xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Pulje til styrkelse af forskning i immunterapi ved kræftsygdom

Ansøgere kan nu søge penge til at styrke forskningen og udviklingen inden for immunterapi ved kræft. Ansøgningsfristen for puljen er den 23. august 2018.

13 JUN 2018

Ansøgere kan nu søge penge til at styrke forskningen og udviklingen inden for immunterapi ved kræft. Ansøgningsfristen for puljen er den 23. august 2018.

Puljen skal styrke forskning og udvikling inden for immunterapi ved kræft, og blandt andet undersøge om der er potentiale for at udbrede behandlingen til andre kræftformer eller blive bedre til at målrette behandlingen til dem, der kan få gavn af den.

Immunterapi betyder, at bestemte dele af immunsystemet bliver brugt til at bekæmpe kræftceller. Det sker ved, at immunforsvarets evne til at genkende og angribe kræftcellerne styrkes og kræftcellernes evne til at forsvare sig svækkes. Der er i dag fire forskellige typer af immunterapi, som baserer sig på forskellige mekanismer: antistoffer, cytokiner (signalstoffer), behandlende kræftvacciner eller T-celleterapi. Der er flere andre former for immunterapi under udvikling.

”Med denne pulje bliver der givet penge til et behandlingsområde, som vi forventer, kan hjælpe rigtig mange patienter både nu og fremover. Puljen skal være med til at støtte, at der kommer mere viden på området, og til at forbedre den nuværende behandling med immunterapi”, siger sektionsleder Astrid Nørgaard, Planlægning.

Information om puljen

Puljen ”Styrkelse af forskning i immunterapi” er en del af finansloven for 2018. Der er afsat cirka 60 mio. kr. til at styrke forskningen i immunterapi på kræftområdet i perioden 2018 - 2021. Puljen er godkendt af Innovationsfonden jf. Kapitel 5 ’Lov om Danmarks Innovationsfond’.

Ved første uddelingsproces bliver der uddelt 29.2 mio. kr. til forskningsprojekter for perioden 2018 og 2019. Ansøgningsfristen er den 23. august 2018 kl. 15:00. Midlerne vil blive uddelt til de udvalgte ansøgere inden udgangen af 2018.

Sundhedsstyrelsen vil i perioden 2018 – 2021 uddele cirka 60 mio. kr. til styrkelse af forskning i immunterapi ved kræftsygdom. Puljen er en del af finansloven for 2018.

Mere om puljen, kriterierne og krav til ansøgningen og ansøgere