xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Psykologsamtaler skal hjælpe ældre med sorg og livsfortrydelser

Kriser, sorg og tanker om de fejltagelser, de har begået tidligere i livet, kan være en alvorlig hæmsko for, at nogle ældre borgere trives. Derfor kan kommuner og private aktører søge en pulje, der skal give ældre redskaber til at håndtere deres tanker om bekymringer, sorg og livsfortrydelser.

20 APR 2018

Kriser, sorg og tanker om de fejltagelser, de har begået tidligere i livet, kan være en alvorlig hæmsko for, at nogle ældre borgere trives. Derfor kan kommuner og private aktører søge en pulje, der skal give ældre redskaber til at håndtere deres tanker om bekymringer, sorg og livsfortrydelser.

Det kan være forbundet med særlige udfordringer at blive ældre. Mange gør fx status over, om de nåede deres mål, eller om de har fortrudt noget, de ikke fik gjort eller gerne ville have gjort anderledes. Det kan være en alvorlig psykisk belastning for nogle ældre, fordi der kun er kort tid til at ændre på de ting, de fortryder. Derfor er der brug for redskaber til at hjælpe dem i processen. 

”Center for Livskvalitet i Aarhus Kommune har siden november 2016 tilbudt samtaleterapi til ældre borgere med psykiske udfordringer. De foreløbige resultater fra Centret viser, at deltagerne i gennemsnit gik fra en depressiv eller kraftig psykisk belastet tilstand til en tilstand, hvor de trives i livet. De erfaringer er det vigtigt at bruge flere steder”, siger Abelone Løgstrup, projektleder i Sundhedsstyrelsen. 

Puljen skal dermed bidrage til, at ældre borgere, der er ramt af sorg og livsfortrydelse, får redskaber til at mestre deres tanker, sorg og livsfortrydelser. Målet er at fremme deres livsglæde og trivsel, og desuden skal puljen bringe forbruget af psykofarmaka ned hos de deltagere, som modtager den medicin.   

Information om puljen  

Puljen kan søges af kommuner og private aktører. Der er afsat en ansøgningspulje på 1,9 millioner kroner i 2018.  

Ansøgningsfrist er den 6. juni 2018, kl. 12.

Læs mere om puljen: Ældre ramt af sorg og livsfortrydelse

Puljen til ældre ramt af sorg og livsfortrydelse er en del af satspuljeaftalen på ældreområdet for 2018 – 2021.