|
Forside -
Indhold -
Top/Bund -
Forrige/Næste "Vital nr.1 - april 2000" |
Europæisk mastergrad i gerontologiAf Mette Mørk, Stickelbergs Bureau Et nyt projekt, som er støttet af EU-Kommissionens sundhedsfremmeprogram skal udvikle en fælleseuropæisk uddannelse inden for gerontologi
Europæerne lever stadig længere. Derfor er der brug for flere eksperter, der er specielt uddannet til at tage sig af de muligheder og udfordringer, det indebærer. Ikke alene skal landene være bedre til at udnytte potentialet i de ældre befolkningsgrupper, men den voksende gruppe af ældre giver også udfordringer inden for social- og sundhedsområdet. Det er baggrunden for EU-projektet "European Master of Gerontology" (EMG). Projektet er støttet af EU-Kommissionens sundhedsfremmeprogram, og formålet er at udvikle en fælleseuropæisk uddannelse inden for gerontologi. - Der er brug for uddannelsen. Ser man for eksempel på Danmark, er der overhovedet ingen mulighed for at få en længere uddannelse inden for gerontologi. Det kan hænge sammen med, at der er for få studerende og lærere. Derfor er det en fordel at brede den ud til hele Europa. Der er også store fordele ved, at landene kan drage nytte af hinandens erfaringer på området, siger professor Andrus Viidik, der leder projektet på Aarhus Universitet. Uddannelsesprogrammet skal gøre det muligt for europæiske studerende at tage en EMG i gerontologi på mere end ét europæisk universitet. De studerende skal kunne rejse rundt i flere lande, samle erfaring og kombinere uddannelsen fra de forskellige universiteter. - En typisk studerende har en mellemlang eller lang uddannelse bag sig, og har arbejdet inden for ældreområdet i mellem fem og ti år. Den studerende skal ved hjælp af EMG kunne komme videre i systemet til en ledende stilling, siger Andrus Viidik. Projektet skal også gennemgå den nuværende efteruddannelse og videreuddannelse på gerontologiområdet og ende med at anbefale en model for, hvordan EMG kan blive udviklet. Projektet er et samarbejde mellem landene i EU samt Norge og Island. Det forventes afsluttet til sommer. Læs mere om projektet på www.gerontology.uni-wuppertal.de |
|
Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste |
|