Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

Tarmkræftscreening

Tarmkræft, kræft i tyk- og endetarm er den tredjehyppigste kræftform i Danmark, og den er forbundet med høj dødelighed. Formålet med screening for tarmkræft er dels at nedsætte dødeligheden af sygdommen ved at finde kræfttilfælde i tidlige stadier, så helbredelse er mulig, dels om muligt at nedsætte forekomsten af tyk- og endetarmskræft ved at identificere og fjerne forstadier til sygdommen, før de udvikler sig til kræft.

Sundhedsstyrelsen udgav i maj 2010 anbefalinger vedrørende screening for tyk- og endetarmskræft. Med udgangspunkt i lignende europæiske overvejelser samt de tidligere danske erfaringer anbefaler Sundhedsstyrelsen, at der indføres
tilbud om screening hvert 2. år til alle i aldersgruppen 50 til og med 74 år. Tilbuddet omfatter undersøgelse for blod i afføringen med en immunkemisk metode til påvisning af blod og efterfølgende undersøgelse med koloskopi ved
påvisning af blod i afføringen. Det forventes, at et sådant program vil medføre 22.000 screeningskoloskopier og identificere ca. 2.000 tilfælde af tarmkræft i det første screeningsår.

Målgruppen for anbefalingerne er politikere, administratorer og sundhedsfagligt personale, som er ansvarlige for beslutninger, tilrettelæggelse og gennemførelse af screeningsprogrammet.