Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

Fnat

Symptomer på fnat

Fnat (scabies) forårsages af infestation med fnatmiden, der er 0,25 mm stor og kun kan ses med lup. Det mest fremherskende symptom er ret pludselig udvikling af intens, generaliseret kløe, som oftest opstår 2-6 uger efter smittetidspunktet for dem, der er smittet første gang. Kløen er værst ved sengetid, da varmen får fnatmiderne til at være mere aktive. Fnatmiden kan overleve uden for kroppen i op til 36 timer ved stuetemperatur

Hudsymptomer viser sig som udslæt med små blegner eller vabler, specielt i den tynde hud ved fingermellemrummene og på fingre, ved albuer, brystpartiet og i skridtet. Efterhånden ses også kradsningsmærker på grund af kraftig kløe. Smitte kræver tæt hudkontakt og ses kun hos seksualpartnere, tæt familie og efter plejeprocedurer.

Der bør altid stilles en sikker diagnose hos indekspatienten, enten ved identifikation af levende mide eller scabiesgang, da dette er et unikt klinisk tegn.

Hos patienter med nedsat immunitet og ældre kan fnat i sjældne tilfælde have form som norsk fnat uden kløe. Norsk fnat er ikke en speciel fnatmide, men en betegnelse for udtalt infestation med fnat med tusindvis af fnatmider i skorpet, skællende hud, hvorfor smitte forekommer ved mindste berøring. Diagnosen norsk fnat bør stilles af en dermatolog.

Behandling af fnat

Patienter/beboere på institutioner, kan ved almindelig fnat ligge på flersengsstue. Ved norsk fnat isolation/enestue indtil eventuelle skorper er fjernet og behandlingen er startet.  Ved ukontrolleret spredning/udbrud, isoleres patienter/beboere indtil udbruddet er afklaret. Drejer det sig om fnat på sygehuset, anbefales det at kontakte hygiejneorganisationen.

Ved norsk fnat bør man være opmærksom på eventuelle mider i tekstiler og møbler.

Indtil 8-12 timer efter påbegyndt fnatbehandling må personalets hud ikke komme i kontakt med patientens/beboerens, hvorfor de bør bære langærmet overtrækskittel og handsker ved al direkte kontakt. Hånd- og armvask suppleres med hånddesinfektion.
Muligt udsatte medpatienter/beboere og personale bør orienteres og eventuelt undersøges.

Almindelig fnatbehandling er omhyggelig indgnidning af cremor permethrin (NIX) på hele kroppen fra kæberande og nedefter. Cremen påsmøres bedst om aftenen og skal virke natten over, hvorefter den afvaskes. Der skiftes til rent tøj og sengelinned. Til forskel fra voksne kan børn under 1 år have fnat i ansigt og hårbund, så disse områder skal også behandles med NIX.
Behandlingen gentages efter 7 dage. Efter behandlingen kan kløen bestå i flere uger. Det er ikke udtryk for, at behandlingen har svigtet.

Patienten betragtes som smittefri 8-12 timer efter første påførelse af cremen.

Ved norsk fnat bør dermatolog ordinere eventuel supplerende behandling.

Patientens eget tøj vaskes ved minimum 60 ºC. Tåler det ikke vask, kan det henstå isoleret evt. i plasticpose i 48-72 timer. I eget hjem: Tøjet kan lægges i dybfryser 1 døgn.

Stue eller opholdsrum rengøres grundigt. Ting, der henstår i 48-72 timer, er fri for levende mider. 

  • Personale med fnat må ikke deltage i direkte pleje- og/eller behandlingsopgaver før 8-12 timer efter påbegyndt fnatbehandling. 
    Patienter/brugere/beboere og personale, der har haft symptomer på fnat, skal gennemføre 2 gange behandling med indgnidning af NIX-creme med 1 uges mellemrum. 
  • Husstandskontakter eller tætte kontakter til ovenstående grupper bør behandles 1 gang med NIX-kur. Har der været symptomer på fnat, skal man behandles 2 gange. 
  • Personale, der ikke har haft symptomer, men som har haft hudkontakt med beboere med symptomer, skal behandles 1 gang. Deres husstandskontakter behøver ingen behandling.

 

Det anbefales, at der udpeges én ansvarlig, der koordinerer, at de relevante personer orienteres og behandles efter tilrettelagt plan. Behandlingen bør iværksættes samtidig.

Læs om:
Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer om behandling af patienter med smitsomme sygdomme, herunder isolation, CEI, SSI via link til Statens Serum Institut her på siden.