Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

Metal-metal proteser

Sundhedsstyrelsen har fulgt nøje med i den internationale viden, der er kommet om metal-metal hofteproteser, de såkaldte metal-mod-metal/MoM proteser.

Dansk Ortopædisk Selskab har den 2. marts 2012 anbefalet et stop for indsættelse af metal-metal proteser, indtil vi ved mere om langtidseffekterne. Selskabet anbefaler også regelmæssige kontroller med røntgen og måling af metal-ioner i blodet. 

Sundhedsstyrelsen er enig i denne forsigtighed og har med tilfredshed noteret, at Dansk Ortopædisk Selskab allerede i 2010 tog fat i problematikken med metal-metal hofteproteser og anbefalede guidelines for kontrol af patienter med disse hofteproteser.

På nuværende tidspunkt er en enkelt hofteprotese af mærket DePuy trukket af markedet af fabrikanten.

Sundhedsstyrelsen er enig i Dansk Ortopædisk Selskabs retningslinier for opfølgning af de patienter, der i Danmark har en metal-metal protese.

Sundhedsstyrelsen vil på et møde med Danske Regioner sikre, at der bliver gennemført en ensartet kontrol over hele landet.