xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ensartede forløb til voksne med erhvervet hjerneskade

Sundhedsstyrelsen sender anbefalinger for genoptræning og rehabilitering for voksne med erhvervet hjerneskade i høring. Høringsperioden er frem til 6. maj kl. 12.00.

09 APR 2019

Sundhedsstyrelsen gennemførte i 2017 et servicetjek af genoptrænings- og rehabiliteringsindsatser til mennesker med hjerneskade. Som opfølgning har Sundhedsstyrelsen opdateret relevante anbefalinger for genoptrænings- og rehabiliteringsindsatser til voksne med erhvervet hjerneskade. Det drejer sig om ”Forløbsprogram for rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade” og ”Genoptræning og rehabilitering til voksne med erhvervet hjerneskade – en faglig visitationsretningslinje”. 

”Servicetjekket viste, at der kan opstå tvivl på sygehuset om, hvilket niveau af genoptræning der er det rigtige til patienter med erhvervet hjerneskade. Derudover er der forskel på, hvilket niveau af genoptræning kommunen visiterer borgerne til. Og det er desuden forskelligt, hvor meget og hvordan personen med erhvervet hjerneskade og de eventuelle pårørende bliver inddraget i forløbet. Disse områder var der især potentiale for at opdatere”, siger Line Riddersholm, seniorkonsulent i Center for Planlægning i Sundhedsstyrelsen. 

Opdateringen af anbefalingerne har haft fokus på at præcisere målgrupperne og deres behov for genoptræning/rehabilitering. Desuden er det beskrevet tydeligere, hvordan borgerne og deres pårørende kan blive inddraget. Samtidig er anbefalingerne på området samlet i én publikation: ”Anbefalinger for tværsektorielle forløb for voksne med erhvervet hjerneskade”.

”Vores mål er, at anbefalingerne støtter, at patienterne får et ensartet forløb af høj kvalitet, uanset hvor de bor i landet”, siger Line Riddersholm.

En bredt sammensat arbejdsgruppe med centrale aktører på hjerneskadeområdet har bidraget til at revidere publikationerne. Derudover har der været nedsat en følgegruppe, der har haft til opgave at følge udviklingen på området og rådgive Sundhedsstyrelsen i forbindelse med den række af initiativer, der er sat i værk på baggrund af servicetjekket. 

Udkastet til anbefalingerne og nærmere information kan ses på høringsportalen