet for at undgå fysiske abstinenser. Dette er grunden til, at man har valgt metadon til behandling af stofmisbrugere. Heroin derimod har en kortere halveringstid og skal derfor indtages 3 – 5 gange i døgnet.

Endelig har ketogan, der er en syntetisk opioid agonist, høj fedtopløselighed. Stoffet trænger således hurtigt ind i hjernen og fremkalder en kraftig rusvirkning. Er en person derfor i behandling med metadon, kan vedkommende godt opleve en effekt ved samtidig at tage ketogan. Det kan derfor ikke undre, at ketogan er efterspurgt på det illegale marked.

Indtil videre har vi kun beskæftiget os med agonister og antagonister. En tredje type, kaldet partielle agonister, er altså delvist agonister og delvist antagonister.

De partielle agonister binder sig til den opioide receptor og fremkalder ligesom agonisterne de føromtalte fysiologiske virkninger. Det specielle ved de partielle agonister er derimod, at de har en meget høj affinitet til receptoren. Er der derfor konkurrence mellem en partiel agonist og en agonist om en ledig receptorplads, så vil den partielle agonist altid løbe af med sejren. Den kemiske tiltrækningskraft mellem receptoren og den partielle agonist er nemlig så stor, at de almindelige agonister ikke får en chance. Dermed kommer de partielle agonister til at virke som antagonister over for de normale agonister. Stofferne er således både agonister og antagonister.

 

Opioider
Agonister	Partielle agonister	Antagonister
Morfin Kodein Heroin Metadon Ketogan	Buprenorphin	Nalone Naltrexon

 

Tabel 7.1.

Stoffer der kemisk kan binde sig til opioid-receptorerne.

 

Dette kan udnyttes i praksis, idet den partielle agonist buprenorphin (tabel 7.1) bruges i behandlingen af narkomaner. Tænker vi os f.eks., at en narkoman er i buprenorphin behandling, så vil personen ikke få fysiske abstinenser p.g.a. buprenorphinets agonistiske effekt. Er den daglige dosis samtidig så stor, at der findes mere end et molekyle buprenorphin pr. opioid-receptor, da vil samtidig indtagelse af heroin ikke have nogen effekt. Dette kan forklares sådan, at hver gang et heroinmolekyle nærmer sig en ledig receptor, vil der altid være et buprenorphin molekyle, der snupper pladsen. En narkoman i behandling med buprenorphin vil således ikke opleve nogen effekt af et sidemisbrug med heroin eller andre agonister.

De partielle agonister kan ikke fremkalde en lige så kraftig fysiologisk effekt som agonisterne. Man mener, dette skyldes stoffets høje affinitet. Man skal her forstille sig, at aktiveringen af neuronet kun sker i det øjeblik, den partielle agonist kobler sig til receptoren. Er der således tale om høj affinitet, vil stoffet ikke blot have let ved at koble sig til receptoren, men også blive hængende i lang tid. Den stærke kemiske tiltrækningskraft mellem receptor og stof vil således forhindre, at en ny sammenkobling, og dermed en ny aktivering af cellen, kan finde sted. Høj affinitet betyder derfor færre stimulationer af neuronet pr. tidsenhed. Resultatet bliver mindre virkning. Erfaringerne viser, at selv ved indtagelse af meget store doser buprenorphin dør man ikke.

Sammenfattende kan det siges, at de partielle agonister selv har en agonistisk virkning på receptoren, samtidig med at de virker antagonistisk over for andre agonister.

Det, der kendetegner antagonisterne er, at de har affinitet til opioid-receptorerne, samtidig med at de ikke fremkalder nogen fysiologisk virkning. Receptorerne bliver således blokeret, når man indtager antagonister, som f.eks. nalone. Narkomanen, der har taget for meget heroin og derfor er ved at dø af en overdosis, kan behandles med nalone. Indsprøjter man præparatet i en vene, vil nalonen p.g.a. den høje affinitet gå ind og overtage opioid-receptorpladserne fra heroinet. Resultatet bliver, at narkomanen vågner op i løbet af få minutter, og da heroinet ikke længere har nogen effekt, får personen i løbet af få minutter fysiske abstinenser.

