xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Bioaske fra de danske varmeværker skal håndteres med omtanke

Bioaske fra de varmeværker, som fyrer med træprodukter som træpiller og træflis, kan i visse tilfælde indeholde små mængder af cæsium 137. Sundhedsstyrelsens vurdering er, at bioasken ikke udgør nogen helbredsrisiko hverken for medarbejdere på varmeværker eller for den almindelige befolkning.

10 OKT 2018

Bioaske fra de varmeværker, som fyrer med træprodukter som træpiller og træflis, kan i visse tilfælde indeholde små mængder af cæsium 137. Det viser en undersøgelse, som brancheorganisationerne Dansk Energi og Dansk Fjernvarme har udført, på foranledning af Sundhedsstyrelsen.

”Undersøgelsen, som netop er færdig, viser, at det primært er de varmeværker, der fyrer med træprodukter fra områder, der blev væsentligt forurenet med cæsium-137 efter Tjernobylulykken i 1986, der har udfordringen,” siger enhedschef i Strålebeskyttelse, Sundhedsstyrelsen, Mette Øhlenschlæger.

Derfor har Sundhedsstyrelsen i dag sendt et brev til Dansk Energi og Dansk Fjernvarme, hvor branchen bliver gjort opmærksom på, at alle varmeværker, som fyrer med træprodukter, skal sikre sig, at de lever op til alle lovmæssige krav på strålebeskyttelsesområdet, når de håndterer bioaske, der indeholder cæsium-137. Dette gælder både for opbevaring og eventuel senere anvendelse, eller overdragelse til andre.

For eksempel er det et krav ifølge strålebeskyttelsesloven, at de varmeværker, som kan konstatere, at deres bioaske indeholder cæsium 137 i mængder, der overstiger det såkaldte undtagelsesniveau, skal søge om tilladelse til at håndtere og opbevare asken.

”Det er vigtigt at understrege, at bioasken ikke udgør nogen helbredsrisiko, hvad angår cæsium-137, når asken håndteres og opbevares efter reglerne på strålebeskyttelsesområdet, hverken for de medarbejdere på varmeværkerne, der håndterer asken, eller for den almindelige befolkning”, siger Mette Øhlenschlæger.

Læs mere om Bioaske med Cs-137