Støttesamtaler om abort
I henhold til sundhedsloven § 100 stk. 5 om svangerskabsafbrydelse fra juni 2005 skal kvinder, der ønsker provokeret abort tilbydes en støttesamtale forud for og efter en eventuel abort. Af vejledning nr. 57 til loven af 16. juni 2004 fremgår det at:
- tilbuddet om en samtale før indgrebet har til formål at sikre, at kvinden kan få støtte til at træffe beslutning om at gennemføre eller afbryde svangerskabet så hun har så godt et grundlag som muligt at beslutte udfra
- tilbuddet om en samtale efter et eventuelt indgreb har til formål at afhjælpe mulige psykiske gener
- kvinden selv kan bestemme hvor og hvilke rådgivningstilbud hun eventuelt ønsker at gøre brug af
- det er op til kvindens selv at opsøge andre rådgivningstilbud end hos den praktiserende læge.
Link til loven og vejledningen
Sundhedsstyrelsen har igennem forskellige undersøgelser og projekter kunnet konstatere, at mange kvinder eller par ikke får tilbudt en særskilt støttesamtale.
De fleste kvinder er da også afklarede omkring deres valg og har ikke behov for en støttesamtale blandt andet fordi de fleste har en partner eller et netværk af familie eller venner, de rådfører sig med. Men nogle kvinder har behov for mere rådgivning og støtte, når beslutningen skal tages, fordi de er i tvivl. En grundig støttesamtale før aborten kan gøre kvinden mere afklaret og være med til at afdække, hvem der kunne få problemer bagefter. Støttesamtalen kan derfor være med til at forebygge en efterfølgende krise eller gøre lægen opmærksom på, at kvinden har behov for en opfølgende samtale enten hos den praktiserende læge eller i andet regi.
Den praktiserende læge er derfor en nøgleperson for den kvinde, der er blevet uønsket gravid. Lægen har også mulighed for at foreslå kvinden en ny konsultation efter et eventuelt abortindgreb for at drøfte fremtidig prævention med hende. Lægen har også mulighed for at henvise til andre rådgivende instanser som fx Mødrehjælpen.
Henvisningsmuligheder
Da vejledningen i loven ikke indeholder en nærmere beskrivelse af, hvad en støttesamtale skal indeholde, har Sundhedsstyrelsen samlet en række eksempler på hvordan støttesamtaler kan afholdes samt en liste over instanser og fagpersoner som kan give supplerende støttesamtaler.
Mødrehælpen i København, Randers, Århus og Odense
For mere information kan downloades eller rekvireres:
Når der ikke er et tredje valg - social sårbarhed og valget af abort, Vibeke Rasch, Lisbeth B Knudsen og Tine Gammeltoft for Sundhedsstyrelsen, rekvireres hos Schultz Forlag på tlf. 70 26 26 36
Rapporter fra modelprojekter
Kvalitetsudvikling og -sikring af støttesamtaler før og efter abort samt En kort sammenfatning, Elin Kallestrup, Lysthuset, Århus Amt, 2004
Tværfaglig rådgivning til kvinder/par der er uønsket gravide, Birthe Stepping Petersen, Dorthe Eskling Hansen, Roskilde amtssygehus, 2005
Se yderligere oplysninger på www.abortnet.dk