Dato for de medicinske prøver
Opdateret den 25. januar 2012.
Afholdelse af de næste medicinske prøver bliver til marts 2012.
Det er muligt at melde sig én af prøverne ad gangen eller til begge prøver i samme prøveforløb.
Tilmelding til prøverne foregår ved Eksamenskontoret Ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.
Tilmelding, aflysning og prioritering:
Begge prøver afholdes normalt i april og november måned. Eksamenskontoret annoncerer prøverne på deres hjemmeside - senest i henholdsvis juli og januar måned. Heraf fremgår de præcise datoer for prøverne og fristen for eksamenstilmelding. Ansøgere kan løbende tilmelde sig indtil fristens udløb.
Fristen for tilmelding til eksamenerne er normalt 6 uger før den første eksamensdag. Sundhedsstyrelsen kan indtil en måned før eksamensdagen vælge at aflyse eksamen, eksempelvis fordi der ikke er tilmeldt et tilstrækkeligt antal eksaminander. Omkring 2 uger efter fristens udløb, gør Eksamenskontoret tilmeldingerne op og meddeler de udenlandske læger, hvor og hvornår de skal til eksamen.
Såfremt der er flere ansøgere, der ønsker at gå til en konkret eksamen, end der er pladser, foretager Eksamenskontoret en prioritering. Indledningsvist fordeles antallet af pladser således, at halvdelen af pladserne reserveres læger, der ikke har deltaget i den konkrete prøve før - og den anden halvdel af pladserne reserveres læger, der tidligere har deltaget i den konkrete prøve.
Er der ledige pladser i den ene halvdel overføres disse til den anden halvdel. Der lægges ved den efterfølgende prioritering vægt på den pågældendes studieanciennitet, således at de udenlandske læger, der er tættest på at kunne opnå autorisation, prioriteres højst. Såfremt der herefter er flere udenlandske læger, end der er pladser, foretages der en lodtrækning.
Afmelding:
Afmelding fra eksamen skal ske senest fem hverdage før eksamen (selve eksamensdagen tæller ikke med). Du skal afmelde dig enten ved skriftlig eller personlig henvendelse til Eksamenskontoret. For sen afmelding af eller udeblivelse fra eksamen tæller som ét eksamensforsøg.
Sygemelding:
Ved sygdom skal du snarest og senest kl. 9.00 på eksamensdagen meddele dette til Eksamenskontoret. Sygdommen skal dokumenteres ved lægeerklæring fra egen læge, påført lægens stempel og ydernummer. Lægeerklæringen skal være Eksamenskontoret i hænde senest tre hverdage efter sygemeldingen. Modtages der sygemelding og lægeattest tæller den pågældende eksamen ikke som ét eksamensforsøg.
Syge- eller reeksamen:
Syge- eller reeksamen foregår ved næste ordinære eksamen. Du skal selv tilmelde dig den pågældende eksamen på Eksamenskontoret. Ved evt. prioritering vil ansøgere, der har været syge til den umiddelbart foregående eksamen, blive prioriteret højst, såfremt vedkommende har forholdt sig som ovenfor beskrevet under ”sygemelding”.
Prøveforsøg:
Du har højst tre forsøg pr. eksamen.