xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Pilotprojekt om længerevarende rehabiliteringsforløb for patienter med ALS

RehabiliteringsCenter for Muskelsvind kan nu søge om penge til at udvikle og afprøve længerevarende rehabiliteringsforløb for en gruppe ALS-patienter, som lever længe med sygd

14 FEB 2017

RehabiliteringsCenter for Muskelsvind kan nu søge om penge til at udvikle og afprøve længerevarende rehabiliteringsforløb for en gruppe ALS-patienter, som lever længe med sygdommen.

I Danmark har omkring 400 personer diagnosen ALS og der konstateres cirka 130 nye tilfælde om året. ALS er en sygdom, der angriber de nerveceller i rygmarven og hjernen, som styrer musklernes bevægelse. Der findes ingen medicinsk eller anden behandling, der kan stoppe sygdommens udvikling, men der findes rehabiliteringsindsatser, der har vist sig at kunne nedsætte nogle af sygdommens følger.

På den baggrund har satspuljepartierne ønsket at få afklaret, om patienter med ALS, som lever længe med sygdommen, det vil sige mellem 5 – 15 år, kan have gavn af en supplerende længerevarende rehabiliteringsindsats.

”Den her særlige gruppe patienter har en meget alvorlig sygdom, der udvikler sig hurtigt og kræver stor tilpasning for både patient og pårørende. Sygdommen medfører store følelsesmæssige belastninger, og mange kan have gavn af løbende professionel støtte og rådgivning.   Med puljen får RehabiliteringsCenter for Muskelsvind mulighed for at afprøve, om de kan blive bedre til at imødekomme patienternes behov i takt med at de opstår”, siger ergoterapeut Line Riddersholm, Sundhedsstyrelsen.

Der bliver tale om et supplerende tilbud om en højt specialiseret tværfaglig indsats, der løber over længere tid. Målet er at blive klogere på, om en længerevarende indsats med for eksempel genoptræning kan være med til at bevare patientens funktionsevne i længere tid, og om det øger patienter og pårørendes livskvalitet.

Udmøntningen sker som en del af satspuljeaftalen for 2017- 2020, hvor der er afsat 4 mio. kr. til projektet.

Information om satspuljen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside