Spørgsmål og svar om influenzavaccination
Hvem skal vaccineres mod influenza?
Nogle er i særlig risiko for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med influenza. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen vaccination af udvalgte risikogrupper. (Se bekendtgørelsens beskrivelse af risikogrupper). Alle kan blive vaccineret, hvis de vil.
Koster det noget at blive vaccineret?
Fra 1. oktober til 31. december 2011 kan alle i de udvalgte risikogrupper blive vaccineret gratis. Det er stadig muligt at blive vaccineret efter den 31. december 2011, men det er ikke længere gratis. Gravide i 2. og 3. trimester kan dog blive vaccineret frem til 1. marts 2012.
Beskytter vaccinen mod andre infektioner?
Nej, influenzavaccinen beskytter kun mod influenza. Du kan således godt få en sygdom, der minder om influenza, men som skyldes anden virus eller bakterier.
Er der nogle allergikere, der ikke må vaccineres?
Personer med type 1-allergi over for indholdsstofferne, fx æg- og kyllingeprotein, formaldehyd og gentamicin, bør ikke vaccineres. Man kan ikke blive vaccineret, hvis man er syg med feber.
Bør immunsvækkede vaccineres?
Både patienter med medfødt og erhvervet immundefekt, herunder splenektomerede, hiv-smittede og medikamentelt immunsupprimerede anbefales vaccination på grund af øget risiko for alvorlig sygdom ved influenzainfektion. Hvis muligt anbefales vaccination 3 uger inden opstart af immunsupprimerende behandling.
Må personer i AK-behandling vaccineres?
Personer i stabil og velreguleret AK-behandling kan vaccineres.