Naltrexon har i modsætning til nalone en halveringstid på op mod 17 timer. Dette udnyttes i behandlingen af stofmisbrugere, der er kommet ud af deres misbrug. Ved indtagelse af 50 mg naltrexon i døgnet vil alle opioid-receptorerne blive blokeret, og dermed er der ingen effekt af samtidig indtagelse af heroin eller andre agonister. Det har vist sig, at kun personer der er meget motiverede, har gavn af denne behandling. Det gælder f.eks. sundhedspersonale, hvor opioidmisbrug optræder hyppigere end i befolkningen som helhed. Årsagen hertil er den lette adgang sundhedspersonale har til morfin, ketogan og lignende.

De generelle betragtninger om, hvordan opioiderne virker på de opioide receptorer gælder også for andre typer af receptorer. I dette tilfælde har vi taget udgangspunkt i opioid-systemet, fordi det er her, vores viden er størst. Men de samme ræsonnementer kunne gennemføres for hash-receptorerne, blot er vores viden om hash-antagonisterne begrænset, og man har til dato ikke fundet en partiel hash-agonist.

 

 

Fig. 7.4.

Forsøgsbur set ovenfra til undersøgelse af, hvor præcist rotter kan skelne et rusmiddel fra et andet. Den del af gulvet, som udgøres af metaltremmer, er elekrisk. Døren til højre er åben.

 

Rusmidlerne virker forskelligt

I en særlig type forsøg har det været muligt at påvise, hvordan dyr er i stand til meget præcist at skelne et rusmiddel fra et andet. Disse forsøg kaldes for diskrimineringsforsøg og skal gennemgås her.

I et bur, indrettet som vist på fig. 7.4., kan der sættes en svag strøm til den del af gulvet, som udgøres af metaltremmer. Når dyret befinder sig her, udsættes det for præcis så meget strøm, at det er ubehageligt, men ikke farligt. Til højre og venstre for midten er der døre til de dele af buret, hvor gulvet ikke er elektrisk. Når en rotte placeres i buret som vist på figuren, kan den p.g.a. væggene ikke se, om dørene er åbne eller lukkede.

Forsøget begynder med, at man i bughulen på rotten indsprøjter lidt saltvand også kaldet placebo. Herved forstås et stof, som ikke har nogen virkning på dyret. Efter en halv time placerer man rotten i buret som vist på figuren. Den vil nu løbe rundt og lede efter en måde, hvorpå den kan komme væk fra det elektriske gulv. Ved en tilfældighed vil rotten opdage, at gulvet på den anden side af den åbentstående dør ikke er elektrisk. Proceduren gentages dagligt gennem nogen tid, og til sidst har rotten lært lektien, nemlig at løbe til højre for at komme væk fra det, der er ubehageligt.

Herefter går man over til at indsprøjte en lille dosis hash i stedet for placebo. Når stoffet virker – altså er kommet op til hjernen – efter en halv time, sætter man dyret ned i buret. Til forskel fra før er den højre dør nu lukket, hvorimod den venstre er åben. Rotten vil løbe til højre, som den plejer, men bliver forvirret, når den opdager, at døren er lukket. Noget frustreret vil den løbe rundt i buret, indtil den opdager, at den venstre dør står åben, gennem hvilken den dermed kan slippe væk fra det elektriske gulv. I de følgende dage får rotten en indsprøjtning enten med hash eller med placebo. Ved indgift af hash står den venstre dør åben, mens det er den højre, når der indsprøjtes placebo. Efter nogen tid har rotten lært, at når den oplever hashrusen, skal den løbe til venstre, og til højre, når den ikke kan mærke noget.

Hvis begge døre nu åbnes, fortsætter rotten med at følge mønstret som ovenfor beskrevet. Den har så at sige lært at skelne hash fra placebo. Men ikke nok med det, rotten vil også løbe til højre, når vi indsprøjter ethvert andet rusmiddel. Egentlig skulle man forvente, at når rotten følte sig påvirket af det ene eller andet rusmiddel, så ville den vælge den venstre dør, men dette er ikke tilfældet. Kun den påvirkning, som hash giver, vil få rotten til at løbe gennem den venstre dør.

Gentager vi forsøget som ovenfor beskrevet, men bruger heroin i stedet for hash, vil rotten blive oplært til at løbe gennem den venstre dør, når den mærker heroinrusen. Ved indgift af andre rusmidler vil den bruge den højre dør, men ikke i alle tilfælde. Indsprøjter vi nemlig morfin i en heroinafhængig rotte, ville den løbe til venstre. Vi kan altså konkludere, at rotten ikke er i stand til at mærke forskel på, om det er heroin eller morfin, den er blevet påvirket af. De to stoffer må derfor antages at give den samme rusoplevelse og dermed virke de samme steder i hjernen. Dette har andre forsøg også dokumenteret, at stofferne gør.

