Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

Latexallergi

Naturgummi-latex (latex) udvindes fra saften af gummitræet Hevea brasiliensis. Inden for sundhedsvæsenet anvendes latex i mange forskellige typer af medicinsk udstyr, pga. produktegenskaber som elasticitet, trækstyrke, holdbarhed og barriereegenskaber mod mikroorganismer.

Ca. 75 % af de medicinske engangshandsker, der anvendes i sundhedssektoren i dag, er fremstillet af naturgummi-latex, fordi handsker udgør et vigtigt led i beskyttelse mod infektioner - især alvorlige infektioner som HIV/AIDS og hepatitis.

Latex indgår desuden i en lang række ikke medicinske produkter i såvel industri som husholdning. Fx er balloner, kondomer og sutter lavet af latex.

Latex indeholder nogle allergifremkaldende proteiner, og man kan derfor udvikle give allergi overfor produkter, der indeholder latex - af samme type som den der kendes overfor pollen, dyrehår og husstøvmider – såkaldt latexallergi.

Man kan også udvikle allergi overfor de kemikalier, der tilsættes under produktionen af gummi for at tilføje produkterne elasticitet og holdbarhed. Gummikemikalie-allergien er en anden type allergi end latexallergi, nemlig kontaktallergi, og viser sig typisk som eksem på hænderne.

Personer, som har latex-allergi, kan ligesom personer med pollenallergi også få symptomer, når de spiser forskellige frugter og grøntsager. Hyppigst banan, avocado og kiwi, men også papaya, figen, kartoffel, tomat og ægte kastanje kan være årsagen.