xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Tillæg til NKR om behandling af alkoholafhængighed i høring

Tillægget kigger nærmere på, hvilken type medicin man bør vælge til patienter i behandling for alkoholafhængighed.

07 DEC 2016

Tillægget kigger nærmere på, hvilken type medicin man bør vælge til patienter i behandling for alkoholafhængighed.

Sundhedsstyrelsen udgav i marts 2015 en national klinisk retningslinje for behandling af alkoholafhængighed. Målet var at højne og ensarte kvaliteten af den specialiserede alkoholbehandling i Danmark. Retningslinjen fokuserede på rådgivning og vejledning til alkoholafhængige personer og deres pårørende, og på om der skulle bruges medicin i behandlingen i tillæg til den strukturerede samtalebehandling. Retningslinjen besvarede dog ikke direkte, om det ene lægemiddel foretrækkes frem for det andet.

”Over 20.000 personer får medicin i forbindelse med deres behandling for alkoholafhængighed, og der er derfor et behov for at hjælpe behandlerne med at træffe et valg mellem de forskellige lægemidler” siger sektionsleder Marlene Øhrberg Krag. 

I tillægget, som nu sendes i høring, tages der derfor stilling til, hvordan de fire godkendte lægemidler til behandling af alkoholafhængighed; naltrexon, acamprosat, disulfiram og nalmefen indbyrdes forholder sig til hinanden. Retningslinjen giver også konkrete anbefalinger til personer, som ønsker at nedsætte deres alkoholforbrug.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at lægemidler til behandling af alkoholafhængighed kun bliver tilbudt som supplement til struktureret samtalebehandling, da effekten af lægemidlerne i sig selv er lille. 

Samtidig anbefaler Sundhedsstyrelsen, at det bør være den enkelte patients situation og præferencer, der afgør, hvilket lægemiddel, der bliver valgt i en behandling, da der ikke er den store indbyrdes forskel på effekt af lægemidlerne, og da der kan være fordele og ulemper ved de forskellige midler, der vægter forskelligt hos den enkelte.

Retningslinjen er i høring frem til den 2. januar 2017. 

Se høringsmaterialet på Høringsportalen

Se national klinisk retningslinje for behandling af alkoholafhængighed