Tager vi igen udgangspunkt i den heroinafhængige rotte, har det kunnet vises, at antagonisterne er i stand til ophæve virkningen af heroin. Indsprøjter vi en antagonist og venter indtil den virker, løber rotten gennem den højre dør, selv om den forinden har fået heroin. Dyret er altså ikke i stand til at mærke heroinrusen.

Disse forsøg er gennem tiden blevet brugt til at teste virkningen af nyopdagede stoffer. F.eks. foregår der for tiden omfattende dyreforsøg med et stof, der ophæver THC's rusvirkning.

Vi har i det foregående vist, at rusmidlerne påvirker belønningssystemet, der har afgørende betydning for udviklingen af psykisk afhængighed. Udover dette fællestræk virker de enkelte rusmidler også andre steder i hjernen. Resultatet bliver, at forskellige rusmidler giver forskellige rusoplevelser, f.eks. opleves en nikotinrus forskelligt fra en alkoholrus.

 

 

Fig. 7.5.

Skematisk fremstilling af smertebanerne. Opioidneuroner på forskellige niveauer i CNS kan hæmme smerteimpulserne , så de ikke når til bevidstheden.

 

Opioiderens fysiologiske virkninger

Det, de fleste forbinder med opioider, er narkomani og god smertestillende effekt. Mange har i forbindelse med indlæggelse på hospital fået disse stoffer som led i smertebehandling.

Smerte defineres som en ubehagelig sensorisk og emotionel (følelsesmæssig) psykisk oplevelse, der optræder i sammenhæng med en vævsskade eller truende vævsskade.

Der indgår således to komponenter i smerteoplevelsen, nemlig den sensoriske og den psykiske.

I hud, slimhinder og indre organer findes sensoriske nerver, der transmitterer smerteimpulser (nociceptive impulser) fra kroppen til CNS. Når der f.eks. opstår en vævsskade ude i huden, vil der fra det beskadigede område blive sendt impulser til rygmarven gennem smertenerver. se fig. 7.5. I rygmarven afgiver dette første neuron et transmitterstof kaldet substans P, som aktiverer et intermediært neuron. Dette neuron, hvis axon er meget kort, danner bindeled til det andet neuron i nervebanen, som sender nerveimpulsen fra rygmarven op til thalamus i storhjernen. Her danner det andet neuron synapse med det tredje neuron, hvis axon overfører smertesignalet til den del af cortex som registrerer smerte.

Den smertelindrende virkning af opioider finder sted på flere niveauer, bl.a. i rygmarven og i thalamus. Her findes naturligt smertedæmpende neuroner, der betjener sig af transmitterstoffet endorfin. Opioiderne virker som agonister på endorfinernes receptorer. I denne sammenhæng vil en mere omfattende gennemgang af, hvad der sker, føre for vidt. Blot skal vi konstatere at opioiderne hæmmer udskillelsen af transmitterstof, dels mellem første neuron og det intermediære neuron i rygmarven, dels mellem andet og tredje neuron i thalamus. Måden hvorpå denne hæmning finder sted fremgår af fig. 7.6.

 

 

Fig. 7.6.

Når smertehæmmende neuroner afgiver endorfin hæmmes impulserne i smertebanerne.

 

Den euforiske virkning, som opioider fremkalder, er karakteriseret ved en stærk oplevelse af velvære, tilfredshed, ligegyldighed og angstdæmpning. Det er frem for alt denne psykiske tilstand, opioidmisbrugere efterstræber, og derfor indtager de stoffet igen og igen. Med tiden skifter euforien karakter og bliver mindre intens, samtidig med at der udvikles tolerans. Dette fører til et stigende forbrug af rusmidlet. På dette stadium indtager misbrugeren stoffet af flere forskellige grunde. Dels for at opretholde en tilstand af velvære, dels for at undgå det psykiske ubehag ved at møde virkeligheden og endelig for at modvirke de fysiske abstinenser.

Opiaterne har en direkte dæmpende effekt på respirationscenteret. Effekten er dosisafhængig og ved indtagelse af en for stor dosis, vil personen dø af respirationsstop. Dette er en af de afgørende bivirkninger ved opioider.

