En spiseforstyrrelse er en forstyrret måde at tænke og handle på, når det gælder mad, krop og vægt. Spiseforstyrrelser optræder i forskellige former. Sygdommene ses ca. 10 gange så hyppigt hos piger som hos drenge. Spiseforstyrrelser opstår typisk fra omkring puberteten og frem til voksenalder, men de kan også opstå udenfor denne periode.
Nervøs spisevægring, anoreksi, viser sig først og fremmest som vægttab, en ekstrem frygt for at tage på trods undervægt samt en intens optagethed af mad, vægt og udseende. Den unge er stærkt undervægtig, men ønsker alligevel at tabe sig endnu mere. Hun har en forvrænget opfattelse af sin krop.
Hun forsøger på alle måder at tabe sig. Ofte kombinerer hun skrappe diæter med overdreven motion og brug af afførings- og slankemidler. Hun nægter som regel hårdnakket, at hun er syg og har behov for hjælp.
Anoreksi rammer op imod 1 pct. af unge piger/kvinder.
Anfald af tvangsspisning, bulimi, ligner på flere måder anoreksi med fokus på mad, krop og vægt. Men hvor den unge med anoreksi som regel kan kontrollere og begrænse spisningen, taber personen med bulimi kontrollen og får anfald af grovæderi. Bagefter forsøger hun at komme af med maden ved at kaste op eller bruge afførende midler. Overdreven motion og faste er andre måder at forsøge at regulere vægten på. Personer med bulimi er ofte normalvægtige. Op imod 4 pct. af unge kvinder lider af bulimi.
Andre spiseforstyrrelser er tilstande, hvor kun nogle af kriterierne for at få stillet diagnosen anorexia nervosa eller bulimia nervosa er opfyldt. Alligevel kan den unge være alvorligt syg.
Personer, som tvangsspiser uden at gøre noget for at regulere vægten ned, bliver overvægtige. Tilstanden kaldes Binge Eating Disorder, BED.
Unge, som er vægtbevidste, uden at det påvirker deres helbred eller trivsel på en dårlig måde, har ikke spiseforstyrrelser.
En spiseforstyrrelse er tegn på, at en ung har problemer, hun ikke selv kan klare. Hun har brug for hjælp. Derfor er det vigtigt, at forældre og andre voksne – for eksempel lærere i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, pædagoger, sundhedsplejersker, læger, tandlæger, apoteksansatte, trænere og fitnessinstruktører – er i stand til at opdage en begyndende spiseforstyrrelse.
Som regel kan man se tegn på, at der er noget galt, før sygdommen direkte kan aflæses på vægten eller helbredet.
Unge der til stadighed prøver at slanke sig og dyrker overdreven motion har større risiko for at få en spiseforstyrrelse. De har risikoadfærd. Det gælder mere end hver fjerde unge pige/ kvinde.
Man skal være opmærksom på:
Spiseforstyrrelser kan forebygges, hvis man som voksen hjælper den unge, så snart man bliver opmærksom på, at hun ikke trives eller har en usund holdning til krop, mad og vægt.
Tegn på dårlig trivsel, der kan gå forud for en spiseforstyrrelse
Tegn på sygdom
Glade, sunde og harmoniske børn og unge, der trives med sig selv og hinanden, er det bedste værn mod problemer med accept af kroppen.
Derfor er det vigtigt at fremme den psykiske sundhed hos børn og unge ved at styrke deres selvværd, kropsbevidsthed og evne til at klare problemer og nye udfordringer.
Mange unge bliver forskrækkede over, at kroppen ændrer sig i puberteten. De fysiske forandringer er naturlige, nødvendige og sunde. En øgning af kroppens fedtmængde hos piger er helt naturligt. Men den unge ser det imidlertid ofte som noget skamfuldt og som begyndende fedme, der skal bekæmpes.
Bevidsthed om, at det normale har vide rammer, er vigtig, når den unge skal acceptere sin krop – selv om den måske ikke lever op til modeindustriens snævre skønhedsidealer.
Ved at sætte tidligt ind med støttende samtaler kan man medvirke til at forhindre at en usund adfærd udvikler sig til sygdom.
Når en voksen ser, at en ung mistrives og regulerer vægten i udtalt grad, er det vigtigt at tale med hende om hendes problemer. Det vigtigste er ikke, hvor meget man ved om spiseforstyrrelser, men at man er parat til at lytte og hjælpe. Samtaler skal foregå i en atmosfære af tillid og gerne på tomandshånd.
Målet med samtalerne er at give den unge en mulighed for at tale med en voksen om problemerne – ikke at få hende til at af- eller bekræfte mistanken om en spiseforstyrrelse. Tit vil hun benægte, at der er noget galt. Men det er vigtigt ikke at lade stå til, så den uheldige udvikling fortsætter.
Spiseforstyrrede bliver ikke mere motiverede for hjælp, jo mere syge de bliver – tværtimod. Det er bedst at tale med den unge, så snart man ser, at der er noget galt. Man kan fx sige: Jeg er bekymret for dig. Du har forandret dig. Hvad er årsagen til, at du ikke har det godt? Alle erfaringer viser, at når den unge er kommet over problemerne, er hun glad for, at hun er blevet hjulpet.
Hvis den unge ikke vil tale med forældrene om problemet, kan de måske få hende til at tale med fx sundhedsplejersken eller skolepsykologen.
Uanset hvem, der ser tegnene på, at noget er galt, skal der reageres og tages hånd om den unge, så hun kan få hjælp til at løse sine problemer. Hvis hun er under 18 år, skal forældrene inddrages.
Elementer i en tidlig indsats
Hvis man kan se, at samtalerne ikke ændrer noget, og den usunde adfærd udvikler sig til sygdom, er det vigtigt at gå videre i sundhedssystemet. Gennem den alment praktiserende læge kan den unge blive henvist til behandling hos psykiater eller psykolog.
Behandlingen kan være individuel samtaleterapi, familieterapi eller gruppeterapi, eventuelt en kombination af disse. Her kan den unge få bearbejdet de følelsesmæssige problemer, spiseforstyrrelsen dækker over. Indlæggelse kan komme på tale, hvis vægten falder til et direkte livstruende niveau.
Et behandlingsforløb kan tage lang tid, før det bærer frugt, og den unge får et positivt og naturligt forhold til sig selv og sin krop. Jo tidligere der gribes ind over for en spiseforstyrrelse, jo bedre er udsigten til at den unge bliver rask. I lettere tilfælde kan en række samtaler med sundhedsplejersken, kommunallægen eller den alment praktiserende læge vende udviklingen.
Hvorfor opstår spiseforstyrrelser?
Der er ingen enkle eller entydige forklaringer på, hvorfor sygdommene opstår. Både arvelige egenskaber og forhold i miljøet har betydning. Svigt i den unges nære omgangskreds eller nederlag i skole og idræt er ofte det, der får sygdommen til at bryde ud. Vægttab er muligvis en selvstændigt udløsende faktor.
Et typisk forløb fra mistanke til diagnose kan være
Flere pjecer kan rekvireres hos Sundhedsstyrelsens Publikationer Telefon 70 26 26 36