xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Sundheds­styrelsen får to nye chefer

Niels Sandø bliver ny chef for Sundhedsstyrelsens enhed for forebyggelse. Niels Sandø har været konstitueret i stillingen siden april 2018, efter Jette Jul Bruun rejste. D. 1. april tiltræder Marie Waarkjær som chef for en ny enhed, der oprettes ved en sammenlægning af direktionssekretariat og økonomienhed.

06 FEB 2019

Niels Sandø er 51 år og kandidat i Internationale Udviklingsstudier og Kommunikation (Cand.scient.soc.) fra RUC. I sin karriere har han bl.a. været udsendt for FN, været sekretariatsleder på Institut for Menneskerettigheder og sammenlagt været ansat i Sundhedsstyrelsen i 15 år, hvor han har arbejdet med en bred vifte af forebyggelsesområder, bl.a. seksuel sundhed, minoriteters sundhed, alkohol, mental sundhed, forebyggelsespakker, internationalt samarbejde m.v.

” I Sundhedsstyrelsen har vi et solidt grundlag for forebyggelsesindsatsen med udgivelser som forebyggelsespakkerne, sundhedsprofilerne og sygdomsbyrderapporterne. Men hvis indsatsen skal styrkes, skal vi være endnu mere ambitiøse ift. at igangsætte nytænkende indsatser f.eks., ift. ungdomskulturen, og vi skal udvikle vores kvalitetskrav til de kommunale forebyggelsestilbud. Det vil jeg sætte mig i spidsen for som forebyggelseschef”, siger Niels Sandø.

Marie Waarkjær er 41 år og cand.scient.soc. i forvaltning og filosofi fra RUC. I sin karriere har hun bl.a. arbejdet med administration, ledelsesbetjening og økonomistyring. Marie kommer fra en stilling som sekretariats- og administrationschef, Østsjællands Beredskab. Som sekretariatschef får Marie Waarkjær ledelsesansvaret for en ny enhed, der samler Sundhedsstyrelsens økonomienhed og direktionssekretariat i én enhed, der bl.a. vil varetage opgaver med ledelsesbetjening, presse/kommunikation, Sundhedsstyrelsens økonomi og budget samt regnskabsfunktioner for hele Sundheds- og Ældreministeriets koncern. Marie Waarkjær tiltræder d. 1. april 2019.

”Jeg har en ambition om at skabe moderne, effektive og relevante offentlige organisationer. Sundhedsstyrelsen kommer til at spille en helt central rolle i de kommende års udvikling af centrale velfærdsområder, med stort ansvar og store, vigtige og komplekse opgaver. Det kræver stærk administrativ ledelse at få en kompleks organisation som Sundhedsstyrelsen til at lykkes med sine opgaver. Det glæder jeg mig til at bidrage til”, siger Marie Waarkjær om sin nye stilling.

Økonomichef Dorte Hansen Thrige fratræder efter eget ønske i forbindelse med udløb af åremålskontrakt.