Af andre opioidvirkninger skal kort nævnes den hostestillende effekt. Herudover ses svimmelhed og opkastning, som er generende bivirkninger, der for nogle betyder, at de ikke kan tåle opioider. Endelig bruges opioider i behandlingen af diarré, idet præparaterne nedsætter tarmens bevægelse (peristaltik). Vand bliver dermed optaget mere fuldstændigt fra tarmen samtidig med at der sker et fald i udskillelsen af sekret fra slimhinden.

 

Hjernens dynamiske funktion For bedre at forstå, hvor kompleks hjernen egentlig fungerer, skal der her gennemgås nogle praktiske eksempler. De fleste har sikket oplevet den situation, hvor man pludselig opdager, at man har skåret sig. Man ved ikke, hvornår skaden er sket, ligesom det først er synet af blodet og såret, der får én til at registrere smerten. Da skaden skete, blev der sendt nociceptive impulser til den sensoriske cortex, men smerten nåede ikke frem til bevidstheden, fordi man var dybt optaget af noget andet. Det at være koncentreret om at udføre en handling, kan altså hæmme smerteoplevelsen. Hjernen har registreret styrken af den nociceptive impuls. I et samspil med de hæmmende feed-back mekanismer er hjernen nået til det resultat, at skaden ikke var så alvorlig, at man skulle forstyrres i sit forehavende. Havde skaden derimod været værre, ville CNS måske have truffet et andet valg. Der finder således hele tiden en dynamisk afvejning sted, inden der træffes beslutninger. Ved alvorlige ulykker, katastrofer eller i krigssituationer er det ikke ualmindeligt, at selv svært tilskadekomne kan foretage sig de mest utrolige handlinger uden at opleve smerte. F.eks. er det ikke ualmideligt at gå på et brækket ben for at komme væk fra en brændende bil. Det er først når faren er drevet over, personen oplever det gør ondt.

Heroinmisbrug

Heroin er et rusmiddel, der globalt giver mange menneskelige, sociale og økonomiske problemer.

Det er et stadig tilbagevendende spørgsmål, hvorfor nogle personer bliver narkomaner efter kort tids brug af opioider, hvorimod andre kan klare langvarig smertebehandling med morfin uden at bliver psykisk afhængig. Alt tyder på, at der er tale om et multifaktorielt problem, hvor sociale forhold og personlige egenskaber har betydning.

Her i landet skønner man, at der er ca. 14.000 narkomaner, der sprøjter sig med heroin. Prisen for et fix ligger på ca. 200 kr. Da det kræver 3 – 5 fix om dagen, hvis de fysiske abstinenser skal undgås, er det en dyr fornøjelse at være stiknarkoman. Langt hovedparten af det finansielle grundlag for misbruget tilvejebringes gennem prostitution og kriminalitet.

De fleste narkomaner begynder med deres misbrug i teenage-årene. Hvis de fortsat er i live 10 – 15 år senere, søger mange behandling for at komme ud af misbruget. Det er en vanskelig opgave, dels fordi den psykiske afhængighed er stor, dels fordi narkomanens personlighedsudvikling er skadet af livet som misbruger.

 

Bjørne, opioider og overlevelse Svært sårede personer har en bedre overlevelseschance, når de hurtigt bliver gjort smertefrie med morfin. Denne erfaring har været kendt gennem mange år. Årsagen hertil, mener man, er morfinets evne til at bryde den chocktilstand, man kommer i ved svær tilskadekomst. Ny forskning peger på, at morfinet antagelig også har en anden og mere direkte virkning ved at nedsætte stofskiftet. For nogle år siden satte en gruppe forskere sig for at undersøge, hvad der sker, når store varmblodede dyr som den amerikanske bjørn går i vinterhi. Den fysiologiske gåde er nemlig, hvordan bjørnen overlever ikke at drikke vand gennem flere måneder og samtidig holde varmen. Under normale forhold gælder der, at stofskiftet, der sikrer den nødvendige kropstemperatur, producerer en række affaldsstoffer. Disse skal dyret kunne komme af med gennem urinen. Nyrerne kræver derfor et minimum af vand for at kunne fungere. Det har vist sig, at bjørnen producerede et særligt stof, der nedsatte stofskiftet og dermed produktionen af affaldsstoffer. Det stof, forskerne isolerede kaldte de for hibernal. Undersøgelser af hibernal har vist, at der er tale om et peptid, i familie med liganden enkefalin – altså en slags opioid. Hibernal har man nu fremstillet syntetisk, og foreløbige resultater har vist, at stoffet kan nedsætte stofskiftet i levende organismer. Denne effekt har foreløbig givet nogle meget lovende resultater ved organtransplantation og i situationer med svær tilskadekomst. Tilsættes f.eks. hibernal, til den transportvæske, transplantations-organer opbevares i, opnås en 5-6 gange længere overlevelse af organerne. I dag har man kun 24-36 timer fra en nyre er udtaget, til den igen skal være indopereret i et menneske. Med den længere holdbarhed for organer uden for kroppen kan man forvente bedre resultater ved transplantationer. Når det drejer sig om tilskadekomst har man inden for den amerikanske hær lavet nogle interessante undersøgelser. Giver man således hibernal til sårede, tyder meget på at overlevelsen kan bedres betydeligt. Effekten ligger i at stofskiftet nedsættes, og dermed reduceres ikke blot kravet om ilt og næringsstoffer, men samtidig falder mængden af dannede affaldsstoffer. Når stofskiftet nedsættes, kan man derfor bedre overleve et større blodtab, en punkteret lunge osv.

