Børn og unge med overvægt og/eller særlig risiko for at udvikle overvægt
Indsatsen over for børn og unge med overvægt eller særlig risiko for at udvikle overvægt eller overvægtsrelaterede tilstande/sygdomme betragtes som en del af den generelle forebyggelse af svær overvægt i voksenalderen. Det er vigtigt at finde den rigtige balance mellem opmærksomhed over for uheldig vægtudvikling og udpegning af børn som "anderledes" og dermed udsætte dem for mobning. Desuden er det vigtigt at sætte bredt ind over for både det psykosociale og det rent biologiske samt at inddrage familien, når det drejer sig om ændring af livsstil.
De generelle forebyggelsesstrategier i forhold til børn og unge retter sig naturligvis også mod børn og unge, som er overvægtige, eller som har en særlig risiko for at udvikle overvægt eller følgesygdommene til overvægt. Det drejer sig fx. om børn og unge med overvægtige forældre og/eller søskende, hvor en arvelig disposition forstærker risikoen for at udvikle overvægt, hvis miljøet er fremmende for overvægt. Over for disse grupper er der - udover de generelle forebyggelsestiltag - behov for en målrettet forebyggelsesindsats for at sikre, at vægtproblemer opfanges i tide.
Hvad kan man gøre på det private niveau?
Forældre har et ansvar for at reagere, hvis deres barn har en uheldig vægtudvikling. Det er derfor væsentligt, at forældrene har de færdigheder, der kræves for at gøre dette. Børn med svigtende forældrestøtte har større risiko for at udvikle overvægt end børn med god opbakning fra hjemmet. Men det er dog ikke ensbetydende med, at overvægtige børn generelt mangler forældrestøtte. Det er vigtigt også at rette indsatsen mod velfungerende familier.
Hvad kan fællesskaberne gøre?
Også pædagoger og lærere har et ansvar for at reagere på uheldig vægtudvikling hos børn og unge. Det kræver naturligvis, at de får de rette forudsætninger for at kunne varetage denne opgave. Det er vigtigt at undgå at stemple de børn og unge, som tilbydes hjælp i forbindelse med opsøgende virksomhed og at beskytte overvægtige børn mod mobning.
Fællesskaberne kan:
- Gennemføre en tidlig opsporingsindsats på baggrund af retningslinier for de professionelle, der har med børn at gøre
- Vedtage og implementere politik mod mobning af overvægtige børn og unge i dagpasning, skoler, SFO og ungdomsuddannelser samt i de frivillige organisationer
Hvad kan det offentlige gøre?
Den væsentligste opgave over for denne gruppe af børn og unge er at udvikle tilbud i sundhedssystemet, som dels kan opspore børn og unge med uheldig vægtudvikling, dels kan give relevante tilbud over for de børn, der får konstateret overvægt, eller som har en særlig risiko for at udvikle overvægtsrelaterede sygdomme. Det kræver, at disse tilbud er så tæt på barnets og den unges hverdag som muligt (fx. i almen praksis eller den kommunale sundhedstjeneste). Indsatser, der inddrager familien, har den største effekt på lang sigt. Også pædagoger og lærere kan uddannes til at reagere på uheldig vægtudvikling.
Det offentlige kan:
- Udarbejde retningslinier for den kommunale sundhedstjeneste med hensyn til monitorering af børns højde og vægt (etablering af børneundersøgelsesprogram med regelmæssig indberetning og central registrering af højde/vægtmålinger)
- Udarbejde kliniske retningslinier for opsporing af risikoindivider og vejledning til praktiserende læger (fx lagt ind under børneundersøgelsesprogrammerne) og den kommunale sundhedstjeneste i håndtering af disse. For de unge pigers vedkommende kunne det fx finde sted i forbindelse med kontakt med den praktiserende læge om svangerskabsforebyggelse og for unge mænd i forbindelse med session
- Udarbejde retningslinier for professionelle, der har med børn og unge at gøre, vedrørende opsporing af børn og unge med risiko for udvikling af overvægt og vejledning i håndtering af disse
- Udvikle behandlings- og forebyggelsestilbud ved at gennemføre modelprojekter, der evaluerer effekten af integreret familieorienteret indsats med inddragelse af psykosociale forhold
- Etablere tilbud om integreret indsats over for barnet og de nærmeste omgivelser gennem etablering af familieorienteret støtteordning i kommunen
- Etablere visitationsordning for henvisning til integreret indsats over for barnet og de nærmeste omgivelser gennem etablering af familieorienteret støtteordning i kommunen
- Gennemføre oplysningsindsats over for børn, unge, forældre, pædagoger og lærere med henblik på at reagere og agere på uheldig vægtudvikling - herunder forebygge diskrimination og mobning