Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

Sexsygdomme - Opgørelse 2010

Nye tal fra Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen viser, at færre danskere diagnosticeres og behandles for klamydia og kondylomer. Mere end 10 års konstant stigning er nu afløst af et fald i antallet af smittede. Begge sygdomme er særligt udbredte blandt unge under 30 år.

For såvel klamydia som kondylomer har faldet fra 2009 til 2010 været på cirka 2.000 færre smittede, svarende til at der i 2010 blev diagnosticeret cirka 28.000 med klamydia, mens cirka 22.000 blev behandlet for kondylomer. Udviklingen kan dog være påvirket af at færre har ladet sig teste. Det reelle antal smittede vurderes dog at være væsentligt større – således vurderes det, at der sidste år blev smittet 50.000 personer med klamydia.

Samtidig med at færre får sexsygdomme, viser en opgørelse af klamydia-tilfælde foretaget af Statens Serum Institut, at de større byer har flest personer under 30 år som er smittet med klamydia. Det kan blandt andet hænge sammen med, at der i de større byer også bor forholdsvist mange unge. Men klamydia er ikke en sygdom der er forbeholdt uddannelsesbyer, og både store og små kommuner har høje niveauer af klamydia, når det sættes i forhold til de enkelte kommuners befolkningssammensætning.

Udover at der er set et fald i antallet af personer der er smittet med kondylomer og klamydia, kan det også konstateres, at der er sket et fald i antallet af personer, der er diagnosticeret med gonore.

Opgørelsen viser, at der fortsat er behov for at oplyse om sexsygdomme, om beskyttelse og risikoen for at blive smittet, ligesom der er behov for at indskærpe, at man skal lade sig teste, hvis man har haft risikoadfærd eller har symptomer. Er man smittet, skal man huske at informere sin partner.

Sundhedsstyrelsen starter den 9. september en landsdækkende kampagne der skal gøre unge opmærksomme på, at de har en reel risiko for at blive smittet med en sexsygdom, hvis de har ubeskyttet sex med en ny partner.

Kampagnen kan besøges www.facebook.com/kunmedkondom.

De ny opgørelser kan ses i dokumenterne i højre side.