Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

Fakta om fysisk aktivitet

Hvad er fysisk aktivitet? 
Begrebet fysisk aktivitet dækker ethvert muskelarbejde, der øger energiomsætningen. Motion bruges både i forbindelse med ustruktureret aktivitet og mere bevidst, målrettet, regelmæssig træning.
   

Her bruges begreberne fysisk aktivitet og motion synonymt. Træning er planlagt og struktureret fysisk aktivitet, der gennemføres jævnligt for at vedligeholde og/eller forbedre fysisk form og velbefindende.

I modsætning hertil er begrebet inaktivitet, som betegner en tilværelse uden bevægelse. Inaktive personer indgår ikke i nogen form for fysisk udfoldelse, hverken struktureret eller ustruktureret.

 

Effekten af fysisk aktivitet
Den aktuelle forskning af fysisk aktivitets effekt på kroppen viser at:

  • Personer, som normalt er inaktive, kan forbedre deres helbred og fysiske velvære ved at bevæge sig regelmæssigt. 
  • Personer i alle aldre, børn, voksne, ældre, kvinder som mænd, opnår positive fysiologiske ændringer som følge af fysisk aktivitet. 
  • Fysisk aktivitet behøver ikke at være anstrengende for, at man opnår sundhedsmæssige fordele. 
  • Fysisk aktivitet har mange positive effekter på kroppens funktioner. Virkningerne på hjerte, kredsløb og muskler har i mange år været kendt. Det er også værd at bemærke motions positive indflydelse på stofskiftet og på hormon- og immunsystemet. 
  • Mange af de positive effekter fra fysisk aktivitet - både fra udholdenhedstræning og fra styrketræning - aftager i løbet af få uger. Hvis aktiviteten helt ophører forsvinder effekten inden for 2 til 8 måneder. 
  • Fysisk aktivtitet medfører socialpsykologiske gevinster i form af livsglæde, overskud, social trivsel, selvtillid og handlekompetencer, endvidere er det bevist, at der er en positiv sammenhæng mellem fysisk aktivitet og kognitive processer, som forudsætter læring hos børn.

 

Moderat og høj intensitet
Det kan ofte være svært at skelne mellem moderat og høj intensitet. Hvis jeg dyrker styrketræning én gang om ugen og vandgymnastik én gang om ugen, efterlever jeg så Sundhedsstyrelsens anbefalinger om to gange motion af høj intensitet om ugen? Tæller bowling som moderat fysisk aktivitet m.m.?

I boksen til højre kan du se en udførlig beskrivelse af aktivitetsformer i forhold til intensitetsniveau med viden om, at intensitetsniveau er meget individuelt og ændrer sig med alderen.

 

FYSISK AKTIVITET - håndbog om forebyggelse og behandling
Håndbogen indeholder dokumentation for at fysisk træning, udover at fremme sundheden og forebygge en lang række sygdomme, også er effektiv i behandlingsøjemed.

FYSISK AKTIVITET - håndbog om forebyggelse og behandling - Del II: Børn og Unge: Fysisk aktivitet, fitness og sundhed
Del II indeholder dokumentation og viden om, hvordan fysisk aktivitet og træning påvirker børn og unges sundhed.

Du kan downloade begge håndbøger i boksen til højre.