Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

Samtale om alkoholproblemer hjælper

11. februar 2010

Det tager kun fem minutter, men har stor betydning. En enkelt samtale om alkoholvaner er for mange patienter et godt middel til at ændre adfærd og dermed forebygge helbredsskader. Det er hovedbudskabet i en ny vejledning fra Sundhedsstyrelsen om diagnostik og behandling af patienter med alkoholproblemer i almen praksis.

Vejledningen er udarbejdet af Dansk Selskab for Almen Medicin og Sundhedsstyrelsen og giver lægerne redskaber til, at håndtere spørgsmålet om alkoholproblemer i konsultationen. Lægen kan i kraft af sit kendskab til og forhold til patienten gøre en stor forskel, og måske er samtalen om alkohol lettere, end mange læger og patienter forestiller sig. En tidligere undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at ni ud af ti danskere gerne vil tale med deres læge om deres alkoholvaner.

Vejledningen er et praktisk værktøj, der beskriver hvordan lægen og praksispersonale kan hjælpe patienter med alkoholproblemer.

Vejledningen opfordrer lægen til at spørge til alkoholvaner og beskriver en række situationer, hvor det kan være relevant. Det er blandt andet ved helbredsundersøgelser i forbindelse med kørekort, livsforsikring og lignende og ved forebyggelseskonsultationer. Derudover er der situationer, hvor lægen altid bør spørge til alkoholvaner. Det gælder blandt andet ved planlægning af graviditet og ved symptomer eller sygdom, hvor alkohol spiller en vigtig rolle.

Alkoholoverforbrug er en af de væsentlige årsager til danskernes sygdomsbelastning. Et stort alkoholforbrug kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte, for den nærmeste familie og for samfundet.

Dansk Selskab for Almen Medicin og Sundhedsstyrelsen har i samarbejde udarbejde den nye kliniske vejledning. Vejledningen er baseret på videnskabelig dokumentation og best practise.