Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

Lovgivning

Retsinformation kan du finde lovgivningen på narkotikaområdet. Stofferne reguleres efter Lov om euforiserende stoffer og Bekendtgørelse om euforiserende stoffer.

Bekendtgørelsen om euforiserende stoffer omfatter lister over de konkrete stoffer, der er omfattet af loven:

§          Liste A omfatter stoffer, der ikke må forefindes her i landet (cannabis, kat, heroin, opium, lsd).

§          Liste B, D og E omfatter stoffer, der kun må bruges til medicinsk og videnskabelig brug (fx amfetaminer, MDMA, psilocybin)

§          Liste C omfatter stoffer, der kun er omfattet af loven, hvis de ikke er tilberedt som farmaceutiske præparater (fx kodein). 


Listerne revideres i takt med, at nye stoffer dukker op på det illegale marked.

Strafferammen for overtrædelse af Lov om euforiserende stoffer går op til 2 år, mens grovere narkotikakriminalitet dømmes efter straffeloven med en strafferamme på op til 16 år.

Internationale konventioner og dansk narkotikalovgivning

Grundlaget for den danske lovgivning er, at Danmark har tilsluttet sig de 3 FN-konventioner, der regulerer området internationalt:

§          Den almindelige narkotikakonvention, enkeltkonventionen (1961) der begrænser anvendelsen af "klassiske" euforiserende stoffer (opium, cannabis, coca) til medicinske og videnskabelige formål.

§          Psykotropkonventionen, (1971) der handler om kontrol med andre psykoaktive stoffer (centralstimulerende stoffer, hallucinogener, sove- og nervemedicin).

§          Konventionen mod ulovlig håndtering af narkotika og psykotrope stoffer (1988) handler om at forstærke det internationale samarbejde og indsatsen imod  illegal produktion, handel  og hvidvaskning af fortjenester fra det illegale marked.