Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

Kommuner får nyt værktøj i indsats mod diabetes

09. juni 2010

OBS - Vær opmærksom på at denne nyhed er arkiveret.
Nyheder i arkiv bliver ikke opdateret og kan indeholde brudte link eller forældet information.

Nye tal på diabetesområdet skal styrke kommunernes muligheder for at forebygge, behandle og pleje type 2 diabetes i deres område. Sundhedsstyrelsens nye webudgivelse "Tal på diabetes i kommunerne" gør det muligt for hver enkelt kommune at vurdere antallet af diabetikere både med og uden komplikationer i forhold til andre kommuner, og dermed afklare, om kommunen er god nok til at opdage diabetes, før der opstår følgesygdomme.

"Der et stort folkesundheds- og økonomisk potentiale i at forebygge at borgerne udvikler type 2 diabetes og i at de borgere, der har diabetes, opspores tidligt og tilbydes relevant forebyggelse. Det nye talmateriale giver kommunerne et billede af komplikationsbyrden hos deres borgere, når det gælder en række alvorlige komplikationer til diabetes inden for hjerte-kar sygdom, nyresygdom, øjensygdom og amputationer," siger overlæge Ole Andersen fra Sundhedsstyrelsen.

Tal på diabetes i kommunerne er den anden udgivelse i en serie af webudgivelser, Tal på sundhed i kommunerne, som skal styrke kommunernes planlægningsgrundlag ved at formidle viden fra Sundhedsstyrelsens registre om borgernes sundhedstilstand og træk på sundhedsvæsenets ydelser på kommuneniveau. Omkring 256.000 danskere havde i 2008 diagnosen diabetes. Der er sket mere end en fordobling af antallet i ti års perioden fra 1997-2007. Stigningen kan først og fremmest tilskrives en stigning i antallet af diagnosticerede type 2 diabetikere, der til kommer, at mange har type 2 diabetes uden at vide det.

Væksten i antallet af borgere med type 2 diabetes skyldes primært livsstilsfaktorer som overvægt og fysisk inaktivitet og en voksende ældrebefolkning, da risikoen for type 2 diabetes stiger med alderen. I forhold til resten af befolkningen har diabetikere en overdødelighed, som dog er faldende fra 91 procent i 1997 til 57 procent i 2008, hvilket skyldes tidligere diagnosticering og bedre behandling.