Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

Det er ikke blevet lettere at få midlertidig autorisation

25. februar 2010

I forlængelse af debatten om kravene til læger fra lande udenfor EU og Norden, er det blevet anført, at Sundhedsstyrelsen har afskaffet prøver, som tidligere skulle have forhindret ukvalificerede læger i at få midlertidig autorisation og ansættelse på danske sygehuse.

Diskussionen beror på en misforståelse. Der er i dag tre nationale prøver (receptskrivning, socialmedicin og medicinsk lovgivning) og en medicinsk fagprøve, som læger fra lande uden for EU og Norden skal bestå, inden de kan få varig autorisation. Den medicinske fagprøve tester både ansøgers lægefaglige, sproglige og kommunikative færdigheder. Prøverne ligger efter, at lægerne har fået midlertidige autorisation. Sådan var det også inden reglerne blev ændret i 2001.

Forskellen er, at der tidligere - udover fagprøven - også var krav om, at lægerne skulle bestå en sprogprøve. Sprogprøven lå ligesom fagprøverne efter, at lægerne havde fået midlertidig autorisation. Vurderingen af ansøgers sproglige kvalifikationer er nu en integreret del af den medicinske fagprøve.

Det er altså ikke - med de nye regler, der blev indført i 2001 - blevet lettere for læger at få midlertidig autorisation og ansættelse på et dansk sygehus.

Sundhedsstyrelsen har tidligere udtalt, at reglerne blev ændret, fordi de var for bureaukratiske. Her var det dels sprogprøven, der blev hentydet til, dels en anden ændring, der blev indført i 2005. Ændringen fra 2005 betyder, at læger fra lande udenfor EU og Norden ikke længere skal søge om en ny midlertidig autorisation, hver gang de får en ny ansættelse.