Logo Sundhedsstyrelsen
Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste

"Vital nr.1 - april 2000"


Nyt fra Tobaksskaderådet

Tobaksskaderådet sætter med to nye pjecer fokus på rygestop og vægt. Pjecerne er målrettet de rygere, der enten er meget bekymrede for at tage på i forbindelse med et rygestop eller har brug for konkrete råd til at imødegå en vægtstigning

Ny hjælp, når bukserne strammer efter rygestop

Billede: Forsiden af bogen 'Rygestop og vægt'

At tage et par kilo på forbindes af mange som en omkostning ved at holde op med at ryge. Generelt set er det heller ikke helt forkert, for tre ud af fire tager på, når de dropper tobakken. Typisk drejer vægtforøgelsen sig om to-tre kilo, og især kvinder opfatter dette som et problem.

Grunden til, at mange tager på, er, at de spiser mere, samt at stofskiftet ændres.

Nogle af grundene til, at man spiser mere, er:

  • Man overfører trangen til at putte cigaretten i munden til mad.
  • Maden bruges som en belønning for at have kvittet cigaretten.
  • Maden smager af mere, efter at man er holdt op med at ryge
  • Man får mere lyst til søde ting, når man holder op.

Desuden nedsættes stofskiftet ved et rygestop, så man behøver færre kalorier, end man gjorde som ryger. Det betyder, at man vil tage på i vægt, hvis man ikke ændrer en smule på sine kost- og/eller sine motionsvaner samtidig med sit rygestop.

De nye materialer afløser Tobaksskaderådet hidtidige pjece "Rygestop uden vægtproblemer" og er delt op i henholdsvis et faktahæfte og et gørdet selvmateriale.

Faktahæftet "Rygestop og vægt – Fakta og fordomme" er henvendt til de rygere, der gerne vil holde op med at ryge og er motiverede for at gøre det, men samtidig er meget bekymrede for at tage på. I hæftet gives der svar på nogle af de spørgsmål, som mange sidder med i forbindelse med et rygestop fx:

  • Hvorfor kan man ikke bare blive festryger?
  • Hvordan er risikoen for at blive syg af rygning, hvis man ellers lever sundt?
  • Har man et specielt stofskifte, hvis man tager på ved et rygestop?
  • Hvad kan man undgå at tage på ved et rygestop?
  • Hvor lang tid går der, før ens vægt stabiliseres efter rygestoppet?

Artiklerne bygger på interviews med Tobaksskaderådets formand, overlæge Poul Ebbe Nielsen, psykolog Torsten Sonne, ernæringsekpert Regitze Siggaard, motionsfaglig ekspert Bo Ømosegaard, diætist Lotte Holm, samt på en artikel af sociologen og forfatteren Henrik Dahl.

Gør-det-selv- pjecen "Hold på vægten ved dit rygestop" henvender sig til de rygere, der lige er holdt op med at ryge, og som mangler nogle tips til at holde vægten nede. Den indeholder praktiske råd fra eks-rygere om, hvordan de har gjort. Desuden indeholder pjecen afsnit om: hvordan man kan aflede tankerne fra cigaretterne, hvor man kan tage fat, hvis man gerne vil ændre sine kostvaner eller motionsvaner, samt hvordan man kan finde frem til, hvad ens idealvægt er.

Materialerne supplerer hinanden, samt de andre materialer som Tobaksskaderådet/STOP har udgivet om at holde op med at ryge. Pjecerne er gratis, og nøglepersoner kan bestille dem i det ønskede antal hos Tobaksskaderådet på tlf. 35 37 52 00.


Ny undersøgelse:
Danskerne skodder som aldrig før

Ny undersøgelse bekræfter, at tobakken er på vej ud af mange danskeres liv. Rygeprocenten er nu 34 - den laveste, der nogensinde er målt i Danmark. Halvdelen af rygerne vil gerne holde op, og hver tiende ryger havde planer om at stoppe i forbindelse med årtusindskiftet

En ny undersøgelse gennemført af PLS-Consult for Tobaksskaderådet, Hjerteforeningen, Danmarks Lungeforening og Kræftens Bekæmpelse viser et fortsat fald i antallet af rygere i Danmark. Mere end 100.000 er blevet eks-rygere i løbet af 1999, og 34 procent af befolkningen (over 13 år) er i dag rygere. Sidste år var tallet 35 procent og for fem år siden var 40 procent rygere. Knap 31 procent af danskerne ryger nu hver dag.

Hvor det tidligere var blandt mænd, vi så det største fald i andelen er rygere, ser det nu ud til, at faldet for alvor er slået igennem hos kvinderne. Der er i følge den nye undersøgelse kun 30 procent rygende kvinder i dag mod 33 procent for et år siden.Til gengæld viser mændenes rygning i denne undersøgelse en mindre stigning til næsten 39 procent. Der kan dog blot være tale om statistiske tilfældigheder.

Rygernes øgede lyst til at stoppe er dog entydig. 50 procent af rygerne vil gerne holde op. Sidste år sagde 43 procent af rygerne, at de gerne ville holde op. I alt har mere end 400.000 rygere planer om at stoppe, og af dem påregner 150.000 at bruge et nikotinpræparat.

De fleste rygere har et meget ambivalent forhold til deres rygning. Således ville kun 21 procent af rygerne vælge at blive rygere igen, hvis de kunne gøre beslutningen om, og 73 procent af rygerne har da også - uden held - prøvet at droppe tobakken.

Rygernes større lyst til at droppe smøgerne er formodentlig påvirket af den megen debat og fokusering på tobakken som "den store dræber" i det forløbne år. Undersøgelsen viser dog, at budskabet om en gennemsnitligt leveårstab for rygere på 8 år ikke er slået igennem hos alle. Kun 38 procent af daglig-rygerne mener, at rygere gennemsnitligt lever kortere tid end ikke-rygere!

Undersøgelsen er gennemført som telefoninterview blandt 3032 danskere over 13 år af PLS-Consult for Tobaksskaderådet, Hjerteforeningen, Danmarks Lungeforening og Kræftens Bekæmpelse i ugerne 48 - 50 i 1999. Udviklingen i rygevaner over tid kan ses på Tobaksskaderådets hjemmeside www.tobaksskaderaadet.dk

Yderligere oplysninger om undersøgelsen kan fås hos Jørgen Falk, tlf.: 35 37 52 00



Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste


Version 1.0 April 2000 • © Sundhedsstyrelsen. Udgivet af Sundhedsstyrelsen, www.sst.dk
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering