xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Høring: Kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner i hjemmesygeplejen

Sundhedsstyrelsen har lavet kvalitetsstandarder til kommunale akutfunktioner, som nu sendes i høring. Standarderne omfatter krav og anbefalinger, der skal sikre kvaliteten i akutfunktionerne. Høringsfristen er torsdag den 22. december 2016 klokken 12.00.

02 DEC 2016

Kommunale akutfunktioner er en del af den kommunale hjemmesygepleje. Det er et tilbud til patienter, der har brug for en særlig indsats i kommunen, som ikke kan varetages af den øvrige kommunale sygepleje. Akutfunktionen har den fordel for patienten, at indsatsen kan varetages tæt på borgerens hverdag, for eksempel i eget hjem.

Formålet med indsatsen er dels at forebygge forværring af akut opstået eller kendt sygdom gennem en tidlig, proaktiv indsats, og dels følge op på sygehusets pleje- og behandlingsindsats, hvis patienten efter udskrivelsen stadig har komplekse behov for pleje- og behandling. De fleste kommuner har en form for akutfunktion i hjemmesygeplejen, men der er stor forskel på hvilke tilbud akutfunktionen har og hvilke opgaver der varetages på tværs af landet. Derfor er der behov for, at kommunerne fortsat etablerer og videreudvikler akutfunktionerne med døgndækket sygepleje af høj kvalitet. 

”De kommunale akutfunktioner varetager en meget betydningsfuld opgave. Med de nye standarder bliver der sat kvalitetsmæssige krav og anbefalinger til, at udvikle akutfunktionerne bedst muligt fremover, på tværs af landet. Vi ser frem til, at modtage konstruktive høringssvar fra mange forskellige parter,” siger Niels Gadegaard, der er fuldmægtig i Sundhedsstyrelsens planlægningsenhed. 

Den samlede indsats for patienten ydes i et tæt samarbejde mellem personalet i akutfunktionen, den øvrige hjemmesygepleje og læger i almen praksis og på sygehuse. Målet er, at borgere i hele landet får mulighed for at få en særlig sygeplejefaglig indsats af ensartet høj kvalitet tæt på deres hverdag, når de har brug for det. 

Baggrund for udarbejdelse af kvalitetsstandarderne 

I juni 2016 indgik regeringen og partierne bag finansloven for 2016 aftale om Styrket indsats for den ældre medicinske patient – en national handlingsplan. Handlingsplanen skal løfte den samlede indsats for den ældre medicinske patient gennem otte indsatsområder. Styrkelse af de kommunale akutfunktioner er én af disse indsatser.

Med handlingsplanen er der afsat 445 mio. kr. i perioden 2016-2019 og herefter årligt 170 mio. kr. til, at kommunerne kan styrke de kommunale akutfunktioner. Styrkelsen af de kommunale akutfunktioner sker i to faser. Fra 2016 skal akutfunktionerne i fase I leve op til op til dele af Sundhedsstyrelsens eksisterende faglige anbefalinger fra 2014. 

Sundhedsstyrelsen har nu udarbejdet kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner, som kommunerne i fase II skal leve op til fra 2018.

Om høringen

Link til materiale

Kvalitetsstandarderne er i høring indtil den 22. december 2016 klokken 12 og forventes at blive udgivet i marts 2017.