Nye anbefalinger ved D-vitaminmangel
25. maj 2010
OBS - Vær opmærksom på at denne nyhed er arkiveret.
Nyheder i arkiv bliver ikke opdateret og kan indeholde brudte link eller forældet information.
Tilskud af D-vitamin er ikke nødvendigt, hvis man spiser efter de officielle kostråd og får 200-300 gram fisk om ugen, og i øvrigt får moderat med sol om sommeren. Men for nogle er det nødvendigt at supplere med et D-vitamintilskud.
Som noget nyt anbefaler Sundhedsstyrelsen derfor, at børn op til to år får daglige tilskud af D-vitamin, og at ældre over 70 år får tilskud af calcium og D-vitamin, men ellers giver gennemgangen af den videnskabelige litteratur på området ikke belæg for generelt at anbefale tilskud af D-vitamin til befolkningen. Sådan lyder anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen, som har gennemgået den aktuelle viden og udarbejdet nye anbefalinger til lægerne om forebyggelse, diagnostik og behandling af D-vitaminmangel.
Interessen for D-vitamin har de senere år medført en stigende opmærksomhed på D-vitamin både hos praktiserende læger og i befolkningen, og der er kommet flere og flere D-vitaminpræparater på markedet. Samtidig er udgifterne til D-vitaminanalyser eksploderet. Sundhedsstyrelsen har foretaget en rundspørge til landets biokemiske afdelinger, som viser, at antal D-vitaminanalyser er tidoblet på fem år i almen praksis.
Da den sundhedsmæssige værdi af måling af D-vitaminstatus er udokumenteret anbefaler Sundhedsstyrelsen, at de praktiserende læger udfører færre undersøgelser på dette område. Bestemmelse af D-vitaminniveau bør forbeholdes patienter, hvor der er mistanke om svær D-vitaminmangel på grund af patientens symptomer eller livsførelse, og patienter med knogleskørhed, nyresygdom, tarm- eller leversygdom.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger fastslår samtidig, at der ikke indikation for rutinemæssigt at måle D-vitamin hos patienter med kroniske sygdomme som for eksempelvis kræft, diabetes, demens, kardiovaskulære sygdomme med flere, da der ikke er dokumentation for at tilskud af D-vitamin har en positiv effekt på deres primære sygdom.