Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

Har du en kronisk sygdom?

Har du en kronisk sygdom, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du bliver vaccineret mod influenza, uanset din alder.

Nedsæt din risiko
En influenzavaccination nedsætter din risiko for at få influenza. Hvis du alligevel bliver smittet, bliver sygdommen mindre alvorlig. Du kan ikke få influenza af at blive vaccineret.

Influenzavaccination er gratis
Det er gratis at blive vaccineret mod influenza, hvis din læge har vurderet, at du har en af de nedenstående kroniske sygdomme:

  • kronisk lungesygdom
  • hjerte- og karsygdom (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
  • diabetes 1 eller 2 (sukkersyge)
  • medfødt eller erhvervet immundefekt
  • svær overvægt (vejledende BMI>40)
  • påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
  • kronisk lever- og nyresvigt
  • andre kroniske eller alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko


Tilbuddet om gratis vaccination varer fra 1. oktober 2011 til den 31. december 2011. Bestil tid hos din læge eller hold øje med vaccinationstilbud i din lokalavis. 

Vaccination i oktober og november 
For at få den optimale effekt af vaccinationen er det vigtigt, at du bliver vaccineret, inden influenzasæsonen starter. Det er bedst at blive vaccineret fra starten af oktober måned til slutningen af november måned. Der går nemlig 2-3 uger, før vaccinen beskytter mod smitte. Beskyttelsen varer i cirka seks måneder.

Vaccinens effekt
Vaccinens effekt holder kun cirka seks måneder. Du er ikke beskyttet mod influenza, selvom du har haft sygdommen før, fordi influenzatyperne ændrer sig hele tiden. Derfor skal du vaccineres hvert år.