Er du 65 år eller derover?
Dit immunforsvar svækkes naturligt med alderen. Derfor har du som ældre øget risiko for at blive alvorligt syg af influenza - også selvom du er rask og aldrig har haft influenza før. Der er større risiko for at få følgesygdomme som lungebetændelse, og du kan blive mere afkræftet, fordi det tager længere tid at komme på højkant igen.
Nedsæt din risiko
Vaccinationen nedsætter din risiko for at få influenza. Hvis du alligevel bliver smittet, bliver sygdommen mindre alvorlig. Du kan ikke få influenza af at blive vaccineret.
Bliv vaccineret, det er gratis for dig, der er fyldt 65 år
Tilbuddet om gratis vaccination varer fra 1. oktober 2011 til den 31. december 2011. Bestil tid hos din læge eller hold øje med vaccinationstilbud i din lokalavis.
Vaccination i oktober og november
For at få den optimale effekt af vaccinationen er det vigtigt, at du bliver vaccineret, inden influenzasæsonen starter. Det er bedst at blive vaccineret fra starten af oktober måned til slutningen af november måned. Der går nemlig 2-3 uger, før vaccinen beskytter mod smitte. Beskyttelsen varer i cirka seks måneder.
Vaccinens effekt
Vaccinens effekt holder kun cirka seks måneder. Du er ikke beskyttet mod influenza, selvom du har haft sygdommen før, idet influenzatyperne ændrer sig hele tiden. Du skal derfor vaccineres hvert år.
Vaccination i hjemmet
Har du svært ved at færdes ude, kan du som oftest blive vaccineret hjemme. Har du en ægtefælle, og er denne fyldt 65 år, kan I blive vaccineret samtidig. Kontakt din egen læge, hold øje med lokalavisen eller spørg hos kommunen om muligheden for at blive vaccineret hjemme.