Kvalitet i alkoholbehandlingen ved blandt andet familieorienteret alkoholbehandling
I satspuljeaftalen på sundhedsområdet for 2010 – 2013 er der afsat puljemidler til ”Styrket kvalitet i alkoholbehandlingen ved blandt andet familieorienteret alkoholbehandling” i kommunerne.
Fra puljen har Sundhedsstyrelsen nu tildelt fem kommuner tilskud til at kvalitetsudvikle indsatsen over for borgere og familier med alkoholproblemer. De fem kommuner er Holstebro, Aabenraa, Odense, Slagelse og Glostrup til et samarbejdsprojekt omkring alkoholbehandling imellem Glostrup, Rødovre, Hvidovre, Brøndby, Ishøj og Vallensbæk kommuner. Sundhedsstyrelsen arbejder aktuelt på at få endnu én kommune med i projektet.
I kvalitetsudviklingsprojektet skal alkoholbehandlingsinstitutionerne samarbejde med kommunens øvrige relevante institutioner om at sikre tidlig opsporing, kvalificeret alkoholbehandling med inddragelse af familien og opfølgning på behandlingen. Modellen for kvalitetsudviklingen er beskrevet i Sundhedsstyrelsens publikation ”Kvalitet i alkoholbehandlingen – et rådgivningsmateriale”. Projektet skal bidrage til varige forandringer i alkoholbehandlingsinstitutionens metoder og organisation.
I den 4-årige projektperiode skal kommunernes alkoholbehandlingsinstitutioner arbejde for at blive eksemplariske modelinstitutioner for kvalificeret alkoholbehandling, hvilket blandt andet omfatter, at de afprøver og indarbejder en af to metoder for systematisk familieorienteret alkoholbehandling – se udmøntningsmateriale til satspulje, bilag 3 og bilag 4.
For at støtte kommunerne i kvalitetsudviklingen gennemfører Sundhedsstyrelsen forskellige aktiviteter fx:
- 1-årigt kursusforløb i familieorienteret alkoholbehandling for alkoholbehandlere. Se materialet under Kurser og konferencer i spalten til højre
- Rådgivning af alkoholbehandlingsinstitutionerne i forbindelse med tilrettelæggelse af kommunernes lokale planer for udviklingen af kvaliteten i behandlingen og for udviklingen af behandlernes kompetencer
- Kompetenceudvikling af alkoholbehandlere i behandling af dobbeltbelastede borgere
- Halvårlige netværksmøder
- Særlig rådgivning og andre tiltag ud fra kommunernes individuelle behov
- Stiller relevant materiale til rådighed.
Desuden vil Sundhedsstyrelsen gennemføre evaluering af det samlede satspuljeprojekt.
Modelinstitutionerne skal mod slutningen af projektperioden formidle deres viden og erfaringer om metoderne til de øvrige kommuner i deres region.
Læs den sammenhængende tekst om puljen i ”Udmøntning af satspuljen ”Kvalitet i alkoholbehandlingen ved blandt andet familieorienteret alkoholbehandling”.