xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Præparat­anmeldelse af et nyt KOL-lægemiddel Trelegy Ellipta

Patienter, der har moderat til meget svær KOL og årlig opblussen i deres sygdom, anbefales en ny tre-stofs inhalator.

23 JAN 2019

Patienter, der har moderat til meget svær KOL og årlig opblussen i deres sygdom, anbefales en ny tre-stofs inhalator.

 

Trelegy Ellipta er en inhalator, som indeholder tre stoffer:

  • fluticasonfuroat, som er et inhalationssteroid (ICS),
  • umeclidinium, et langtidsvirkende antikolinergikum (LAMA)
  • vilanterol, som er en langtidsvirkende β2-agonist (LABA).

Inhalatoren skal bruges en gang dagligt. Den er beregnet til patienter, der har en moderat til meget svær KOL, som ikke er velkontrolleret, på trods af at de er i behandling med en kombination af to stoffer: ICS/LABA eller LABA/LAMA.

”Der er endelig kommet studier, der direkte har sammenlignet effekten af at kombinere stofferne på forskellige måder. De viser at der er en klar forbedring i lungefunktionen, når der bruges alle tre stoffer sammen, især i forhold til to-stofs kombinationen af ICS og LABA. Samtidig er der et fald i antallet af opblusninger af KOL i forhold til begge to-stofs kombinationer,” siger overlæge Hanne Lomholt.

Derfor anbefaler IRF, at patienter med moderat til meget svær KOL, der har mindst en årlig opblussen på trods af deres nuværende to-stofs behandling, forsøger behandling med Trelegy Ellipta.

Læs præparatanmeldelsen her

Hvad er KOL?

KOL er en forkortelse for kronisk obstruktiv lungesygdom og er en kronisk lungesygdom, hvor der sker en forsnævring af luftvejene og ødelæggelse af lungevævet. KOL udvikler sig snigende over mange år og sygdommen viser sig ved tiltagende åndenød, hoste, slim og hyppige lungeinfektioner. Behandlingen består af rygestop, motion og medicin.1

1: sundhed.dk