 

Ved at sprøjte sig med heroin gennemlever narkomanen fire stadier. Kort efter indtagelsen kommer »suset«. Denne første fase, der varer nogle minutter, er betinget af den pludselige massive stimulation af mange receptorer på én gang i det limbiske system. Næste fase, hvor der er en konstant koncentration af heroin omkring receptorerne, kaldes for at være »høj«. Dette varer i 20 – 30 min. og afløses af »koksefasen«. På overgangen fra at være høj til koksefasen bliver heroinet fordelt i kroppen. Meget af stoffet optages i fedtvævet, hvorfra det igen langsomt afgives til blodet. I »koksefasen« – der varer 2-4 timer – er man i en sløv, apatisk, søvnig tilstand.

Når tilstrækkelig meget af heroinet er metaboliseret, begynder abstinenserne at melde sig. Dette er den fjerde fase, som er karakteriseret ved udtalt fysisk og psykisk ubehag. I denne tilstand er misbrugeren villig til at gøre, hvad det skal være, for at få et nyt fix.

Narkomaner har en betydelig overdødelighed. Mange går til p.g.a. overdosering, især hvis de blander heroin og benzodiazepiner (se afsnittet om benzodiazepiner (Synergisme)). Andre dør af smitsomme sygdomme, hvoraf HIV/AIDS og hepatitis (leverbetændelse) er de hyppigste. Endelig optræder der mange selvmord i gruppen af stiknarkomaner.

I Danmark har vi ca. 25 AIDS-syge stiknarkomaner pr. 1 million indbyggere. I Sydeuropa er dette tal meget højere, og det topper i Spanien med omkring 700 AIDS -syge narkomaner pr. 1 mill. Årsagen til denne forskel er bl.a., at vi her i landet uddeler rene sprøjter og kanyler til stofmisbrugere, ligesom det gennem de sidste 20 år har været let at komme i metadonbehandling.

I behandlingen af narkomaner bruges langt overvejende metadon, fordi stoffet har en lang virkningstid og let optages fra mave-tarmkanalen. Dette betyder, at man kun behøver at indtage stoffet én gang i døgnet. Heroin derimod virker kun i 6 – 8 timer, men derudover er der ingen afgørende forskelle på de to stoffer. I realiteten kan alle agonisterne bruges i behandling af et stofmisbrug. Undersøgelser har f.eks vist, at narkomaner ikke kan mærke forskel på, om de får heroin eller metadon, hvis man ikke fortæller dem i forvejen, hvad det er man giver dem.

 

En kold tyrker Når narkomanen stopper sit misbrug af heroin og derefter gennemlever sine abstinenser uden brug af medicin, taler man om at personen tager »en kold tyrker«. Et af de klassiske abstinenssymptomer er kuldegysninger, hvor man får gåsehud. På amerikansk taler man ikke om gåsehud men derimod om en »cold turkey« altså en kold kalkun. Turkey er fejlagtigt blevet oversat til tyrker og i denne form blevet optaget i det danske sprog. Der er således ikke tale om racistiske undertoner, men om forkert oversættelse.

 

 

 

 

Fig. 7.7.

Ved at ridse i valmuens frøkapsel, løber den opiumsholdige saft ud og tørrer. De indtørrede dråber indsamles og bruges til heroinfremstilling.

Foto: UNDCP.