Fysisk aktivitet som indsatsområde
Den generelle anbefaling er, at børn og unge er fysisk aktive mindst en time hver dag. Formålet med denne indsats er at øge antallet af børn og unge, der er fysisk aktive og øge den tid, der bliver brugt på fysisk aktivitet ved at stimulere børn og forældre til at indarbejde fysisk aktivitet i deres hverdag.
Hvad kan man gøre på det private niveau?
Forældre har et stort ansvar for, at deres børn kommer til at leve et fysisk aktivt liv. Det er vigtigt at forældre selv er fysisk aktive i fritiden og engagerer sig i, at deres børn får mulighed for at udfolde sig fysisk i skole- og fritidslivet. Samtidig kan forældre sætte grænser for børns inaktivitet fx i forbindelse med TV og computerspil samt transport til og fra skole og fritidsaktiviteter.
Hvad kan fællesskaberne gøre?
Dagpasning, SFO, skoler og ungdomsuddannelsessteder bør stimulere børn til øget fysisk aktivitet både i undervisningen og i frikvarterer. Det gælder både trafikforhold - at børn kan gå og cykle sikkert til og fra skole - indretning af legepladser, indendørs forhold og personalenormeringer, der giver børnene mulighed for at udfolde sig fysisk. Det er også vigtigt, at personalet er gode rollemodeller og støtter op om, at børnene rører sig.
Fællesskaberne kan:
- Implementere politikker for fysisk aktivitet i dagpasning, skoler og SFO (stimulere til brug af legepladser, stimulere fysisk udfoldelse i og uden for undervisningen, tage på ture)
- Etablere lettilgængelige og inspirerende motionsaktiviteter for børn og unge (også til overvægtige og til børn og unge, som ikke er motiveret for konkurrenceidræt) i et samarbejde mellem sundhedsfremmende organisationer og idrættens aktører.
Hvad kan det offentlige gøre?
De offentlige myndigheder har på flere områder mulighed for at påvirke de rammer, som kan begrænse, men også motivere børn og unge til en mere aktiv livsstil. Det offentlige fastsætter rammerne for fritidstilbud og kan arbejde for, at idrætsanlæg, rekreative områder mv. i højere grad tilpasses børns behov. Børns sikkerhed på vej til og fra skole er et af forældrenes hovedargumenter for at transportere børn i bil. Hvis antallet af fysisk aktive børn skal øges, er det vigtigt, at samfundet sikrer trygge gang- og cykelstier, der kan motivere børn og forældre til at bevæge sig aktivt til og fra skole og fritidsaktiviteter.
Personalet i skoler, dagpasning mv. skal kvalificeres til at gøre leg og bevægelse til en central del af børns hverdag.
Det offentlige kan:
- Vedtage politikker for fysisk aktivitet i dagpasning, skoler, SFO og ungdomsuddannelsessteder (etablere hensigtsmæssige legepladser, etablere indendørs arealer med plads til fysisk udfoldelse, arbejde for normeringer, der bl.a. giver mulighed for ture, øge opmærksomheden over for bevægelse i andre fag)
- Vedtage trafikpolitikker, der sikrer børn og unges muligheder for aktiv transport til og fra dagpasning, skole, SFO, ungdomsuddannelsessteder og foreninger (etablere bilfrie zoner i nærheden af skoler
etablere sikre gang- og cykelstier adskilt fra trafikken i nærheden af skoler)
- Etablere nye, styrkede retningslinier for faget idræt (øge antallet/sætte minimumsgrænser for antallet af lektioner i idræt)
- Styrke kravene til læreres og pædagogers kompetence inden for idræt, så det appellerer til forskellige behov hos børn og unge
udvikle nye initiativer til differentieret indhold i idrætsundervisningen)
- Udvikle kursustilbud om fysisk aktivitet i uddannelsen af lærere og pædagoger
- Gennemføre en oplysningsindsats over for forældre og andre voksne med henblik på at begrænse den tid, børn bruger på TV og computerspil. Udvikle opmærksomheden over for andre tilbud end TV og computerspil
- Gennemføre en oplysningsindsats, der motiverer forældre og børn til at bevæge sig aktivt til og fra skole samt i fritiden